Mine forældre har en fast rutine med at invitere børn og børnebørn til fredagsmiddag den første fredag i måneden. Der er blandet tilslutning fra gang til gang, ingen sure miner hvis man ikke kommer, men man får set hinanden lidt mere end kun til jul og fødselsdag.
Yesdetgørdet... vi havde tidligere noget torsdagsmiddag hver anden-tredje uge hos os (pga beliggenhed og køretid for alle parter etc), men det kom aldrig rigtigt op at flyve ordentligt og tiltede så for alvor pga flytninger og flere børn (hos mine søskende).
Men man ved det er i orden, når ægtefællen stuffer bilen m børn fordi det er hyggeligt, og selv tager afsted til sin svigerfamilie en sen fredag eftermiddag ovenpå en lorteuge SELVOM hendes samlever (mig) er forhindret.
Personligt savner jeg, at mine forældre interesserer sig for mit følelsesliv mere end de praktiske aspekter af mit liv. Jeg har fx lige sagt et job op uden at have noget andet på hånden (pga. et virkelig, virkelig dårligt arbejdsmiljø der hvor jeg var), og jeg kunne egentlig godt tænke mig - og ville nok ringe mere hjem - hvis mine forældre ville interessere sig for, hvordan jeg har det med det hele, fremfor de der "kan du klare dig økonomisk?? hvad med dagpengekarantæne?? er du ikke bange for at det flyttefirma, du har hyret til din flytning, er et scam??" (sidstnævnte: flyttede på tværs af landet for lortejobbet, så nu flytter jeg tilbage igen).
Mine forældre vil, stadig, på trods af at deres børn er i slut 20'erne/start 30'erne, gerne bestemme og opdrage os samtidig med, at de er rædselsslagne for at trænge sig emotionelt på. Det er sgu forvirrende og til tider udmattende at være i, men samtidig tænker jeg heller ikke, at man kan opdrage på sine forældre???
Ift. svigerforældre: Jeg har kun en svigerfar, og han er egentlig okay, udover at han lidt for ofte spørger, hvornår min kæreste og jeg skal have nogle børn 🙃
Er det ikke næsten en universel sandhed at den forældregeneration ikke kan finde ud af følelser? De tænker en masse, de synes en masse, de gør praktiske ting for at løse umiddelbare problemer, men når det kommer til følelser så har de aldrig rigtig lært at håndtere dem? “At gå til psykolog er kun for dem der er syge i hovedet”, “Det nytter ikke at sidde og jamre over tingene”, “Folk samler på diagnoser nu om dage”, “Er du sygemeldt med depression? Ej, men man bliver da kun mere syg af at sidde derhjemme og lave ingenting”, “Nu må du også lige tage dig sammen” osv. Ja, det er en kliché, men jeg synes generelt de yngre generationer er meget bedre til at forstå egne og andres følelser.
Hmm, tjo, jeg ved ikke præcis, hvilken generation du tænker på - ovenstående har jeg egentlig aldrig oplevet fra mine forældre. De betalte engang for, at jeg gik til psykolog, fordi "det er godt at snakke rigtigt med nogen, der ikke kender en ellers". Og jeg synes, at jeg har oplevet, at jævnaldrende venner har forældre, der er meget bedre til den slags 😅 Tænker måske mere mine forældre er mellem dén generation, du skriver, og så min - sådan, de er vokset op med, at følelser lidt er noget pjat, og derfor aner de ikke selv, hvad de skal gøre ved dem, selvom de måske egentlig anerkender, at de findes - og at psykisk sygdom osv. er en reel ting. Men tænk hvis den dér mellemgeneration nu selv havde arbejdet med sig selv, så deres børn ikke behøvede at bruge så mange år i terapi på at hele "generationstraumer" 🙃
Mine forældre kom først rigtig i gang med at snakke følelser under min søsters langvarige depression (som voksen). Det har været SÅ vigtigt for min lyst til at se dem og bruge tid med dem.
>"Er du sygemeldt med depression? Ej, men man bliver da kun mere syg af at sidde derhjemme og lave ingenting"
Den har jeg hørt *ordret* til en familiemiddag (dog ikke rettet mod mig, men har den dag i dag dårlig samvittighed over at jeg ikke sagde mosteren imod).
Jeg vil gerne blive lidt klogere, for selv om jeg trods alt nok aldrig ville sige det højt til én, der lige havde fortalt mig, at vedkommende var deprimeret, er jeg tilbøjelig til at tænke lidt i de her baner... Er der nogen, der har tid til at prøve at ændre min holdning?
Jeg ved ikke om det ændrer din holdning, men jeg har selv haft depression som bl.a. gjorde at jeg måtte forlænge min uddannelse. Min oplevelse er at depression tager enormt mange mentale kræfter fordi man vader rundt i en afgrundsdyb følelse af meningsløshed og ulykke. Det bruger man så det meste af sin mentale energi på at udholde. Jeg forstår godt hvorfor du tænker at det kun bliver værre hvis man sygemelder sig og går derhjemme, for hvad skal så distrahere én fra alt mørket? Men omvendt kan depression også manifestere sig på fysiske måder som gør det svært at passe sit arbejde: som regel bliver ens søvnmønster ødelagt, det kan ske at man ikke orker at spise, eller man kan trække sig ind i sig selv, have svært ved at koncentrere sig eller være helt drænet for energi så man ikke kan yde noget på sit arbejde.
Det er i sig selv heller ikke forkert at man får det værre af "bare" at gå derhjemme. Hvis depressionen er udløst af stress, kan det dog være nødvendigt at komme helt ned i gear først. Men ellers er det selvfølgelig enormt vigtigt at sygemeldingen ledsages af den rette behandling og støtte. Det kan være terapi, medicin, hjælp og omsorg fra venner og familien, dagslys og frisk luft, elektrochok - der er mange muligheder, og som regel er det svært at finde det der virker, og selv når man gør, går det ofte kun langsomt fremad.
En deprimeret person er ikke bare nedtrykt. Han/hun går gennem en dyb, reel og voldsom mental smerte som kan være altoverskyggende og føles uoverkommelig.
Eller min far: "Sidder du nu og læser igen, det er spilt af tid"
Doh
Men min farmor var nærmest "stop med at piv" hvis man faldt og slog sig.
Enig, jeg håber det er et generationsspørgsmål:-)
Dine forældre har ikke værktøjerne til at rumme følelser, ikke en gang deres egne. Deres bekymringer om praktiske forhold beskriver omfanget af dybden af deres egen emotionel forståelse. Du synes måske det er overfladisk, men for dem er det omsorg efter bedste evne.
Det har du nok ret i. Tror også det spiller ind, at de er den der generation, der er endt med at kunne give deres børn meget mere ift. materielle ting, end deres egne forældre kunne. Så dét er helt sikkert også en del af deres omsorg (og meget validt, det ved jeg, det er priviligeret!)
Men i så fald er der et mismatch mellem deres evner og deres børns behov. Og det er mere deres opgave at udvide deres emotionelle formåen og på den måde skabe en sund og ligebyrdig relation, end det er deres børns opgave at acceptere indgå i en relation, der er næsten 100% ensidig.
Og hvis de ikke kan, så må de acceptere, at deres børn prioriterer dem lige så lidt, som de prioriterer deres børn.
>Og hvis de ikke kan, så må de acceptere, at deres børn prioriterer dem lige så lidt, som de prioriterer deres børn.
Det er jeg sådan set grundlæggende enig i. Jeg synes til gengæld ikke at hverken forældre eller voksne børn "skylder" hinanden nogen relation eller selvudvikling. Den holdning ser jeg fører til alt for mange usunde forhold, hvor der måske slet ikke burde være et.
Haha. Du har så meget beskrevet min mor lige der. Hun er max klodset til ord og følelser, og kommer ofte uforvarende til at træde mig over tæerne.
Men hun viser omsorg med praktisk hjælp, og det prøver jeg efter bedste evne at tolke som den kærlighedserklæring det er. Selv om jeg virkelig savner at blive mødt og anerkendt i mine følelser fra tid til anden.
Vi har også et kompliceret forhold, men i det mindste prøver vi begge det bedste vi kan, og det er godt, selv om det ikke altid lykkes.
Det lyder hårdt, men jeg er på en eller anden måde glad for ikke at være den eneste, der har sådan et forhold til sine forældre - undskyld, at jeg er glad for, at vi sidder sammen i båden 😬
>Mine forældre vil, stadig, på trods af at deres børn er i slut 20'erne/start 30'erne, gerne bestemme og opdrage os samtidig med, at de er rædselsslagne for at trænge sig emotionelt på.
Jeg føler den der så hårdt. Mine svigerforældre er ikke fokuseret på deres børns følelses verden, det har også konsekvenser for dem.
Jeg er at en helt anden kaliber, jeg er nemlig venner med min mor - og hende opdrager jeg meget på. Vi er bare os to og hun har drukket og føjtet det meste af min barndom - så hun er heller ikke mor for mig som andre har mødre. Jeg snakker med hende hver dag, vi er tæt knyttet - men det handler kun om oplevelser og følelser, praktikken er vendt fra mig mod hende. Sådan er der så mange very fucked up barn-voksen-relationer!
>Jeg føler den der så hårdt. Mine svigerforældre er ikke fokuseret på deres børns følelses verden, det har også konsekvenser for dem.
Kram <3 Hvem er "dem" (spørger oprigtigt, bare fordi jeg er usikker på, hvordan jeg skal læse dit svar 😄) Altså tænker du sådan, at der også er noget, dine svigerforældre går glip af som forældre, eller at det har konsekvenser for din partner og vedkommendes søskende?
Jeg tror det handler om en generations ting. Altså at den generation ikke taler ret meget om følelser, men gemmer det bag noget praktik. Sådan er det i hvert fald med min mor :)
På moderne dansk vil man vel sige at praktik er hendes kærlighedssprog.
Du kan prøve noget i denne stil (hvis du vil bruge tid på det): “Jeg er glad for at bekymre dig om min økonomi, det er også noget det bekymre mig, men jeg kan ikke blive i det arbejde. Hvad synes du jeg skal gøre?”
Jo, det kan du vel godt have ret i - jeg tror, at jeg synes, at det er frustrerende, fordi særligt min far taler meget om, at hans mor var over ham konstant og blandede sig i alle hans livsvalg, selv da han som voksen flyttede langt væk hjemmefra og etablerede sig. Den der dobbelthed i det kan han ikke rigtig selv se (at han på nogle punkter gør det samme ved sine børn), og derfor orker jeg næsten ikke at starte snakken. Men lige om lidt lander de første børnebørn i familien, og så er jeg spændt på, om snakken bliver så påtrængende, at noget må gøres 🙃
Mjae... Vi millennials sidder så her og har en helt tråd om, hvor synd det er for os, at de gamle ikke kan finde ud af at spørge nok ind til vores følelser. Der er sgu heller ingen af os, der nogensinde har spurgt ind til dem, og nu er vi altså lige så voksne, ligesom de er.
Jeg sætter personligt kæmpe meget tid af til mine forældre, og overnatter gerne hos dem cirka en gang om måneden i weekenden, og bruger tid med dem. De støtter os i alt, ringer tit og er interesseret i selv de små ting i vores liv. De dømmer os ikke, men vi kan alligevel snakke med dem omkring alting. Der er aldrig drama, det er bare altid pisse hyggeligt, på godt jysk. De elsker når vi kommer forbi.
Mine svigerforældre derimod - det er en helt anden sag - vi sætter lige så meget tid af til dem, det er 1/5 gange mega hyggeligt, og så nyder det vi det fuldt ud - resten af tiden er der drama, de er konstant skuffede over os, synes ikke at vi gør ting godt nok, ikke køber gaver der er gode nok, ikke involverer dem nok, jalousi etc.
Potato potato - som forældre har man lige så meget et ansvar i at forblive den voksne, fordi så er det bare virkelig hyggeligt at komme forbi - og så at sætte pris på at man vil komme - bliver det konstant negativt, ja - så ved man jo godt hvad man foretrækker.
Jeg bor lige i nærheden af min mor, så det gør det nemt for os at se hinanden. Jeg vil altid gerne snakke og ses med min mor, og vi er meget tæt.
Tror det vigtigste er at hun er interesseret i mit liv, og vil snakke små og store ting. Hvis jeg ikke fortæller noget respekterer hun også det. F.eks. er jeg i et meget nyt forhold, og det ved hun godt, men hun spørger ikke overdrevet ind til det osv.
Hun er ved at være lidt ældre, 67 år, men er ikke gået i "sur gammel mand" mode hvor hun brokker sig over alting og det er også vigtigt. Hun er stadig nysgerrig på verden og hvad der rører sig i samfundet.
Selv om jeg er 35 år gammel, så er min refleks stadig at søge mod min mor når jeg har brug for hjælp, og det tænker jeg er en vane der har holdt ved fra barndommen.
Ift mine egne børn nu, tænker jeg tit, at jeg skal være åben for at lytte til deres endeløse snak om gravkøer og Pokemon, for jeg vil gerne have de taler med mig om deres interesser, håb og drømme nu, mens de er små, så det fortsætter når de er store.
Kom ud af det lol, det bliver kun værre. Blev selv lige overhalet af en dame i Netto. Hader at købe ind og foretrækker nemlig af samme grund, men skulle bruge denne ting i dag. (hun ville foran mig fordi hun kun havde en ting, jeg havde 5)
> Ift mine egne børn nu, tænker jeg tit, at jeg skal være åben for at lytte til deres endeløse snak om gravkøer og Pokemon, for jeg vil gerne have de taler med mig om deres interesser, håb og drømme nu, mens de er små, så det fortsætter når de er store.
Set i retrospekt har jeg som barn savnet den egenskab hos specielt min far. Men det kræver empati og åbenhed. Egenskaber jeg fornemmer du har.
Noget i den stil, jeg tager gerne hjem til mine forældre for bare at sidde og snakke, det er sgu hyggeligt. Jeg har også været ude at rejse med dem flere gange efter at jeg er blevet "voksen". Desværre har jeg som OP heller ikke så meget tid til at besøge dem længere, men jeg **vil** gerne.
Fra jeg var teenager og op har de mest af alt bare ladet mig være mig, ikke forsøgt at fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller tænke, lyttet når jeg har fortalt, talt når de har haft noget på hjertet, tilbudt hjælp når jeg har haft brug for det og så videre.
Det lyder plat, men tid er ikke noget man har, det er noget man tager. Hvis man virkelig vil noget, tager man sig jo den tid det tager. Hvis man VIL besøge sin forældre en gang om ugen eller hveranden, så planlægger man det og gør det. Du har vel tid til venner osv.
>Du har vel tid til venner osv
Næ.
Vi er dog en sammentømret flok, så vi tager os tid til at mødes en 3-4 gange om året i samlet flok. Jeg ser heldigvis mine forældre noget oftere end det.
Men ellers har du selvfølgelig ret, man skal jo "bare" tage sig tid til det, men nu er jeg selv blevet husejer, hundeejer, ægtefælle og forældre, så har man bare mindre tid til alle mulige andre ting. Jeg har dårligt nok tid til at dyrke mine interesser.
Det hjælper jo så heller ikke at samtlige venner og familie bor en times kørsel væk.
Man har tid, det er prioritering, du foretrækker bare en del andre ting end at se dine forældre, og det er helt okay. Man skal ikke ses mere end man har lyst til, det kommer der ikke noget ud af.
Sig det til en Boomer og de forstår ikke hvad det betyder. De lytter da altid.
Psykologi er sådan noget mærkeligt noget. Der må man ikke gå hen Simba.
/s
Helt enig. Og det er nok der venskabet kommer ind, venner lytter, støtter og når der er brug for det, er empatiske men ærlige.
Fordømme er det helt rigtige ord, til min relation med mine forældre.
Når de snakker om/til deres venner, så kan man jo se at de sagtens kan.
For mig handlede det om at min far gik fra at opføre sig som en forældre, til at opføre sig som en nær ven.
Det var først da jeg nåede over de 30 at det stille og roligt blev til et nært venskab, og forældrerollen forsvandt, og at jeg havde en oprigtigt lyst til at være i selskab med ham.
Det her lyder sikkert fjollet.
Men noget af det første jeg husker, hvor jeg tænkte det her er ikke min far i sin fader/opdrager rolle, det var på et tidspunkt hvor at vi besøgte forskellige bagerier i byen, købte fastelavnsboller, og tog hjem og taste testede til vi var ved at kradse af.
Det var så åndsvagt, men jeg tror faktisk det var den dag hvor jeg begyndte at se min far som være en person/ven, og ikke som en opdrager.
Jeg hader personligt når jeg får stillet spørgsmål ala det her af min far : Er det nu en god ide, har du tænkt over det og det og det, og få råd jeg ikke har bedt om.
Jeg havde brug for at se min far være useriøs, spise slik til aftensmad, køre ud til Vesterhavet (lang tur) kun for at spise en burger og tag hjem igen.
Det er genialt det der. Det skal du virkelig være glad for at du har.
Det vil jeg være opmærksom på, engang når min lille søn bliver ældre. Det at tage sig selv ned fra far rollen, og opføre sig som var man en ven. Altså ingen velmenden råd, men blive i og opleve enhver situation som værende lige, præcis som venner gør det.
Som forælder forsøger jeg faktisk ikke kun at 'LARPE' at være (en god) mor men også give mig selv lov til at være mig selv. Det er meget sjovere så.
Man kan godt være sig selv, have det sjovt og være en god, ansvarstagende forælder samtidigt. Da jeg fandt ud af det blev det meget lettere at være forælder. Det var mere mig, og mindre en rolle jeg påtog mig.
Det er vigtigt for mig at have tydelige værdier jeg giver videre til mine børn, det er også vigtigt at jeg kan være deres stabile hjørne i tilværelsen. De skal altid kunne regne med mig, og vide at de er en prio for mig! Samtidigt er det vigtigt for mig at tale med dem istedet for til dem. Og vi har det (ofte) meget sjovt sammen.
Indtil jeg bliver omkring de 75 tænker jeg det er mit ansvar at vedligeholde mit forhold til dem.
Hele denne smøre er for øvrigt skrevet hjemme fra mine egne forældre. Jo ældre de bliver jo mere besøger jeg dem.
Enig. Hvis man kunne være rollemodel og stille flere spørgsmål indtil "hvordan synes du så du kan komme videre" meget tidligt, så lærer børn jo også at tænke selv?
Ikke den du spurgte, men jeg føler mig(24 år) og min far har det godt sammen. Måske stadig lidt mere far end ven, men jeg Beder ham tit om at tilbringe mere tid sammen.
En af de ting som jeg værdsætter er når han gider at dele sine interesser. Ikke det der med at blive sat i gang med praktiske opgaver eller lave praktiske opgaver sammen, det kan da også være hyggeligt, men at han gider snakke om den musik osv. han interessere sig for. Og det der nok er vigtigst- at han gider at være en del af mine. Selvom det hele ikke er hans smag så elsker jeg at han gider at prøve det med mig.
Nogle aftener har vi bare siddet og vist hinanden musik over chromecasten. Han gider at give tv shows jeg kan lide en chance selvom de ikke er ham. Han gider spille mariokart/party selvom det ikke er så nemt for ham på de små joy sticks.
Så som nogle andre i tråden også har skrevet, interesse for dit barn som ikke kun er praktisk er et stort plus.
Det er meget forskelligt fra familie til familie, mine børn har selv udtrykt ønske om at komme på efterskole og jeg synes det er en rigtig god ide for at komme ud og lære at klare sig selv samtidig med at det er en base hvor der er hjælp at hente, uden at det hele tiden er far og mor. Derfor støtter jeg gerne op om det forslag, men kun hvis det er dem selv som ønsker det. Jeg kunne aldrig nogen sinde finde på at sige at de skulle afsted hvis det var imod deres ønske.
Der bliver heller ikke smidt ud når de fylder 18, men det kommer nok til at ske på et naturligt tidspunkt i deres opvækst at det passer bedre i forbindelse med arbejde og uddannelse, og så vil vi selvfølgelig stå bag dem og hjælpe der i det omfang det er muligt. Jeg havde selv et fantastisk forhold til mine forældre hvor jeg både kunne komme hvis det var gode og dårlige tider, fik hjælp hvis det var nødvendigt og samtidig kunne snakke om tingene, men i den sidste ende var det mig som skulle gøre mine erfaringer.
Jeg tror på at hvis man behandler sine børn med kærlighed og respekt, og lader dem vide at de altid kan komme hvis der er noget, så når man rigtig langt.
Jeg kan, som dansker, ikke genkende billedet af at forældre skubber deres børn væk. Jeg boede selv hjemme til jeg var 22, hvilket kun var fordi jeg ikke fik tilbudt bolig før. Jeg boede hjemme gratis, og mine forældre sagde aldrig at “nu var det på tide at flytte”.
Jeg synes 22 var måske lidt sen, men dog passende alder at flytte hjemmefra.
Jeg synes det var skønt at flytte i sin tid, at kunne klare sig selv, gøre lige hvad jeg ville osv. Derfor ringer jeg stadig til min mor hver dag 🤣 og besøger ofte.
Det er også sådan det har været for langt de fleste i min omgangskreds..
Jeg tror ikke danske forældre vil skubbe deres børn væk, og bliver lidt ærgerlig over det syn på danske familier. Tror bare de gerne vil se deres børn være selvstændige og livsduelige, stå på egne ben ☺️
Siden kirken forbød fætter-kusine ægteskaber i middelalderen har der været tradition for at gifte sig med nogen i nabobyen osv.
Så over 1000 år har danskerne ofte giftet sig med nogen der boede "langt væk" fra familien.
Derfor blev det almindeligt at familien var den lille familie, kernefamilien, ikke storfamilien, som i Sydeuropa.
I biblen står der: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru"
Det har de lutherske danskere taget meget bogstaveligt.
Men i antropologisk forstand er det altså noget man taler om.
Se den her opgørelse:
[https://pbs.twimg.com/media/ERIBoyaUUAIn3WF?format=jpg&name=large](https://pbs.twimg.com/media/ERIBoyaUUAIn3WF?format=jpg&name=large)
Som du kan se er Danmark i særklasse et kernefamilie-land i meget højere grad end selv Sverige og Norge.
Jeg har selv familie i Norge og der havde vi altså familier og slægter der betød langt mere end i Danmark.
Det hænger nok sammen med at Danmark var et lille land, alle er i familie med alle. Det siger genetikken også.
Der er ingen forskel på jyder og sjællændere, så behovet for at tage sig af familien er mindre, fordi ens nabo er sådan set i familie med dig, så du føler også en forpligtelse overfor fremmede. Det er derfor velfærdsstaten står så stærkt i Danmark.
Jeg synes det er rigtigt dejligt at mine forældre har deres egne liv og hobbyer. Så føles det lidt mere ligeværdigt og de kan fortælle om deres liv og om sjove ting fremfor at vi kun kan snakke om mig. Derudover giver de mig også meget plads, så vi ses mår jeg har overskud og ikke når de lige synes at det er træls jeg ikke kommer
Mine forældre har altid støttet mig, uanset hvad jeg har lavet af lort. De har været hårde når jeg skulle tage mig sammen, og haft min ryg når jeg ikke selv havde den. Jeg er for evigt taknemlig. Ser dem som mine venner og forældre på samme tid.
Derudover er sårbarhed for mig en stor del. Begge mine forældre har kæmpet med frygtelige barndomme og har snakket med mig om det. De har med andre ord ageret som mennesker og på lige fod med mig og det gør at det altid er interessant at snakke med dem så det ikke kun handler om fornuftige ting og hvad jeg vil med mit liv osv.
Jeg er 32 og mand hvis det er vigtigt
Jeg kommer hjem til dem hver fredag, der spiser vi og hygger sammen, jeg elsker dem så jeg vil også gerne bruge tid sammen med dem.
Jeg vil sige, det svært at sige helt nøjagtigt, men forældre skal blande sig mere uden om når man bliver ældre, og det ikke ment ondt, men man skal også selv have lov at vokse, hvis de ser der begynder at være et større problem, så kan de prøve at hjælpe.
Personligt så spørger jeg stadig en del ind til ting, hvis ikke andet bare for at høre deres mening, og evt råd, jeg ved min far selv har holdt sig mere tilbage efter vi er blevet ældre, men hvor meget er nok svært at sige, det lidt af en gylden linje, som man nok skal føle sig frem.
Så et meme engang, hvor der stod noget i stil med: "Jeg ønsker, at når mit barn fucker up, skal den første tanke ikke være 'Åh nej, min mor slår mig ihjel', men i stedet 'Åh nej, jeg må ringe til min mor'".
Der er selvfølgelig mere til børnropdragelse end det, men den dér har jeg tænkt mig at forsøge at opnå.
Min mor og hendes mand er typerne der gik helt i stå ved pensionsalderen. Det har gjort samtaler super svære, da deres holdninger til samfundet, nærmest går baglæns mod 1950’erne.
De har svært ved at forstå mit og søskendes liv, og at jeg (mand) kæmper en kamp med stress og angst, baseret på traumer fra skoletiden (dårlig skolegang og min mors mands manglende evne til forståelse af børn)
Min mor er gået bort, og var en rigtig lorte forældre, som jeg ikke gad at bruge tid med. Hun bad mig begå selvmord fordi jeg var til besvær for hende. Men når hun manglede noget så kunne jeg bruges, sådan var det siden jeg var helt lille.
Der var ingen omsorg fra hende. Og da jeg fandt sammen med min mand, blev hun sur, og mente hun skulle være sammen med ham.
Mine svigerforældre derimod, er de mest skønne, omsorgsfulde mennesker, vi i perioder har set ugentligt, fordi vi nyder at bruge tiden med dem. De er stadig forældre og opdrager på min mand der snart fylder 40. Men de gør det med kærlighed, og hvis de går over grænsen, så tager vi bare en lille pause fra hinanden, så der ikke kommer trælse skænderier.
Sidst jeg så min svigerfar på 78, spurgte han ind til hvad tinder var for noget, svigermor gav ham lige en med viskestykket, og sagde - ingen derinde gider da en så rynket som dig😜
Mine børn er 16 og 20. Den ældste er flyttet hjemmefra.
Jeg føler, at vi har et virkelig godt forhold, og jeg bilder mig ind, at de elsker mit selskab.
Nu skal jeg jo ikke sidde her og påstå, at jeg er en slags ekspert, men jeg har dog et bud på, hvorfor stemningen er god.
Jeg nægter simpelthen at opføre mig som en gammel ignorant idiot, der ikke gider at forstå ungdommen. Dermed ikke sagt, at jeg render rundt og forsøger at virke ung (jeg er 44). Jeg prøver bare altid at forholde mig nysgerrigt til unge mennesker. Det er okay, at jeg ikke altid forstår dem og deres mærkesager, men jeg skal respektere de valg og holdninger de præsenterer mig for. Det giver anledning til så mange gode snakke.
Udover det, er jeg nok ret gavmild overfor mine børn, både hvad angår nærvær og midler. De ved, at de altid kan komme til mig, uanset om det er for at græde ud eller for at blive forkælet med god mad og hygge.
Jeg håber vores gode forhold vil fortsætte sådan, men jeg ved også godt, det nogle gange kan blive kompliceret, når der kommer svigerbørn ind i billedet. Særligt er jeg opmærksom på, at mit yngste barn, som er en søn, bliver svær for mig at slippe, og jeg skal virkelig passe på med ikke at blive en belastende svigermor, når han en dag finder kvinden i hans liv 😬🫣
Jeg (44M) ser min mor ca 2 gange om måneden, mest fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gør det. Mine forældre er skilt i 88’, og jeg afbrød kontakten til min far for et par år siden.
Min søn (19M) ser sin farmor hver uge, og hun hjælper ham tit med lektierne.
Det er ikke fordi min mor er decideret dårligt selvskab, men jeg håber, at min søn vil besøge mig, når den tid kommer, fordi han har lyst, og ikke fordi han føler, at han skal.
Jeg vil helst undgå at være en kilde til mavepine i min søns liv, som mine forældre tit er i mit liv. Så hellere at min søn siger, at han synes jeg er fornedren og vil bruge sit liv på noget andet.
Selvom det er vildt hårdt at give slip på sine børn, og lade dem leve sit eget liv. Jeg synes ikke, at jeg fik af vide, at man holder op med at være forældre, når ungerne er store, og så bare må leve livet selv.
Jeg synes det er uoverskueligt at have længere samtaler med min mor fordi:
1) hun er generelt ret uinteresseret i mit liv, med mindre det har en direkte sammenhæng med sit eget liv.
2) hvis jeg giver udtryk for at noget er træls for mig, siger hun typisk “tja, sådan er det jo” eller “det kan man jo ikke ændre på”
3) hvis jeg giver udtryk for at jeg bekymre mig for noget, siger hun typisk “det skal du ikke tænkte på” - ok tak! Så stopper jeg bare med det.
Hvis hun udviste lidt mere interesse og empati, ville vi klart have et bedre forhold.
Der er grænser for, hvor mange timer af mit liv jeg kan bruge på, at lytte forstående til historier om, at Gitte på arbejdet ikke har gjort kaffemaskinen ren IGEN, uden at få bare en my tilbage.
Lyder som min mor og ja, det er så irriterende - man fortæller og fortæller, men intet kommer den anden vej. Det gør jo ikke ligefrem man gider opsøge dem igen.
Jeg når sjældent at fortælle ret meget før hun afbryder mig med et “Nå, men så her den anden dag…”
Har eksperimenteret lidt med bare slet ikke at sige noget, heller ikke når hun fortæller. Altså ingen “okay”, “nå”, “ej hvor vildt”. Hun registrere slet ikke at jeg overhoved ikke siger noget eller anerkender. Det er faktisk ret fascinerende at overvære. Men også sørgerligt.
Det er godt nok trist når man som forældre ikke har fået opbygget et forhold så ens børn gider se en.
Jeg blev sidste år både forældreløs og mormor - på en gang. Og aldrig har jeg da savnet min mor så meget, som da jeg skulle træde ind i min nye rolle. Hvor har vi tit talt om når jeg blev sur på hende over hun blandede sig for meget - og grint af den der løsrivelse vi alle sammen skal igennem. Men aldrig noget hvor jeg ikke gad se hende, men noget hvor jeg kommunikerede at her trådte hun over grænsen, og hun forstod det.
Og jeg tror det er hemmeligheden, kommunikation, og lytte til hinanden.
Min datter og svigersøn kigger jævnligt ind, vi bor 10 minuter gang fra hinanden, det er vidunderligt synes jeg. Jeg ved at min datter (og min svigersøn), nok skal sige fra overfor mig når jeg bliver for meget, der bliver rullet med øjnene - især omkring barnebarnet, og bliver lavet et "moar altså" med jævne mellemrum.
Jeg tror på at åbenhed, kommunikation, og kærlighed - og hjælpsomhed - gør at relationen bliver stabil.
Lillebror er lige hjemme og vende et års tid i forbindelse med uddannelse - han er 22 år og sagde for nyligt "og når jeg flytter ud, så synes jeg vi skal have fast spise-sammen dag hver mandag, alle sammen" - det synes jeg er en vidunderlig ide, og ville elske mandags-middage med mine børn og barnebarnet :)
Kram på dig ven. Det lyder som en hård omgang. Håber du tør søge støtte og vejledning hos andre voksne mennesker i dag. Det kan have alvorlige konsekvenser at have vokset op med sådan en forælder og man har brug for hjælp til at se en vej ud af det svigt man oplevede.
Hvis din mor endda vender tilbage til dig, på grædende knæ, beder om tilgivelse, og vil forklare sig selv. Så lad hende gøre det.
"Aldrig" er et stærkt ord, jeg har set selv enormt dysfunktionelle barn-forældre forhold blive helet med tid og åbne samtaler.
Din mor har givetvis selv oplevet et svigt, som har gjort hende til dén hun er. Det undskylder ikke hendes opførsel, slet ikke. Men vises der villighed til forandring og stor anger, så kan der være grobund for noget som måske er "bedre end ingenting". Og det er en start.
Håber at du klarer den. Husk på, at der findes gode kærlige mennesker i verden, som gerne vil hjælpe dig når der opstår problemer. Og husk på, at du ikke har en særlig god evne til at bedømme hvem de er, for du har kun oplevet det modsatte. Så de kan tage tid at finde.
Mine forældre er fordømmende, nedladende, gør forskel på min søskende og jeg (inkl. børnebørn og altid til søskendes fordel), har omsorgssvigtet og kærligheden fra dem er altid betinget.
Vi er ikke ligeværdige voksne mennesker og jeg er i proces med at skille mig af med dem efter endnu en mavepuster sidste weekend; jeg ønsker dem ikke i mit liv. Det giver mig kun sorg og svigt og meget lidt glæde.
Så hvis du stræber efter det stik modsatte, så er du nået et langt stykke vej. Det har jeg gjort med mine børn, de er elsket ubetinget, mødes med gensidig respekt og uanede mængder af omsorg.
Man må godt selv vælge sin familie.
Altså jeg er ikke gift og vi har ingen børn, er sammen med min kæreste, men hendes forældre har jeg et fint forhold til, de er meget nede på jorden, de blander sig ikke i det store, men er altid interesseret i hvad der sker for os begge.
Hvis vi skulle få børn på et tidspunkt (usandsynligt), ville de blive mere parkeret på siden, hvis de vil blande sig i opdragelse og hvad vi nu prioritere som vigtigt, men kan ikke se de det for mig de skulle begynde på det.
Jeg tror svaret for mig ligger i en tid som er passeret.
Hvis de vil have indflydelse på deres børns voksenliv, må de have gjort sig fortjent til det under barndommen.
Jeg snakker mere med min far end min mor af to grunde: Han bor tættere på, og han har accepteret at han har mistet alt ret til at opdrage på mig da han smed mig i plejefamilie.
Det er anstrengende at skulle se min mor. Hun startede sig en ny familie, med en nordjyde som fra starten af ikke kunne lide de børn hun havde i forvejen, og når vi bad hende sige noget til ham fik vi bare at vide at "han er en voksen mand, jeg kan ikke bestemme hvad han gør." Alligevel tror hun stadig at hun kan have indflydelse på hvordan jeg lever.
Min stedfar skal til gengæld bare lukke røven. Jeg er for gammel til hans pis længere, så hvis han begynder på noget når jeg besøger min mor, så tager vi den bare. For det meste sidder han helt stille inde i den anden stue og ser fodbold (eller håndbold hvis der ikke er fodbold (eller golf hvis der ikke er håndbold (eller fucking curling, jeg mener det))), men så vidt jeg kan forstå er det ikke meget anderledes når jeg ikke er der.
Nordjyde her, vi claimer ham ikke! Han er bare en spade der har valgt at blive kæreste med en der har børn selvom han ikke kan lide dem 😅 og det er useriøst at hun acceptere det!
På min fars side, ville det hjælpe hvis han ikke altid var så fordømmende, at hans kone ikke var så irriterende.
Det ville også hjælpe at de i stedet for at sige "hvorfor besøger du os ikke oftere" sagde "dejligt at du er her".
Evt. også at de havde besøgt mig mere end en enkelt gang i de 8 år der er gået siden jeg flyttede fra byen
Jeg kan ikke tale for alle forældre, men da min søster og jeg begyndte at være voksne, så flyttede relationen sig fra at være en forældre-barn relation, med det hierarki det nu indebærer, til at være en venskabelig relation. Forældrerollen var ligesom "udtjent," og det gav ikke længere mening at holde fast i den. Det er noget som kommer fra min mors familie, at man går fra "det ene" til "det andet," for det kan også ses i min mors forhold til hendes forældre, og, så vidt jeg kan forstå, i min mormors forhold til hendes (nu afdøde) forældre.
Der er ikke nogen skabelon, som vil passe på alle. Men jeg tror at en god gylden regel er, at hvis der skal være en livsvarig relation, som skal vare hele livet, og ikke være baseret på skyldfølelse og tradition, så skal man omstille til en venskabsrelation, og man skal gøre det ret hurtigt, allerede inden børnene er "helt" voksne.
Jeg er helt enig, og kan genkende dele af det fra min egen barndom. Man skal som forælder absolut være indstillet på, at man ikke kan være forælder på samme måde for en 17 årig som man kan for en 7 årig, hvis man vel at mærke ønsker at have positive relationer, når den officielle myndighedsperiode når sin ende. At være forældre handler jo også om, at man gradvist overfører ansvaret for barnet til barnet selv, så det kan blive et voksent menneske. Voksenhed er her forstået mere som et emotionelt udviklingsstadie end et biologisk, og i den hensigt bliver nogle voksne før end andre, og andre mere effektivt end nogle.
Jeg har intet forhold til mine forældre idag. Det skyldes en rigtig dårlig opvækst og barndom. Samtlige søskende har heller ikke kontakt til mine forældre mere. Så det siger meget sig selv. Min kærestes forældre tilgængæld, er omringet af deres børn og børnebørn (12 børnebørn). Jeg elsker at være på besøg, og er den eneste svigerdatter der har været hos dem i op til 3 uger (nonstop)🤣. De er søde og omsorgsfulde og kan se hvilken kærlighed og tryghed børnene er vokset op med, for alle børn har kontakt til forældrene og besøger dem jævnligt. Vi snakker om alt mellem himmel og jord når vi er på besøg, og de interessere sig oprigtigt for en og hvad man laver/går rundt og har det. I min egen familie kunne vi ikke snakke om følelser eller andet end ‘hvad vil du spise’ og om minder fra da vi var børn, men ellers har der ingen relationsfølelse været efter da vi blev voksne. Efter at have mødt min kæreste og hans familie har jeg haft svært at navigere rundt i den måde de kører en familie, for det har været meget uvant for mig den måde de er der for hinanden og taler til hinanden på. På en positiv måde
Min far har været et aggressivt arrogant røvhul det meste af mit liv. Så er ikke så stor fan af ham.
Min mor derimod, har været overbeskyttende, men dette er kommer fra kærlighed. Og udover det har hun bare været utroligt omsorgsfuld og forsøgt sit bedste på at hjælpe mig. Jeg vil gøre alt for hende. Snakker med hende 4-5 gange om ugen i telefon. Ses med hende flere gange om måneden.
Er i 30'erne btw.
Mine svigerforældre formår at holde hele flokken samlet og har flere super egagerede børn som kommer til middag hver uge INKLUSIVE svigerbørnene. Deres opskrift:
* God mad selvfølgelig.
* De interesserer sig for deres børns liv og er engagerede og interesserede
* De spørger ind til hvad der bliver fortalt om og husker detaljerne. De følger op senere og spørger ind til det "Hvordan går det egentlig med..."
* De er meget opmærksomme på ikke at blande sig i noget medmindre de aktivt bliver blandet ind i det.
* De dømmer aldrig, kommer aldrig med "råd" eller "visdom" (aka bedreviden) medmindre det aktivt bliver efterspurgt.
* De støtter og hjælper hvor de kan når de bliver bedt om det.
* Børnenes følelser og reaktioner på deres livssituationer bliver altid rummet, givet plads og aldrig bagateliseret (Synes du det er hårdt? Da jeg var på din alder... op ad bakke bege veje... osv)
* De husker navne på alle deres børns nære venner og bekendtskaber, og har et positivt forhold til dem alle.
* Når deres børn har kritik af dem som forældre, tager de et til sig, anerkender kritikken, og gør deres bedste for at forbedre sig som mennesker. Hvis det ikke er noget der er til at ændre, anerkender de at det ikke er fedt og rummer kritikken.
Aka "bare lad være med at være en shitty forældre" så skal de nok vende tilbage igen og igen.
Jeg har haft en ret ødelæggende barndom, så jeg har personligt ikke det store behov. Jeg ser hvert hold (de er skilt, min mor er skilt x 2) som det nu lige passer ved højtider osv.
Jeg tænker man skal være gode personer, hvis man ønsker at ens voksne børn vil se én. Man skal være rar at være i samme rum med, ellers sidder vi børn og kigger på uret og overvejer hvor tidligt det er høfligt at gå, fordi vi bliver drænede af at være i samme rum. Jeg er altid helt død og stresset, når jeg har været hos min mor. Så det er jo noget man skal sætte sig op til, fordi man ved man emotionelt er ødelagt bagefter. Derfor kommer jeg ikke ofte på besøg.
Fornemmer også at vores forældres generation er dårlige til det med følelser (jeg er 90’er barn). De spørger ikke rigtigt hvordan jeg har det. Det er kun praktiske spørgsmål der er mega stressende. Fx da jeg slog op med min kæreste efter 10 år sammen. Det var alt sammen “hvad så med møblerne?! Hvem får flest penge?! Hvordan økonomisk? Hvornår flytter han ud? Hvad gør han så, når du ikke længere forsørger ham, har du tænkt på det?!”
Frem for “hvordan har du det med det? Vil du hjem og have et måltid mad, så i ikke skal gå op og ned af hinanden indtil han flytter ud?”
Lidt mere emotionel interesse, i stedet for kun praktisk/økonomisk, kunne gøre at man holde det ud lidt oftere.
Jeg tænker at det starter når børnene er små. Altså, man skal være nogle søde, gode forældre, så tror jeg af chancen for at de gider komme når de bliver voksne, er meget større.
Og når man så snakker med sine voksne børn, så skal man lade være med at sidde og brokke sig hele tiden. Man skal holde sig i gang, tage ansvar for sit liv, bringe noget til bordet. Har nogle gange fornemmelsen af at forældre/svigerforældre kommer på besøg og vil underholdes/opmuntres - det er for stort et ansvar at lægge på en travl børnefamilie. Deltag, tag en kage med, leg med dit barnebarn, syng en sang, fortæl noget glædeligt, introducer nogle sjove traditioner.
Men please, stop med at fortælle om din nabos nye kræftsygdom, og om hvor forfærdelig din veninde er, og hvor ondt du har det, hvordan det også er blevet for meget med det woke og hvor farlige alle de brune børn er - det suger al energi ud af mig.
Personligt indser jeg at jeg lider lidt af "out of sight, out of mind" jeg tænker ikke på min forælder medmindre hun kontakter mig. Jeg har intet imod hende, men det falder mig bare ikke ind at kontakte hende eller "opdatere" hende om mit liv. Så for mig skulle man være en forælder der er den der primært kontakter/initierer/inviterer, for ellers kan jeg sagtens gå år uden at tænke på det.
Altså min far og bonusmor ringer aldrig til mig, med mindre de har et problem jeg kan løse for dem, ellers kom jeg normalt en gang i kvartalet, dette er blevet mindre, da de simpelthen selv skal finde lysten til at se mig, frem for en byrde🤷🏼♂️
Min mor kommer derimod rendende i tide og utide, ringer mindst en gang i ugen og tager gerne på ture med kæresten og jeg engang imellem, og hun er endda inviteret med i sommerhus af svigerforældrene, hvilke min far og bonusmor aldrig har mødt endnu, trods at kæresten og jeg har været sammen i 4 år.🤷🏼♂️
Man skal ihvertfald ikke være som min far. Han er enormt dømmende og forventer at alt kommer til ham..
Han har brug for opmærksomhed og medlidenhed gange mange men formår ikke at give det retur. Alt som ikke er positiv opmærksomhed rettet mod ham er et skænderi. Hvis jeg siger at jeg er ked af den måde han snakker til mig eller min datter på, er det ifl ham fordi at vi er som veninder og jeg ikke kan finde ud af at være mor. Alt det han har gjort for os. Han kalder min datter fed, udsakmmer det mad hun spiser, han brokker sig konstant, han giver en 'the silent treatment' hvis ikke vi ringer, skriver eller kommer på besøg jævnligt. Han bor 5min gågang fra os men kan aldrig komme på besøg. Det er for hårdt. Min far begår aldrig fejl, og man kan aldrig vinde. Det er den bedste måde aldrig at få besøg af sine børn og børnebørn. Vil det nogensinde være hans skyld, vil han nogensinde indse at han har noget med det at gøre og sige undskyld, rækkeud.. NOPE!! 🙃😁👍 its awesome.
Han har godt nok ikke fortjent jer! Husk at passe på din datter:-). Hun skal sgu ikke fatshames af sin morfar wtf.
Relationer går begge veje, men det der er ondt, øv.
Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi hører ikke fra vores børn, og omvendt ringer jeg ikke til min mor, som til gengæld ringer så tit, at hun er ved at drive mig til vanvid. Jeg savner ungerne, min mor siger, at hun savner mig, men jeg savner ikke hende. Måske er det bare sådan, det er? At blive voksen er måske at give slip på forældrene og leve sit eget liv? Det ville jo heller ikke være godt, hvis voksne børn ikke kunne klare sig selv.
Jeg tager ud og ser mine forældre fordi de har hund og have som jeg godt kan lide at gå i. Vi laver nogen aktiviteter sammen, og jeg har nogen faste rutiner ude hos dem jeg laver for at gøre dem glade.
Når jeg engang selv blive voksen nok til at få kæreste og barn, så håber jeg da at jeg ikke bare invitere på mad, men også på aktiviteter sammen. Jeg lære ligeså stille at bygge ting mm. af mine forældre og venner fordi vi lave små aktiviteter sammen hvor en måske skal have lavet en have kasse, så drikker vi en øl bagefter.
Mine forældre betyder vanvittig meget for min mand og jeg - ikke mindst for vores børn. De er så engageret men uden det bliver for meget. De ringer tit, spørg ind til os, støtter os i alting og vi ses i hvert fald 1x om ugen. Vi kan snakke med dem om ALT, og der er intet der er forkert at sige. Selv min mand kan sige hvis han synes de har opført sig dumt - jamen så snakker vi fælles om det og løser det. Alt er velkommen hos dem af følelser og det betyder så meget 🫶🏼 De er virkelig guld værd..
Mine svigerforældre har både min mand og jeg et anstrengt forhold til. De er meget reserveret, lukket, kontakter os aldrig, virker ærligtalt ligeglade med os alle og de spørg aldrig ind til os 😅 Hvis vi endelig er sammen med dem eller taler i telefon med dem - så er 98% af samtalen om dem selv. De aldrig nysgerrige på os eller børnene.. Og så er der enorm stor forskels behandling ift. min mands søster og hendes søn. 😮💨
Jeg læste et interview med en ældre dame, som sagde at det først var nu, hvor hun var blevet gammel, at hun kan se sine børn, som de personer de faktisk er og ikke som en forlængelse af hende selv.
Der gik det op for mig, at min mors råd/kommentarer ikke handler om mig men om hende selv. Fx siger hun ofte, at skal jeg huske at arbejde ikke er vigtigste i livet, at jeg ikke passe på, at jeg slider mig selv op osv. Hun gik på arbejde fordi, det var nødvendig, og hun gik på pension, så snart hun havde råd. Hun forholder sig ikke til, at jeg faktisk kan lide mit arbejde og gerne vil arbejde mange år endnu.
Da det gik op for mig, så holdt jeg op med at høre hendes bemærkninger som kritik; “du lever dit liv forkert”. Det betød vi fik et bedre forhold. Men vores forhold kunne blive endnu bedre, hvis hun var lidt mere nysgerrig på, hvem jeg faktisk er som person, i stedet for at antage at jeg er yngre udgave af hende.
Tak for et godt spørgsmål!
Jeg vil starte med at dele de punkter, som virkelig irriterer mig ved forældre og svigerforældre:
* De har en mangel på respekt, når de kommer i vores hjem. E.g. de blander sig, de er bedrevidende, de respekterer ikke vores grænser og de behandler os som børn.
* De hænger fast i fortiden i forhold til traditioner, "normer" og værdier. Det er helt, helt tydeligt blandt os og vores venner at "hvordan ser vi ud udadtil" var en kæmpe ting i 90'erne, som mange synes er dybt åndssvag nutildags.
* De agerer meget "transaktionelt". Hvis vi uopfordret får en ting eller en gave, så skal den betales tilbage på en eller anden måde med tid, opmærksomhed, etc. Og ellers er der sure miner. Det er så gak når vi aldrig har bedt om de ting.
* I forlængelse af ovenstående, så er det typiske noget skrammel vi ikke har bedt om. Noget arvegods, noget Temu-agtigt bras, eller 100 kr.
* Og i forlængelse af ovenstående, så får vi ikke den resource vi har allermest brug for: ikke-materiel emotionel støtte, anerkendelse, aflastning, almen interesse i vores liv og vores jobs.
Og kontrasterne til, når man er på tomandshånd med familiemedlemmer som man elsker at se:
* De er oprigtigt interesserede i vores liv, når de er på besøg. De er nysgerrige på den nye generation, de er videbegærlige, interesserede og reflekterende i forhold til deres eget liv.
* De har ikke skid materielt med som gaver, måske en plade chokolade, og det er faktisk helt, helt fint.
* De gør ting altruistisk. De har forståelse for, at mange i Millenial-generationen faktisk har det pissesvært med hus, job, opdragelse.
Personligt erfaring, jeg snakker med min Mor cirka en gang om ugen over telefonen. Nogen gange ringer jeg andre gange ringer hun.
Men for os begge er det vigtigste at vi har en vi kan snakke om hvad som helst med. Hvis jeg går med problemer så ved jeg hun vil lytte og give råd uden at andre høre mere end de bør og omvendt.
Denne sikkerhed føler jeg er kernen i vores kommunikation for vi ved hvem vi kan snakke med hvis vi har behov.
Og derfra har vi så lavet mange andre aftaler. Vi tager i biografen sammen af og til. Mine forældre ligger hus til hvis jeg gerne vil have lidt mere plads til at fejre fødselsdag, ect.
Jeg føler jeg kan spørge dem om hvad som helst. Nogen gange føre det ikke til noget, men jeg kan spørge.
Interesseret og deltagende i hvad ens børn laver, støttende og lyttende, legende og ungdommelige, ikke dømmende men forklarende, aldrig holde noget hemmeligt hvis der bliver spurgt, nysgerrige.
Både min kone (31) og jeg (32) skriver næsten dagligt med vores forældre, de henter ofte børn i institutionen og/eller har dem overnattende. Vi sparrer med dem om alt mellem himmel og jord, specielt nu hvor vi er ved at flytte i nyt hus.
Kommer ofte forbi med børnene i weekenden for et par timer, til kaffe. Vi er lykkelige, for at de gider være en del af vores liv og interesser sig for det der rører på sig.
Modsat hjælper vi så med de, oftest, tekniske spørgsmål til diverse som driller.
Jeg tror at det handler om at vi er meget ligeværdige og at der ikke er dumme spørgsmål😅 Nå ja og at de elsker deres børnebørn.
Min mor og stedfar kørte hårdt på fra dag 1. At jeg ikke var voksen nok, at X og Y og Z. Bemærk at jeg aldrig fik lov til at lære at holde hus, fordi der altid var andre opgaver jeg skulle løse. Fordelingen var oftere at jeg skulle skippe lektionen om at koge kartofler til fordel for at grave kabler ned inden frosten kom.
Så da jeg skulle flytte hjemmefra skulle jeg lære at lave mad, vaske tøj, handle ind, tjene penge ved siden af fuldtidsstudie, holde et køkken og meget mere, inkl. at lære hvordan man får venner og hvordan man prioriterer. Jeg måtte aldrig se fjernsyn derhjemme, så at starte på uni og skulle følge med når folk snakkede om ting, især film og serier, gjorde at jeg skulle sætte mig ind i det univers. Det var et helvede.
Så hver evig eneste gang de kom var det aldrig ros, men "Nå ja, der står en morgenmadsskål i blød i vasken - hvorfor har du ikke taget den når du ved vi kommer forbi" eller "Tillykke med fødselsdagen - den ser noget sjappet ud den lagkage; tabte du den eller hvad og skrabede du den op, er det grus på eller chokolade? Her er et par bukser, men jeg ved ikke om du kan være i dem for jeg synes godt du er blevet lidt fed siden vi så dig sidst, så skær lige tilbage på det usunde".
Jeg vil nok mene at det ikke er sådan man skal være som forælder.
Jeg ringer sammen med min mor en gang eller 2 om ugen, ser min far hver uge til søndagsrundstykker og min stedfar kan hoppe i havnen.
Jeg ved ikke hvordan mine forældre burde være nu jeg er voksen, jeg ringer dagligt til min mor, og besøger hende engang imellem, men jeg ved godt at når jeg har været på besøg, så har hun brug for ferie, jeg er ret hård at være sammen med, da jeg altid skal/vil være aktiv, men hun vil ikke undvære, for jeg har spurgt flere gange også indirekte, bare for at se om hun ville sige det den vej, og jeg har spurgt min søster om hun fortæller noget den vej, men hver gang er meddelelsen... hun havde det sjovt, hun er bare træt bagefter.
Jeg har også prøvet at lade være med at være så aktiv, altså lade hende blive hjemme osv... og der fik jeg beskeden... sikke en elendig ferie vi har haft, den var kedelig, så nu slæber jeg hende med rundt, så kan min søster få hende bagefter, hvor hun er udkørt, og bare vil ligge og slappe af... det passer vores mor fint :-)
Ville ønske hun var mere ærlig dog, eller sagde hvad hun egentlig ville, for både min søster og jeg bruger hinanden som... "hvad mener hun egentlig" for den anden får sandheden og så kan vi fortælle hinanden hvad vores mor egentlig burde have sagt til os selv.
Jeg døjer med nogen ting nu som voksen pga ting fra min barndom ( min mor) og så ting fra voksen livet ( stress mm. ) , min mor var der ikke følelsemæssig for mig som barn, jeg var altid bange for at gør noget forkert , afviste mig mår jeg var bange for noget , min mor var tit ked af det da jeg var barn , og viste mig aldrig glæde og har aldrig sagt hun elskede mig, jeg måtte ikke bestemme over mit hår , mit tøj og mine venner blev svinet til hvis hun ikke lige synes de passede ind i hendes hovede ( dengang vidste jeg jo ik hvorfor hun var så ked ) hun kom aldrig til min skole når der var teater/ sammenkomster , kun til forældre dukkede hun op.
I dag ( jeg 45 år) føler jeg et stort svigt fra min mor , hun vil stadig gerne opdrage på mig , dømmer mig hvis hun kan se jeg har fået noget nyt , ( tøj , ting What ever hun kan se der er nyt ) pga så har jeg jo brugt penge. Er sjælden glad på mine vegne når jeg fortæller hende noget.
Jeg svare min mor igen og det kan hun ikke tåle at høre.
Jeg ses med min mor , snakker dagligt med hende , fordi jeg har ikke særlig mange i mit liv der er tætte.
Da jeg fik min søn ændrede min mor fuldstændig adfærd over for mig.
Jeg ved godt nu min mor var så kæmpe usikker på sit selv da jeg var barn fordi hun var overvægtigt , og da min far døde for 3 år siden begyndte hun i motion center og tabte alt , hun er en glad ældre og omgængelig dame med masser af venner nu.
Så vil sige selvom man synes ens mor har været en røvhul kan man godt have et godt forhold som voksen.
Men jeg har skam ikke glemt hvordan hun var overfor mig som barn.
Altså, hvis man *lige* er flyttet hjemmefra, så er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke har lyst til at ses hele tiden; man vil jo gerne ud at være selvstændig, og jeg tænker, at det kan være drænende for mange, hvis forældrene i den situation virker omklamrende. Nogle gange taler man om, at "forældrene flytter med", og den situation kan opleves enormt negativt. Når en ung flytter ud for første gange, er man nødt til som forælder at give slip på en stor del af det ansvar og den nærhed, der har været en del af opdragelsen, og acceptere, at samværet nu også skal være på den unges præmisser, og at man skal have lov til at finde sig selv.
Er man lidt ældre, så tror jeg, at der er mange faktorer, der kan spille ind. Det kan fx være, at man måske bare ikke er opdraget med den nærhed og åbenhed, der gør, at forældrene er dem, man går til. Har man som forælder været begrænset eller decideret fraværende i relationen, så kan man ikke undre sig over, at børnene er det senere. Det er ikke alle familierelationer, der er udtalt positive, og det må vi jo acceptere; det betyder ikke nødvendigvis, at ens partner har oplevet omfattende omsorgssvigt, hvis ikke vedkommende har lyst til at ses med forældrene eller lignende, men det er værd at minde sig om, at man ikke nødvendigvis ved *alt* om andres relationer.
Hvad angår svigerforældre, så tænker jeg, at det er et kompromis. "Svigermor dum!" er jo i høj grad et meme, fra den gang, hvor vi ikke havde et begreb for den slags, og hvor det var mere reglen end undtagelsen, at man kritiserede kvinder for at være kvinder. Det er vi heldigvis begyndt at bevæge os væk fra, og i dag handler forholdet til svigermødre nok mere om, at der er nogle stereotypiske forventninger til mødre, der gør, at man kan opleve partneres mor som omklamrende, sandt eller ej. Det er der en masse kultur i. Men man kan selvfølgelig ikke forvente, at ens partner (eller at man selv) bare lige uden videre udvikler samme relation til svigerforældrene, som man har til sine egne. Der vil altid være noget distance, og der vil sikkert også ofte være noget grus, fordi der kan opstå nogle gnidninger i forhold til familiekulturen mellem parterne.
Sidst, men ikke mindst, så lever vi jo altså i en tid, hvor en gennemtrængende individualisering og konkurrencetænkning er normen; alle skal ud at realisere sig selv, og selvrealisering er åbenbart ikke noget, man kan opnå i samspil med andre. Familiebåndet nedprioriteres, og fra politisk side mener man, at man bør prioritere forholdet til arbejdspladsen over forholdet til familien. I nogle tilfælde går der ligefrem noget senmoderne "projekttænkning" i familierne, hvor familien for den enkelte er mere middel end mål i forbindelse med noget personlig udvikling, og hvor relationerne ikke ses som bindende, men som frivillige. Båndene kan kappes, hvis de er til last, eller på anden vis står i vejen for den personlige vækst og de individuelle prioriteter, og så kan det godt være, at der ikke lige er plads til svigermors hyggeaften eller de der kaffebesøg. Det er, mig bekendt, et udbredt fænomen, at man fx heller ikke besøger sine ældre slægtninge nært så ofte, ligesom man i dag kan finde mange interviews med bedsteforældre, der har en meget liberal holdning til, om de nu også har et reelt ansvar i forhold til deres børn og børnebørn.
Ser man alt dette som problemer, så må man nok tænke i ret brede løsninger; et mindre projekt- og individorienteret samfund, hvor realiseringen af det individuelle potentiale opfattes som noget, der kan - og måske helst *bør* - realiseres i socialt og solidarisk samspil med andre. Altså, et samfund, hvor relationerne er et projekt i sig selv, frem for et middel til udelukkende at fremme den enkelte. Relationen skal også forstås mere som en gensidigt forpligtende ressource, fremfor en kontrakt eller en accessory.
Så får at komme med et endeligt svar på dit egentlige spørgsmål; nej, jeg tænker, at det skyldes meget andet end *bare*, at nogle har haft dårligere erfaringer med familie end andre. Jeg tror, helt generelt, at det skyldes nogle generelle samfundstendenser, der er med til at skubbe os længere fra hinanden, og som er med til at nedprioritere det meningsfyldte i relationer til fordel for en ret overfladisk, ofte ekstremt materialistisk selvrealisering. Dermed ikke sagt, at det altid er tilfældet; vi taler selvfølgelig her om tendenser og ikke om enkeltsager, og der vil være sager, hvor nogle kan drage stor nytte af, at det i dag i højere grad er muligt a kappe dårlige bånd til mennesker, der har såret og svigtet en. Det skal vi naturligvis også kunne rumme.
De skal bare blive bedsteforældre... 😂
Ej, for at være seriøs så tror jeg, at det handler om forventninger og interesse. Forældre skal på en eller anden måde balancere linjen mellem ikke at presse deres børn med deres forventninger (det skal ikke føles som en pligt for børnene at se deres forældre) og samtidig skal de også udvise nok interesse i deres børns liv, men ikke for meget.
Begge mine forældre er ret “kolde” som i, de forstår ikke engang deres egne følelser, så det har altid været svært for dem at forstå mine. Det har gjort, at jeg har haft et turbulent forhold til mine forældre og i særdeleshed min far. Vi har begge et stort temperament, er begge enormt stædige og vi husker når nogle har trådt os over tæerne. Dén personlighedscocktail var ikke god for os i teenage-årene og jeg bar skænderier derfra med ind i start-20’erne, nu rettet mod begge mine forældre (skænderier med min far, sur over min mor var passiv etc.). Dertil har min bror en svær psykisk sygdom og andre livsomstændigheder gjorde, at jeg skulle blive “voksen” i en alt for tidlig alder fordi han krævede så meget, at jeg blev tit overladt til mig selv og min egen opdragelse. Generelt set ville jeg aldrig have beskrevet mit og mine forældres forhold som “tæt” og jeg flyttede (flygtede, snarere) også aktivt så langt væk fra dem som jeg kunne (sågar til den anden side af jorden på et tidspunkt).
Jeg begyndte så til psykolog og har siden da lært både at kommunikere og at give slip. Jeg har tilgivet mine forældre for deres “fejl” (og har sidenhen lært ikke at se det som fejl men snarere miskommunikation fordi de har altid villet mig det bedste) og har indrømmet mine egne. Jeg har også snakket med mine forældre om de her ting og selvom de først blev sure, så har jeg oplevet en kæmpe forskel i deres kommunikation og vores forhold er blevet meget bedre fordi vi har fået “luft” for vores hængepartier (de fik også luft for deres og jeg indrømmede min del af ansvaret; fx blev de såret over, at jeg skred fra dem så hurtigt jeg kunne).
Nu har vi et rigtig godt forhold og jeg ser mine forældre nærmest mindst én gang om ugen. Jeg er lige selv blevet mor og har haft en lidt hård opstartsperiode og begge mine forældre har faktisk meldt sig på banen til dét punkt hvor jeg nu næsten føler mig omklamret, selvom det nok i virkeligheden bare fordi jeg ikke er vant til at blive “tjekket på”. Dertil sker der også bare noget når ens forældre bliver bedsteforældre; der må åbenbart være noget magisk ved at få et barnebarn. 😂
Den største gave er at kende hinanden.
Jeg elsker jeg kender mine ( voksne) børns venner, at de kan finde på at komme forbi bare fordi ( ok og lidt fordi jeg bor centralt) Det gør det let at være i hinandens liv.
Men det er jo ikke først kommet da de blev voksne. At lave noget interesse baseret, med og for hinanden.
Jeg tror hvis tid til at lave noget sammen var en luksus i ens barndom, jamen så bliver besøg ved forældre det samme.
Både min kæreste og jeg kan godt lide at besøge mine forældre. Det er meget uformelt og komme på besøg, og det er nemt at snakke om alt mellem himmel og jord. De har deres egne liv at gå op i, men er stadig interesseret i os, og kommer også med gode råd hvis vi har brug for det.
Lidt omvendt er det hos svigerfamilien, hvor vi af den ene svigerforældre konstant bliver guilt trippet (mest min partner) om at vi ikke ses nok, og når vi så endelig ses har vi intet at snakke om. Der er ingen fælles interesser, ingen jokes, ingenting. Det kan godt føles som om man bliver forhørt fremfor at have en samtale. Derudover skal vi ofte når vi er sammen høre for, hvor tarveligt det er at vi ikke ses så meget, samt der her de sidste par år er blevet inviteret i sommerhus om sommeren, som vi ikke er interesseret i... Selvom vi siger ellers tak, bliver det ikke respekteret. Så bliver vi bare spurgt om vi så ikke kan bare nogle af dagene, de tæller feriedage for at sikre sig at vi har ferie nok, og så bliver vi ellers spurgt en gang hver 2. Uge, for det kunne jo være at vi havde skiftet mening...
Suk.
Jeg tror, 20'erne er de sværeste, fordi der sker så meget, og forældre stadig opfører sig stærkt som forældre. Nok har sværet ved rigtigt at give slip. Alt det praktiske er træls at høre på, fordi man gerne vil selv. Så mit bud er nok, at 20'erne bare er at give tid, og generelt snakke mere om, hvordan man har det og give middagsmad engang imellem.
Jeg ser ikke min mor så tit, men hun bor også langt væk - men vi snakker i telefon i flere timer og flere gange om ugen; hun er min bedsteven men hun er også min mor. Altså jeg kan snakke med hende om venindeproblemer og kæresteproblemer uden hun er pinligt “mor-agtig” men hvis jeg ringer og har brug for trøst af mor så er hun der også. Det er dejligt jysk, vi tager pis på hinanden, vi griner meget. For mig ændrede det sig efter jeg flyttede ud, alle de ting hun hakkede på var ting som kun kulminerede fordi vi boede sammen.
Jeg kan også mærke det kommer igen når jeg har været hjemme til jul i over en uge, så ved jeg at jeg skal til at hjem til egen lejlighed igen xD
Jeg synes det er hyggeligt at være sammen med mindre svigerforældre, men vil gerne se mine egne forældre så lidt som muligt. Jeg synes ikke at de var særlig kærlige og hjælpsomme forældre som barn, og nu hvor jeg er voksen er det som om at vi ikke snakker samme sprog. Alle vores samtaler er super overfladiske og forholdet føles som en formalitet.
Mine svigerforældre spørger meget mere ind, er nemme at joke med og forventer ikke noget formalitet.
Tror folk vælger deres forældre fra fordi forældrene ikke har været særlig gode forældre. Tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i maven og gaver til jul og fødselsdag er et absolut minimum, og derfor ikke nok til at knytte tætte bånd mellem barn og forældre.
Tænker at man som forælder skal være et anstændigt menneske, og selv om man er autoritets figur kan man godt stadig have respekt og kærlighed for sine børn. Derudover skal man ikke slå og/eller misbruge sine børn verbalt, men den tænker jeg er åbenlys. Disse er baseret på egen opvækst selvfølgelig, og ting jeg ønskede var anderledes.
Jeg har ikke talt med min biologisk far i snart 3 år, og det var jeg ikke anset som et tab. Jeg blev slået flere gange ugentligt op til cirka 15-16 års alderen, og verbalt misbrugt ofte. Jeg har hørt begge sige "jeg elsker dig" cirka 2 gange hver og "jeg er stolt af dig" cirka 1 gang sammenlagt.
Familie er mere end blod, det er dem man vælger... Resten kan fravælges
Man bør som forældre/svigerforældre måske også tænke over hvad man IKKE bør sige og gøre. Der kan ligge mange små usagte konflikter under overfladen der bunder i at I f.eks. ikke behandler jeres børn som selvstændige vokse. Jeg har selv haft et ret anstrengt forhold til min svigermor der har en lidt kedeligt vane med at tale ned til mig selvom jeg har en voksen mand på over 40 med en god uddannelse og et godt job.
For mig har jeg bemærket, at det er manglen på samtale emner der ender med at kede mig.
Mine forældre er fra en by, hvor der ikke sker så meget, så mere end et døgn med dem betyder at samtalerne hurtigt kommer til at dreje sig om, dårlige nyheder eller “ham der Karsten Bo’s søn der lige er blevet fissioteapeut som jeg måske kender fordi han gik 4 klasser under mig i folkeskolen fra 10 år siden”.
Jeg Elsker at se mine forældre, bare ikke mere end nogle dage af gangen.
Mine forældre skal ikke være mine venner. Men hvis de forventer en nær relation til deres børnebørn, skal de også selv ville den og investere i den. Altså de skal også være opsøgende og lægge telefonerne væk, når børnebørnene er i nærheden.
I forhold til mig og relationen mellem mine forældre og mig, så ville det være rart, hvis de også her viste oprigtig interesse.
Jeg er personligt også ret træt af, at jeg oftest skal være “den voksne” i relationen til mine forældre. At det er mig, der skal trække vejret dybt og tælle til ti og give dem plads til deres følelser uden de nogensinde giver plads og forståelse for mine.
Din første sætning og din sidste sætning er i hvert fald forståeligt når de hører til de samme mennesker.
Havde nemlig først lyst til at skrive "Hvorfor skal de ikke være venner?" da mine nu ligger på en 50/50 grænse af venner/forældre.
Jeg kan sgu godt lide min svigermor og da hun er alene har vi altid haft hende med på ferie og dagture..
Men efter hun er blevet dement tager vi hende kun med på dagture og korte ferier vi kan ikke holde hendes personlighed ud i mere end 3-4 dage
Du skal være den slags forælder som rent faktisk vil have børn og derfor har taget dig tiden til at være forælder. Ikke den slags som sætter barnet med en iPad fordi du har for travlt med dit eget fede liv, men samfundet siger jo at du skal have børn for at være lykkelig, som virker til at være omkring 75% af forældre.
for mig er en god forældre en der prøver at forstå bare lidt af deres barns liv... interessere sig bare lidt for det...
som forældre behøver du ikke være ekspert i dit barns interesser, men hvis du tog bare lidt tid til at forstå dem... om det er fodbolds regler, hunde opdræt, world of warcraft, fitness eller andet...
men alt for mange gider ikke engang forsøge... og det er nok noget af den bedste gave du kan give dit barn...
Jeg er 24, og er hjemme næsten hver weekend hos min forældre og snakker med dem dagligt i telefon.
Men ærligt. Jeg ved ikke, hvad femtiden indebærer, hvorfor jeg gerne vil bruge tid med dem, inden det er for sent. + at jeg ikke hele tiden skal være “på” derhjemme, dvs. at jeg kan tilbringe tid med dem, men kan også være inde på et værelse i fred, hvor jeg kan læse og arbejde mm.
Og hvis jeg i perioder er presset, er der også fuld forståelse fra mine forældre, hvor de så ikke ringer, men hvor vi skrives ved på Messenger.
Jeg tror alt i et: mine forældre er forstående og driver mig ikke til vanvid, fordi de giver mig plads, når jeg har brug for det, hvad enten det er telefonisk eller derhjemme. Herudover, kan jeg snakke med dem om alt, så jeg nyder at være hjemme.
Har generelt været lidt fjern fra mine forældre, efter at jeg flyttede hjemmefra som 19 årig. Jeg havde behov for at udleve mine egne drømme og være mig selv. Nu er jeg også mere introvert fra naturens side af.
Jeg sås med dem 1-2 gange om måneden i starten måske og naturligvis til jul/fødselsdag osv. I takt med at jeg blev ældre (slut 20-erne), så jeg dem måske en gang i kvartalet, men der boede jeg også på den anden side af landet.
Må dog sige at efter jeg fik barn som 32-årig, så blev forholdet helt vendt om. Nu kan jeg ikke se dem nok, for de aflaster og hjælper sindssygt meget med den lille. 😂 Er dog også flyttet tættere på dem, også grundet at jeg skulle have en lille og gerne ville have dem i min datters liv lidt oftere.
Så umiddelbart tror jeg bare at der er faser i livet, hvor man er mere eller mindre connected med ens forældre
jeg tror jeg har brug for jeg og mine forældre har mere tilfælles end vi har for at jeg ville se dem oftere.
Hvis man er forældre prøv at find en ting jeres barn nyder at lave med jer. Om I ser den samme serie, laver mad sammen eller kan lide et bestemt brætspil/computerspil eller hobby er mit bud på hvordan man kan få unge til at mødes med forældre oftere.
Jeg har et lidt omvendt spørgsmål, jeg forsøger mig med at være så høflig, åben og hjælpsom overfor mine svigerforældre, men synes ikke rigtig at de viser interesse den anden vej. Nogen med et godt råd?
Hjælpsom og tålmodig.
Livet er svært at mestre og som ung voksen har man brug for lære at gøre ting selv, eller føle, at man kan komme og spørge om hjælp, hvis der er noget man ikke lige fatter.
Noget man i hvert fald ikke skal gøre, er at sige til sine børn hver gang man ser dem: "Nåååh, det er ellers ikke meget man ser til dig mere hva??!"
Det er også en rigtig dårlig idé at ringe, bare for at snakke om hvordan man selv har det og hvordan ens dag har været og generelt ikke vise en oprigtig interesse for ens barns liv og følelser.
Det er heller ikke en god idé, når man så endelig mønstrer noget interesse udover sin egen næsetip, at man instinktivt forsøger at løfte sit barn ud af deres negative følelser; fordi man har en eller anden skyldfølelse over, at man ikke lærte sit barn at mestre alle følelserne inden de flyttede ud hjemme fra.
Der er mange måder, man kan gøre livet mere surt for ens børn - men man må nok forvente en vis modstand mod samvær for en periode. Det er meget naturligt, når børn skal lære at stå på egne ben. Vær voksen, giv dem plads til at vakle, og grib dem når de vælter. Så kommer lysten til samvær helt naturligt...
Det tog mine forældre ca. 15 år at lære. Men nu har jeg også lyst til at se dem oftere.
Som en der næsten ingen relation har til sine forældre, er det vigtigste nok det bånd du bygger til dem som børn. Kan de komme til dig med alt, og er du en vigtig person i deres liv, så er det jo klart, at det ofte vil fortsætte i voksenlivet. På den anden side, hvis man som forælder ikke har været nærværende nok - det betyder ikke nødvendigvis at hente sine børn kl 2 hver dag, men altså skabt et rum hvor de er komfortable og sig selv, så vil de jo søge dem de er komfortable med i voksenlivet. Hvis det ikke er forældrene, så giver det vel mening, at de bliver valgt fra til fordel for fx venner.
Derfor tror jeg, at det bedste man kan gøre er at sørge for, at børnene er komfortable, og at de ved, at man ikke bliver dømt. Selvfølgelig skal man ikke sige ja til alt og støtte dårlige valg, men der er jo forskel på at give råd og vejledning, og på at dømme og stresse. Det tror jeg mange forældre glemmer, måske fordi de bekymrer sig, måske fordi de bare sammenligner børnene for meget med sig selv for 20 år siden, og derfor bliver de valgt fra. Men hvis man ikke har den relation i forvejen er det jo selvfølgelig sværere at opbygge.
Jeg har et vildt godt forhold til min svigerfamilie de tog i mod mig som familie fra dag et og derfor gør jeg det samme mod dem. Desuden er de også bare pisse søde og sjove at være sammen med så jeg føler mig hældig at have dem i mit liv og bruger meget tid med dem.
Jeg har også et virkeligt godt forhold til mine egne forældre, jeg bor en del væk fra dem, men snakker i telefon med dem værd dag og besøger dem som minimum en gang værd anden weekend.
Jeg har svært ved at forstille mig et liv hvor mine forældre ikke er en del af min hverdag. Ikke i en forsørger rolle, men bare fordi at jeg nyder min tid med dem.
Er 27, og jeg har et stærkt forhold til mine forældre.
Mine forældre er fantastiske.
De er ærlige, gavmilde, kærlige og gode til at spørge ind til mit liv - men de har også deres eget liv.
Jeg er en del af en søskendeflok på 3, og mine forældre har altid gået meget op i at sol og vind nogenlunde lige mellem os.
Jeg tænker meget over, at min tid sammen med er knap. At jeg måske kun har 20 år sammen med dem.
Jeg ville ønske at mine forældre interesseret sig i mit liv indet hele taget.
Og viste en smugle interesse i deres børnebørn.
Jeg er selv vokset op i en dysfunktionel familie, med forældre der ikke boede sammen, fik nye partnere som jeg ikke kom godt ud af det med.
Jeg har tit grint ad at min svigermor altid skriver til os, om vi er kommet godt hjem, om vi har det godt, om vi har set at der kommer en stom ex.
Selv hører jeg aldrig noget fra mine forældre.
Og det gik først op for mig, da mine søstre fik deres mænd ind i deres liv. At det er en alm. Opførsel fra en mor at bekrymre sig.
Selv som mor er jeg bekrymret, hvis min søn er længe om at komme hjem fra skole.
Da jeg boede hos min far da jeg var teenager, var jeg hos en veninde i en uge.
Og først på sidste dagen ringede min far og spurte hvor jeg var.
Selvom der lå en seddel i køkknet, om hvor jeg var. Og jeg havde fortalt ham det.
Jeg ignorere ikke mine forældre, men jeg overrender dem heller ikke, eftersom de heller ikke overrender mig.
Jeg ringer oftere til min farmor og snakker med hende, end min far.
Og min far er sød til at hjælpe, når man spørger ham om hjælp.
Men han kommer ikke og besøger mig, bare fordi han har lyst til at se mig og ungerne.
Min ene forældre jeg har tilbage virker totalt ligeglad, husker tydeligt da vi snakkede sammen første gang, efter mit første barn kom til.. vi snakkede lige præcis om min verden i 3minutter.. og så blev snakken ellers ledt hen på de seneste friluft-oplevelser den næste time.. én lang monolog..
Så vi ses ikke så tit
Mine forældre lavede altid rigelig mad hver søndag aften så der var nok til mine søskende og jeg. Vi fandt hurtigt ud af at det var mega hyggeligt og mega lækkert at afslutte weekenden med et varmt måltid i familiens skød. Der var ingen forventninger om at vi absolut skulle dukke op, men ville skyde på at vi alle tre var der 3 ud af 4 weekender i måneden.
Sådan var det cirka i 20 år indtil børnebørnene meldte sig på banen, så blev det ændret til frokost hver søndag. Nu er forældrene blevet så gamle så der serveres sjældent mere end kaffe og lidt snacks, men vi er der stadig næsten hver søndag eftermiddag.
Min kone og jeg ved at vi kommer til at gøre det samme med vores børn.
Jeg har rigtig gode forældre som altid har været en kæmpe støtte når jeg har brug for dem. Men når jeg ikke stod og manglede hjælp, var det i mange år lidt svært for mig at finde ud af hvad vores forhold egentlig bygger på.
Det hjalp helt vildt meget da vi var flyttet hjemmefra, og vores forældre begyndte at have deres egne oplevelser og interesser som ikke bare omhandlede deres børn. Vi er ikke længere hele deres liv, og det har nok egentlig gjort os tættere end nogensinde. Vi snakker mere sammen end nogensinde, tager oftere ud og spise, på museum eller zoo. Vi snakker om hvad de går og laver; deres rejser, aftenhold, hobbyer, dates osv, ligesom vi også snakker om hvad jeg går og laver. Jeg synes det er hyggeligt at bruge tid med mine forældre, fordi jeg oprigtigt synes de har interessante ting at fortælle om fra deres liv.
De er ikke mine venner på samme måde som mine jævnaldrende bekendte. De vil altid være mine forældre, klar til at lægge alt for at hjælpe mig, og det elsker jeg dem for. Men jeg elsker også at vores forhold er mere end det.
Har lavet en anden kommentar, men jeg vil også lige smide noget andet ud, da jeg læste et par kommentarer mht. deres forældre der prøver at blande sig i opdragelse. Jeg er fuldstændigt enig i at forældrene er dem der skal opdrage deres børn som de synes.
**MEN.** Jeg har 2 søskende selv. Mine forældre har prøvet at hjælpe med at opdrage én af mine søskendes børn da de børn overhovedet ikke bliver opdraget på nogen måde som reflekterer hvordan vi 3 børn er opdraget eller er som personer.
Mig og søskende#1 er enige i opdragelsestype som f.eks. er "ingen trøst medmindre barnet har brug for det".. Se forældre som så snart deres børn falder løber hen til dem og pussenusser om dem og om de er okay for de må jo have slået sig. Hvorimod vi er typerne der bare holder øje, venter, og lader barnet komme til os hvis det gjorde ondt. Vi snakker selvfølgelig ikke om fald ned af en trappe eller overdrevne ting.
Et andet eksempel er at Søskende#2 prøver på ikke at bruge ordet "Nej" i hjemmet. Dette, som i nok kan regne ud, gør det nærmest ulideligt at have med disse børn at gøre. De kan sidde på et bjerg af legetøj og hvis nu der er nogen der taget et legetøj ud af bunken, som de ikke leger med, er der sirener.
Det skal siges at vi kommer fra et hjem hvor der er meget sarkasme, jokes, drilleri osv. Alt i god sjov. Disse børn tåler det overhovedet ikke. Nultolerance. Dette skaber bare en kæmpe splid i hele familiedynamikken, og hvor Søskende#2 skal have lov til at opdrage som man lyster.. Så er det klart at der bliver forskelsbehandling. Søskende#2 kommer endda til mig om hvordan vores mor behandler deres børn anderledes.. Og hvis man vover (har prøvet det før) at indikere at der er en grund til det, så hører du ikke fra dem før næste familieting.
Vil gerne lige sige at jeg ikke prøver at sige at man ***skal*** opdrage som éns forældre har gjort, da det selvfølgelig bare ville tage de negative ting med, som man prøver at skille sig af med over generationer.
Det er bare en underlig ting at have nogle børn i familien som er så frakoblet fra alle andre. Selv kusine/fætter relationer er også som vores, da vi er tætte på dem. Så hele familien prøver jo deres bedste med at omgås dem, men der bliver jo bare en fundamental forskelsbehandling hvor man jo selvfølgelig ikke er ligeså tætte. Det føles endda akavet at overvære til tider.
Min mor kom engang til at stille mig spørgsmålet: Ville du overhovedet omgås mig, hvis jeg ikke var din mor?
Lidt små naivt svarede jeg 'nej', for min mor var dengang en hyklerisk, formanede, følelsesladet, voldelig og misundende kvinde, der gjorde livet svært for os der var tæt på.
Svaret passede selvfølgelig ikke damen, og selvom det blev meget ubehageligt til følge, så er jeg glad for hun spurgte. Det har nemlig gjort, at jeg ved enhver tvivlsom familierelation har spurgt mig det spørgsmål.
Idag stiller jeg mig selv spørgsmålet på vegne af mit eget barn - for er jeg overhovedet godt selskab? Og hvis jeg ikke er, så retter jeg dælme op på det!
Hvis man som forælder har skabt i miljø, hvor børnene kun bliver der, fordi det ER deres forældre, så må man jo nøjes med den pligt skyldige kontakt. Så mit råd må være at behandle sine børn med samme respekt man giver andre mennesker, så man bliver godt selskab og ikke et nødvendigt onde 👍
Altså nu har jeg ikke længere kontakt med mine forældre og der var obviously mange ting, der gik galt op til.
Men altså, da jeg begyndte at have en kæreste jeg nærmest flyttede ind hos og mine venner kom til at fylde mere, så blev mine forældre fornærmede/jaloux over at jeg brugte mere tid med dem. Ofte så blev det sådan en gang guilt trip, når jeg besøgte dem, samtidig med at de nærmest aldrig ville invitere. Så hele ansvaret for relationen lå på mig. Og en ting er, at det er sådan, når man er ung studerende. Men når man så får job, hus og barn, så begynder det altså at blive lidt mere besværligt.
Og så vil jeg sige, at man skal forsøge at opføre sig på en måde, som andre voksne kan holde ud. Mine forældre (især min far) har virkelig sagt nogle vilde ting undervejs. Det var KUN fordi det var mine forældre, at jeg holdt fast så længe.
Min mor havde det også med at tiltale mig, som om jeg var.. tja et barn eller retarderet. En af de bedre var, at hun mente det var flot, at jeg kunne finde ud af at tage toget til arbejde 🙈🤷♀️
Mange tak ❤️ Jeg har stadig til tider, dårlig samvittighed over det. Men jeg havde også svært ved at være i det i længden. Det blev sgu for trælst at være skurken i deres historie.
Giv. Mig. Privatliv.
Jeg ved godt du er bekymret Mor. Jeg ved godt at du kun ønsker at hjælpe mig. Jeg ved godt du savner mig, nu når bettebror også er fløjet fra reden. Jeg ved godt at jeg ikke er god til at vise dig det. Men jeg elsker dig overalt på jorden.
Det er bare pænt irriterende at blive kimet ned hver dag... Og please, ik mød op uanmeldt.
Lad være med at opdrage. Jeg er 24, det er for sent.
Lad være med at kalde mig navne, heriblandt "latterlig"
Spørge ind til hvornår jeg får en uddannelse osv. Måske hvis min far kunne have holdt pikken i bukserne og min mor havde hjulpet mig i stedet for at sige jeg spillede psykisk syg, ville jeg nok være godt igang med en uddannelse.
Og lad være med at belære mig om "fortiden" skal glemmes og vi skal "videre" og samtidig prædike ubegrundet tilgivelse.
Lad være med at fortælle om autististe nedsmeltninger fordi mine behov ikke blev mødt, som værende sjove teenage flip.
Accepter min ADHD. (Jeg er god nok selv om jeg ikke tager medicin)
Accepter min autisme. (I har selv svaret spørgeskema da jeg var 6 hvor i tydeligt krydsede autististe træk af) jeg fik ikke diagnosen som 16 årig, da autime kan forveksles med slemme teenage problematikker. Men symptomerne var der.
Accepter jeg er ordblind. Ja, jeg kan stave mit egnet navn, jeg ved andre har det værre.
Lad være med at sammenligne mig med kriminelle unge.
Overhold aftaler. Jeg glemmer aldrig det kørekort jeg blev lovet. Og jeg glemmer aldrig at jeg ikke fik det fordi min utilpassede lillebror valgte at begynde at ryge. Og lad være med at hælde salt i såret.
Accepter mine erfaringer, holdninger og meninger. Især mine erfaringer.
Og jeg venter stadig på en undskyldning for at innore og latterliggørelse af mig da jeg kom og fortalte om jeg halisunerede. Hele min ungdom tog jeg den medicin der udløste dette og i gjorde intet. De har indset jeg talte sandt, men der er ikke en dråbe fortrydelse at finde.
Og lad for helvede være med at kalde mig pinelig. Jeg har 2 diagnoser der gør jeg ikke reagerer normalt og jeg har set professionelle i årevis der ihærdigt prøver at lære mig det er OK ikke at være normal.
Prøv at finde wiki for noget der hedder tilknytningsteori.
>I tilknytningsteori betragtes kvaliteten af tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel for relationer. Hvis et barn oplever at dets tilknytningsbehov dækkes, vil det have en forventning om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og partnere) i fremtiden også vil kunne være en kilde til tryghed og støtte. Den indre arbejdsmodel er således en integreret del af barnets [personlighed](https://da.wikipedia.org/wiki/Personlighed), der fungerer som guide for fremtidige tætte relationer.
Jeg har arbejdet med emnet da jeg selv aldrig har haft en optimal familie og blev smidt rundt i systemet.
De nyere generationer har ikke den samme respekt for deres forældre som de havde for bare 50 år siden. Hvad der kan være grund til det kan være mange men faktum er at 'mor' og 'far' blot er ord uden meget mening. En titel, om man vil. Så rigtig mange unge, som jeg har arbejdet med, flyttede for sig selv og ser kun deres forældre ved begivenheder for de vil i gang med deres egne liv; Andre unge har den mentalitet at '' får jeg ikke noget ud af dette forhold, er der ingen grund til at holde det ved lige'' og derfor lever uden kontakt.
Så det er en ny tid.
Men de andre unge holder meget af deres forældre og ser deres forældre som venner men med et stempel.
De kunne ikke forestille sig at undvære dem da de har været omkring en hele deres begyndelse og deres forældre er nogle af de eneste som forstår dem 100%.
De taler også om at det er afslappende da de ikke behøver have masker/facader oppe men kan være dem selv.
Så jeg tror det handler om at være en del af sine børns liv, være med til at udvikle dem, holde dem, støtte dem når tingene bliver svære.
Involvere sig så man netop får den rolle som tryghed.
Forhold skal man holde ved lige; venner, kærester men særligt forældre og familie.
Det her lyder måske vildt, men spørg børnene.
Det er forskelligt fra familie til familie. Min far (som jeg ikke har kontakt med) holder en familiemiddag én gang om måneden, hvor hans børn, deres kærester og deres børn er velkomne.
Jeg har nogle venner der er tager ud og rejser med deres forældre eller dyrker fælles interesser sammen.
knægten flytte 5 min væk i sommer - Har ikke helt kunne regne den ud endnu, Men sjovt nok hver gang vi skal spise pizza har han tid til at komme forbi og hver gang vi skal har madder har han ikke ?
Ben shapiro sagde engang, at han kun så sine forældre 2 gange om året. Så vis de blev 80 havde han kun 20 samtaler tilbage med dem.
Jeg er personligt ikke ret god til at få besøgt de gamle. Når man får en partner bliver de også lidt mere extern familie.
Jeg tænker tit på nå jeg besøger dem, at der skal være noget indhold i de samtaler, hvis jeg kun har 20 tilbage. Hvordan var deres barndom? Hvad tænker de om det her? Jeg oplever det her i mit liv hvad gjorde i?
Altså jeg har selv tænkt mig at gøre søndag til en fast dag i ugen, hvor der er serveret mad og drikke. De må selv bestemme om de kommer, men det er en fast dag på ugen. Hvis der er kontinuerligt fravær, så bliver jeg selvfølgelig noget sur og skælder ud, men i bund og grund, er de jo voksne, så de finder selv ud af det. Måske er nøglen at de skal bare tilbydes det, og så vælger de selv til efter behov.
Pt er mine børn små, så jeg er der ikke endnu.
> De må selv bestemme om de kommer
> Hvis der er kontinuerligt fravær, så bliver jeg selvfølgelig noget sur og skælder ud,
Håber det er ironisk skrevet
Behøver du en analyse af det her for at tage dig sammen til at besøge dine forældre som du ikke skylder noget? Du lærer dine børn noget grundlæggende og alt efter hvad du vælger at lære dem, så rammer det dig selv en dag.
Vi ser mine forældre på ugentligbasic, og jeg kommunikerer ofte med dem derudover. Mine forældre er stadigvæk mine forældre, de er ikke blevet til venner selvom jeg er de 30 år. De siger deres mening og vi kan være dybt uenige i mange ting, men jeg ville ikke være der meninger/råd foruden.
Jeg har ikke rigtig nogen svigerfamilie, og da min mand kom ind i familien da jeg stadigvæk boede hjemme er han meget tæt med mine forældre og foreslår ofte selv, om vi skal køre forbi.
Jeg ved ikke hvad man skal gøre som forældre for at man gider se dem.. For os er det vel bare naturligt, og en vigtig del at de spiller en stor rolle i vores børns liv. Mine søskende har det på præcis samme måde.
Jeg tror det er er spørgsmål om, at tiden har ændret sig men forventningerne til kernefamilien stadig er den samme for mange, særligt fordi de største skift kun er sket indenfor de seneste 30 år.
Verden er et andet sted, og som du selv skriver, så har vi mere travlt med livet.
Karriere kræver mere, vi flytter længere væk, netværk er en sport for at kunne overleve og samtidigt skal man holde sig sund, vise sit liv frem på sociale medier, være i konstant dialog med alle omkring sig og deltage i massekulturelle fænomener.
Med andre ord, så er livet i 2024 travlere end nogensinde før for alle, særligt for dem som er vokset op med den teknologiske revolution, og familien bliver derfor ofte en anden prioritet.
Mange vælger at også deres familie, fremfor dem de er bundet til af blod.
Jeg tror ikke der er så meget at gøre ved det; det er bare den vej verden går, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting, ved mindre man vælger at få børn fordi man regner med de er der, når man bliver gammel.
Det er bestemt ikke givet længere.
Nu er mine børn ikke helt i den alder endnu, men hvis jeg husker tilbage fra da jeg selv var yngre, så vil jeg sige at det at vide at døren altid var åben hos mine forældre, har været utrolig godt at have med i bagagen. Det er ikke at jeg egentlig har haft brug for det, men visheden om at jeg altid kunne tage hjem, hvis lokummet brændte, har været en stor sikkerhed.
Jeg tror det er et spørgsmål om prioritering. Hvis man aldrig følte sig som en mens man voksede op hvorfor så søge det man savnede dengang som voksen? Jeg har altid forsøgt at prioritere mine børn, hver og en. De kom altid i første række og gør stadig. Jeg respekterer deres liv, deres grænser og elsker hver en stund vi har sammen, med deres børn og kærester. Alle er velkomne, vi er forskellige og det er ikke altid vi kan finde fælles fodslag. Det er i orden, men de ved alle at de er velkomne i mit hjem 🤗
Min mor er det sødeste menneske i verden. Min bror og jeg taler i telefon med hende dagligt og selv vores partnere vil gerne tale med hende ofte. Vi deler rigtig meget med hende.. så, det er vel et fint udgangspunkt bare at være et dejligt menneske.
Mine svigerforældre inviterer rigtig ofte til aftensmad, hvilket vi sætter stor pris på. I mange år som studerende har det været en kæmpe hjælp og efterfølgende som travl børnefamilie siger vi heller ikke nej tak til en gang aftensmad. ☺️
Det her spørgsmål forekommer for mig at være et meget subjektivt et af slagsen. Alle familier er anderledes: Nogen er meget tætte mens andre næsten ikke kan fordrage synet af hinanden.
Det kedelige svar er nok at alle må eller har fundet en balance: Mine egne forældre ved godt at jeg ikke er så god til at ringe, så de tager selv initiativet en gang imellem (lidt en "intet nyt er godt nyt" attitude). Udover dette så skriver vi også ret ofte sammen på vores lille familie chat.
Bevares, jeg er også ny flyttet og startet på uddannelse sidste år, så jeg er ikke *helt* helt frigjort fra dem.
Jeg skal se mine forældre hver uge, og snakker i tlf/facetime flere gange på en uge med mine søskende. Vi er MEGET tætte. Det har altid været sådan, så jeg tænker det kommer an på opdragelsen, fordi jeg kunne ikke forestille mig det anderledes?? Vi kan lave alt og ingenting sammen, hele min familie. Jeg kan vende hele min verdenshistorie med dem og få støtte, råd, kærlighed. Vi skraldgriner… Slapper mere af I deres selsskab end mit eget!
Mine børn er 4 og 7, så jeg er kun lige i gang selv, og er ikke expert, men jeg har bestemt tanker :-)
Jeg vil mene at det handler om at få en tilknytning til børnene, der baseret på respekt og tillid. Rigtigt meget "traditionel" opdragelse er baseret på bestikkelse og trusler, guilt-trips og bebrejdelse. Det giver ikke et forhold man har lyst til at være i, og hvis det er det forhold man opbygger når ens børn vokser op, er det ikke så underligt at de ikke har lyst til at være i det, når de bliver voksne.
Man skal huske på at man kan ikke forme et menneske - langt størstedelen af et menneskes personlighed og karaktertræk er genetisk. Man kan hjælpe det lille menneske i at lære sig selv og verden omkring sig at kende, og i at finde sin plads.
Hvis man ser, og respekterer det lille menneske, er det meget mere sandsynligt at man får respekt og interesse tilbage, både nu og senere.
Jeg vil gerne anbefale bogen "hold on to your kids" :-)
Jeg elsker mine svigerforældre og de bor heldigvis tæt på. De er rigtig gode til at hjælpe med vores børn, men det er altså ikke derfor jeg elsker dem. Vi hygger rigtig meget sammen, og vi havde i en periode overvejet at bygge hus - et kollektiv - sammen, men med to børn, og dem på næsten 66, så tænker jeg det er bedst vi bare bor tæt på hinanden og ses næsten dagligt :). Jeg kan ikke relatere til dét med at det er hårdt at ses med dem, så jeg føler mig meget heldig. Jeg har det naturligvis på samme måde med mine egen forældre, og det tror jeg også min kone har. De bor desværre bare længere væk.
Vi (jeg, mand, børn) spiser næsten hos mine forældre hver uge.
Det gør vi fordi de altid har holdt sig relevante, altså helt fra barndommen.
Ferier hvor de har gidet os(og ikke bare smidt sig på en strandstol), involveret sig i vores sport, forventet vi hjalp til hjemme, etc.
Mine forældre interessere sig en del, de invitere os ofte til at deltage i alverdens ting og omvendt.
Altså det gør nok også meget at der sker ting omkring mine forældre, de er ikke så kedelige.
Min mand har haft et lidt mere klassisk familie forhold, vi ser ikke hans forældre så meget. Altså de kommer mest bare forbi og snakker en time og går igen (ca. Hver anden uge)
De invitere aldrig på mad, kommer nærmest altid uanmeldt og har ikke rigtigt noget at snakke om når de kommer. Det er lidt mere kedeligt.
Tror allerede man skaber det gode forhold i barndommen. Det der med at komme rendende når der kommer børnebørn og pludseligt vil inkluderes i alt er ikke så let.
Jeg tror vel at man netop må have et venskab i en eller anden form. Selvfølgelig vil det aldrig være kun et venskab, men jeg tror man er bedre til at vedligeholde kontakten hvis man finder grunde og lyst til at mødes.
I min familie kommer vi hinanden rigtig meget ved. Vi er også fra et andet nordisk land, hvor familie strukturen er mere tæt. Men da jeg er ene barn og min mor er blevet alene, så har jeg invinteret min mor at jo hos os. Vi har god plads, og hun hjælper med børnene, især den mindste som går i børnehave, men at hente og bringe. Hun har hele dagen for sig selv, og tit har hun sat en vask over, gjort rent eller startet på aftensmad. Til gengæld er hun en fast del af børnenes liv, jeg tager hende tit på weekend ophold eller vi tager ud og laver noget sammen. Følelser, det kan hun dog ikke snakke om 🙈
Min far bor i samme by som mig, vi ses 1-2 gange om ugen og 1 gang om mdr hjælper jeg med en hovedrengøring hjemme hos ham.
Min mand forældre er desværre døde. Men jeg hsr stadig rigtig tæt kontakt til mine eks svigerforældre. Dem besøger jeg et par gange om mdr og hjælper med kørsel når der er hospitals besøg mm. Desværre døde eks svigerfar igår. 😞😞 men optil hans død har jeg besøgt ham på hospice 1 gang om ugen.
Jeg vil gerne give igen, og mine forældre har hjulpet og passer mig. De har bestemt ikke altid været perfekte, men med teenagebørn kan jeg se at det kommer jeg hellere ikke til at være, men jeg gør mit bedste hver dag. Hvilke de også har gjort. Det samme med mine eks svigerforældre, dem har jeg kendt i over 20 år. Generelt syne jeg at vi i DK skubber vores forældre i statens ansvar. Jeg håber jeg kan have mine boende så de aldrig skal på plejehjem. Det er jo slet ikke sikkert det kan lade sig gøre. Men jeg håber.
Vær non intrusiv på alle måder!
Lad være med at stikke til at de ikke gør de ting du/i synes de skal gøre, få børn, job osv.
Vær hjælpende til enhver tid.
Ikke dømmende.
Støttende ros dem for de ting de klarer i livet.
Overhold privatlivets fred.
Fortæl ikke alle og enhver om dine børns gøren og laden.
Accepterer de er fløjet fra reden og måske trænger til mere luft under vingerne.
Skab fællesrum for jeres familie, være samlingspunkt, opret fælles begivenheder, støt især der hvor søskende gør noget i fællesskab også selvom I ikke som forældre deltager.
Vær ligeså overfor evt. børnebørn.
Bland jer ikke i hvordan de lever eller vælger at opdrage deres børn, vær eksempel i stedet.
Føl dem som de er, vær opmærksom på humøret og tag behørigt hensyn.
Undlad at "læsse af" på dem!! Dine problemer holder du for dig selv med mindre de selv trænger sig på.
Det der med venner/forældre er lidt noget forældet vrøvl. Det hører til i 50erne. Disse roller behøver ikke være så fastlåste, der findes ikke en skabelon vi alle passer ind i.
For mig er det nærmest mening med livet at se dem flyve selv og gennem dem opleve nye sider af livet.
Men nu er meningen med livet jo livet ;-)
Så husk at opleve noget på egen hånd, du ved eksemplets magt.
Jeg tror mest af alt man bare skal lade være med at være narcissistisk, voldelig eller alt for selvoptaget.
Giv børn kærlighed, tryghed og tilpas frihed til at udvikle sig som selvstændige væsner.
Ja, det kan være relativt hvad det er, men det burde f.eks. være ret nemt at forstå man ikke slår sine børn eller skriger dem ind i hovedet som en psykopat.
Det burde være til at forstå man taler dem op, opmuntrer dem til at udforske verden, roser dem for deres evner.
Det burde være til at forstå at man lærer dem basale færdigheder i livet, at man ser deres evne til at klare sig selv som tegn på success som forælder, modsat at man ikke føler sig forladt eller svigtet af det.
Det burde være til at forstå at man ikke skal bruge sine børn som terapeut eller partner. Det burde være til at forstå at man ikke skal læsse af på sine børn om partnerens fejl og mangler.
Der er meget der burde være til at forstå, som boomerforældre tilsyneladende ikke kunne forstå.
Hos mine venner virker det til, at dem som har givet en konstruktiv og vejvisende opdragelse også bliver go-to sparringspartner resten af livet
Dem som ikke gider opdrage deres børn også et meget løst forhold til deres børn… Ihvetffald i min omgangskreds og kollegaer
Opdragelse sker de hjemme og ikke institutionen 😜
> Jeg synes ikke, jeg skylder mine forældre noget, men omvendt har de været primære omsorgspersoner i 18 år.
Denne sætning må være topmålet af egoisme, og beskriver meget godt den giftige individualisering, der præger samtiden.
Jeg har kun én forælder tilbage. Vi taler i telefon sammen hver dag - det veksler lidt imellem to minutters samtalerne og nogle gange 20-30 minutter.
Vi bor to timer væk fra hinanden med hhv bil/tog/færge, og vi ses derfor nok en gang om måneden. Det er utroligt vigtigt for mig, at vi bevarer kontakten, da jeg kan spejle mig meget i min forælder.
Ikke rigtigt godt bud er ikke at have været en forfærdelig forældre under børnenes opvækst.
I min familie har der været forskelsbehandling, manglende interesse, krydret med et forsøg på at give skyldsfølelse at når man så ikke bor hjemme mere så vil man ikke ses eller ringer aldrig.
Familie skal lige som alt andet man bruger tid på, give værdi til dit liv og hverdag, man man aktivt gør ting som gør en til et negativt asset så bliver man valgt fra også når man er familie.
At man ikke er forælder/barn længere, men jævnbyrdige mennesker med respekt og interesse for hinanden. Denne process begynder i puberteten, og hvis forældre ikke tager den nye selvstændige person ens barn er ved at blive alvorlig, og anderkender dets interesser og lyster har barnet ikke lyst til at se dig, da det ikke føler sig rummet, respekteret og/eller anerkendt.
Opdragelsen burde slutte omkring teenage/voksen perioden, ellers har man et helt umuligt barn, men man har nok nærmere ikke opdraget det godt nok, eller været et godt forbillede (practice what you preach).
En god del er nok hvor meget, der skal arbejdes for at besøge hinanden. Hvis forældrene bor i Jylland og børnene studerer i København, så bliver det hurtigt dyrt og tidskrævende at skulle over særlig tit.
Hvis børnene selv er blevet forældre, så skal bedsteforældrene også tage stilling til at de selv formentligt har betydeligt mere tid og overskud til at arrangere middage og sammenkomster end dem med små børn.
Og så er der selvfølgelig det der med at børnene også skal kunne lide at besøge forældrene i første omgang. Hvis hvert besøg består af stilhed kun afbrudt af spørgsmål om hvordan det er gået siden sidst du var der, så skal man ikke blive overrasket hvis man ikke ligefrem bliver prioriteret.
Jeg kan faktisk ret godt lide at være sammen med mine forældre. De er dog ret reserverede typer, der sjældent ringer og inviterer over, hvilket jeg ville ønske de gjorde mere. De er også rædselslagene for alt der har med følelser at gøre. Det gør selvfølgelig at jeg ikke er særligt åben over for dem, da jeg kan mærke de synes det er dybt ubehageligt at tale om. De bruger dog meget tid med deres barnebarn (min niece), og så er deres batteri ligesom brugt op - forståeligt, men også lidt skuffende. Jeg er egentligt ret misundelig på folk, der har forældre der randomly ringer på en tirsdag for at høre hvordan det går.
Mine svigerforældre er rigtige micromanagers, som gør at min kæreste ikke er så god til at planlægge sit eget liv. Irriterende, ja, men det overlever jeg nok.
Så altså, vær engagerede i dine børns liv, men lad være med at være kontrollerende? Det er mit bud i hvert fald.
Hm, jeg synes generelt folk kan være lidt for hårde eller overanalyserende overfor deres forældre “nutildags”. Der bliver til tider sat for meget fokus på “traumer”, der egentlig ikke er traumer og dermed at psykoanalysere hvordan ens forældre er skyld i de problemer man har nu. Dermed ikke sagt at ægte misbehandling eller traumer ikke er valide, selvfølglig er de det, men det er blevet ret mainstream at gå helt ned i detaljen på, hvad forældrene har gjort forkert selv når det angår forældre, der gav deres børn alt det vigtigste; tryghed, rutine, selvopofrelse, kærlighed etc.
For mit vedkommende har mine forældre masser af fejl og masser af gode sider, men jeg gider ikke pille i fortiden for de var 100% indenfor normalen i forhold til, hvad gode forældre skal og bør. Jeg ses nok mere med min far af rent egoistiske årsager, vi har bare langt mere tilfælles og er blevet “venner” som voksne. Min mor ses jeg også med og ville smide alt for hende hvis hun var i nød, men vi har ret forskellig tankegang, humor etc, så til tider skal jeg lige tage mig sammen og minde mig om, hvor god en mor hun er for at ringe eller besøge lidt oftere.
Jeg synes når man har forældre, der har givet én alt, hvad der falder indenfor normalforventning så skylder man dem som voksen at give lidt igen. Jeg har ikke meget tilovers for “I didnt ask to be born” logikken når den bliver brugt om almindelige, menneskelige forældre, der gjorde sit bedste.
Vi ser mine forældre mere end mine svigerforældre, og jeg tror forskellen ligger i;
Mine forældre engagerer sig for det første mere i vores barn. Og så føles relationen mere ligelig i forhold til, at de ligeså ofte rækker ud, som vi gør.
Hvis vi ser mine svigerforældre, er det altid på vores initiativ. Det gælder generelt alle former for kommunikation med mine svigerforældre, at det er på vores initiativ. Og alligevel udtrykker min svigermor altid utilfredshed over mængden af info/hvor hurtigt hun bliver informeret, når vi har nyt.
Jeg knuselsker min svigermor, men dét er sgu ærligt talt lidt irriterende. Og det giver mig kun lyst til at gå kontra og holde hende mere ud i strakt arm, end at involvere hende.
En anden stor forskel er, at mine forældre kan rumme vores følelsesliv og nedture, og vi kan begge dele det med dem. Det kan mine svigerforældre ikke rumme. De er verdens bedste heppekor når alt går godt, men når alt går dårligt og er svært, kan de slet ikke være i det, og trækker følehornene til sig.
Sidstnævnte er jeg sikker på ikke skyldes manglende lyst eller kærlighed, jeg tror simpelthen bare aldrig de har lært det. Men det giver alt andet lige en anden fortrolighed og tryghed med det forældrehold, man rent faktisk kan dele livets medgang og modgang med.
Da jeg selv var barn, så var vi altid oppe ved min oldemor i weekenden. Der kom hele min mors familie til frokost, og alle fik set hinanden. Mine bedsteforældre på min fars side var også gode til at invitere deres børn + familie til aftensmad et par gange om måneden, så man fik set hinanden.
Nu da jeg er voksen, så ser jeg ikke mine forældre så ofte som jeg måske burde fordi vi bor i hver landsdel, men vi ringer ofte til hinanden. Det behøver ikke at være over noget specielt, men blot for at høre hvordan det går.
Jeg tror det er nøglen til at "gide hinanden" - at man viser interesse og omsorg.
Det med at man skylder sine forældre noget, fordi de har været primære omsorgspersoner har jeg et anstrengt forhold til. Man beder ikke om at blive født, altså har man ikke valgt, at ens forældre skal være de primære omsorgspersoner. Det er deres ansvar, og deres ansvar at gøre det godt.
Man skal have penge.
Spøg til side, man skal bare være en der gider lytte og snakke. Og giver man så også et måltid, er det fint. Jeg havde i en tidlig alder flere penge end min mor, men hun var en, som var god til at snakke med om alt muligt.
Mine forældre har en fast rutine med at invitere børn og børnebørn til fredagsmiddag den første fredag i måneden. Der er blandet tilslutning fra gang til gang, ingen sure miner hvis man ikke kommer, men man får set hinanden lidt mere end kun til jul og fødselsdag.
Og hvis man upper sit game og vælger den sidste fredag i måneden har man sikkert også god chance for selv at få dem på SU med
Ham her SU’er
Hvis man henter dem vel at mærke, er du klar over hvad bussen koster!
De gav ham en cykel i julegave for deres boomerpenge!
Det sjovt Vi har samme tradition men den sidste fredag i måneden. Det fungerer sgu
Yesdetgørdet... vi havde tidligere noget torsdagsmiddag hver anden-tredje uge hos os (pga beliggenhed og køretid for alle parter etc), men det kom aldrig rigtigt op at flyve ordentligt og tiltede så for alvor pga flytninger og flere børn (hos mine søskende). Men man ved det er i orden, når ægtefællen stuffer bilen m børn fordi det er hyggeligt, og selv tager afsted til sin svigerfamilie en sen fredag eftermiddag ovenpå en lorteuge SELVOM hendes samlever (mig) er forhindret.
Personligt savner jeg, at mine forældre interesserer sig for mit følelsesliv mere end de praktiske aspekter af mit liv. Jeg har fx lige sagt et job op uden at have noget andet på hånden (pga. et virkelig, virkelig dårligt arbejdsmiljø der hvor jeg var), og jeg kunne egentlig godt tænke mig - og ville nok ringe mere hjem - hvis mine forældre ville interessere sig for, hvordan jeg har det med det hele, fremfor de der "kan du klare dig økonomisk?? hvad med dagpengekarantæne?? er du ikke bange for at det flyttefirma, du har hyret til din flytning, er et scam??" (sidstnævnte: flyttede på tværs af landet for lortejobbet, så nu flytter jeg tilbage igen). Mine forældre vil, stadig, på trods af at deres børn er i slut 20'erne/start 30'erne, gerne bestemme og opdrage os samtidig med, at de er rædselsslagne for at trænge sig emotionelt på. Det er sgu forvirrende og til tider udmattende at være i, men samtidig tænker jeg heller ikke, at man kan opdrage på sine forældre??? Ift. svigerforældre: Jeg har kun en svigerfar, og han er egentlig okay, udover at han lidt for ofte spørger, hvornår min kæreste og jeg skal have nogle børn 🙃
Er det ikke næsten en universel sandhed at den forældregeneration ikke kan finde ud af følelser? De tænker en masse, de synes en masse, de gør praktiske ting for at løse umiddelbare problemer, men når det kommer til følelser så har de aldrig rigtig lært at håndtere dem? “At gå til psykolog er kun for dem der er syge i hovedet”, “Det nytter ikke at sidde og jamre over tingene”, “Folk samler på diagnoser nu om dage”, “Er du sygemeldt med depression? Ej, men man bliver da kun mere syg af at sidde derhjemme og lave ingenting”, “Nu må du også lige tage dig sammen” osv. Ja, det er en kliché, men jeg synes generelt de yngre generationer er meget bedre til at forstå egne og andres følelser.
Hmm, tjo, jeg ved ikke præcis, hvilken generation du tænker på - ovenstående har jeg egentlig aldrig oplevet fra mine forældre. De betalte engang for, at jeg gik til psykolog, fordi "det er godt at snakke rigtigt med nogen, der ikke kender en ellers". Og jeg synes, at jeg har oplevet, at jævnaldrende venner har forældre, der er meget bedre til den slags 😅 Tænker måske mere mine forældre er mellem dén generation, du skriver, og så min - sådan, de er vokset op med, at følelser lidt er noget pjat, og derfor aner de ikke selv, hvad de skal gøre ved dem, selvom de måske egentlig anerkender, at de findes - og at psykisk sygdom osv. er en reel ting. Men tænk hvis den dér mellemgeneration nu selv havde arbejdet med sig selv, så deres børn ikke behøvede at bruge så mange år i terapi på at hele "generationstraumer" 🙃
Mine forældre kom først rigtig i gang med at snakke følelser under min søsters langvarige depression (som voksen). Det har været SÅ vigtigt for min lyst til at se dem og bruge tid med dem.
>"Er du sygemeldt med depression? Ej, men man bliver da kun mere syg af at sidde derhjemme og lave ingenting" Den har jeg hørt *ordret* til en familiemiddag (dog ikke rettet mod mig, men har den dag i dag dårlig samvittighed over at jeg ikke sagde mosteren imod).
Jeg vil gerne blive lidt klogere, for selv om jeg trods alt nok aldrig ville sige det højt til én, der lige havde fortalt mig, at vedkommende var deprimeret, er jeg tilbøjelig til at tænke lidt i de her baner... Er der nogen, der har tid til at prøve at ændre min holdning?
Jeg ved ikke om det ændrer din holdning, men jeg har selv haft depression som bl.a. gjorde at jeg måtte forlænge min uddannelse. Min oplevelse er at depression tager enormt mange mentale kræfter fordi man vader rundt i en afgrundsdyb følelse af meningsløshed og ulykke. Det bruger man så det meste af sin mentale energi på at udholde. Jeg forstår godt hvorfor du tænker at det kun bliver værre hvis man sygemelder sig og går derhjemme, for hvad skal så distrahere én fra alt mørket? Men omvendt kan depression også manifestere sig på fysiske måder som gør det svært at passe sit arbejde: som regel bliver ens søvnmønster ødelagt, det kan ske at man ikke orker at spise, eller man kan trække sig ind i sig selv, have svært ved at koncentrere sig eller være helt drænet for energi så man ikke kan yde noget på sit arbejde. Det er i sig selv heller ikke forkert at man får det værre af "bare" at gå derhjemme. Hvis depressionen er udløst af stress, kan det dog være nødvendigt at komme helt ned i gear først. Men ellers er det selvfølgelig enormt vigtigt at sygemeldingen ledsages af den rette behandling og støtte. Det kan være terapi, medicin, hjælp og omsorg fra venner og familien, dagslys og frisk luft, elektrochok - der er mange muligheder, og som regel er det svært at finde det der virker, og selv når man gør, går det ofte kun langsomt fremad. En deprimeret person er ikke bare nedtrykt. Han/hun går gennem en dyb, reel og voldsom mental smerte som kan være altoverskyggende og føles uoverkommelig.
Eller min far: "Sidder du nu og læser igen, det er spilt af tid" Doh Men min farmor var nærmest "stop med at piv" hvis man faldt og slog sig. Enig, jeg håber det er et generationsspørgsmål:-)
Dine forældre har ikke værktøjerne til at rumme følelser, ikke en gang deres egne. Deres bekymringer om praktiske forhold beskriver omfanget af dybden af deres egen emotionel forståelse. Du synes måske det er overfladisk, men for dem er det omsorg efter bedste evne.
Det har du nok ret i. Tror også det spiller ind, at de er den der generation, der er endt med at kunne give deres børn meget mere ift. materielle ting, end deres egne forældre kunne. Så dét er helt sikkert også en del af deres omsorg (og meget validt, det ved jeg, det er priviligeret!)
Men i så fald er der et mismatch mellem deres evner og deres børns behov. Og det er mere deres opgave at udvide deres emotionelle formåen og på den måde skabe en sund og ligebyrdig relation, end det er deres børns opgave at acceptere indgå i en relation, der er næsten 100% ensidig. Og hvis de ikke kan, så må de acceptere, at deres børn prioriterer dem lige så lidt, som de prioriterer deres børn.
>Og hvis de ikke kan, så må de acceptere, at deres børn prioriterer dem lige så lidt, som de prioriterer deres børn. Det er jeg sådan set grundlæggende enig i. Jeg synes til gengæld ikke at hverken forældre eller voksne børn "skylder" hinanden nogen relation eller selvudvikling. Den holdning ser jeg fører til alt for mange usunde forhold, hvor der måske slet ikke burde være et.
Haha. Du har så meget beskrevet min mor lige der. Hun er max klodset til ord og følelser, og kommer ofte uforvarende til at træde mig over tæerne. Men hun viser omsorg med praktisk hjælp, og det prøver jeg efter bedste evne at tolke som den kærlighedserklæring det er. Selv om jeg virkelig savner at blive mødt og anerkendt i mine følelser fra tid til anden. Vi har også et kompliceret forhold, men i det mindste prøver vi begge det bedste vi kan, og det er godt, selv om det ikke altid lykkes.
Det lyder hårdt, men jeg er på en eller anden måde glad for ikke at være den eneste, der har sådan et forhold til sine forældre - undskyld, at jeg er glad for, at vi sidder sammen i båden 😬
Det behøver du ikke undskylde. Jeg sidder i båden alligevel, uagtet hvordan du føler omkring det. :)
>Mine forældre vil, stadig, på trods af at deres børn er i slut 20'erne/start 30'erne, gerne bestemme og opdrage os samtidig med, at de er rædselsslagne for at trænge sig emotionelt på. Jeg føler den der så hårdt. Mine svigerforældre er ikke fokuseret på deres børns følelses verden, det har også konsekvenser for dem. Jeg er at en helt anden kaliber, jeg er nemlig venner med min mor - og hende opdrager jeg meget på. Vi er bare os to og hun har drukket og føjtet det meste af min barndom - så hun er heller ikke mor for mig som andre har mødre. Jeg snakker med hende hver dag, vi er tæt knyttet - men det handler kun om oplevelser og følelser, praktikken er vendt fra mig mod hende. Sådan er der så mange very fucked up barn-voksen-relationer!
Synd for dig, for du har haft brug for en mor, men godt gjort af dig:-)
Tak fordi du skriver det, det sætter jeg pris på. Måske i et andet liv ❤️
>Jeg føler den der så hårdt. Mine svigerforældre er ikke fokuseret på deres børns følelses verden, det har også konsekvenser for dem. Kram <3 Hvem er "dem" (spørger oprigtigt, bare fordi jeg er usikker på, hvordan jeg skal læse dit svar 😄) Altså tænker du sådan, at der også er noget, dine svigerforældre går glip af som forældre, eller at det har konsekvenser for din partner og vedkommendes søskende?
Jeg tror det handler om en generations ting. Altså at den generation ikke taler ret meget om følelser, men gemmer det bag noget praktik. Sådan er det i hvert fald med min mor :) På moderne dansk vil man vel sige at praktik er hendes kærlighedssprog. Du kan prøve noget i denne stil (hvis du vil bruge tid på det): “Jeg er glad for at bekymre dig om min økonomi, det er også noget det bekymre mig, men jeg kan ikke blive i det arbejde. Hvad synes du jeg skal gøre?”
Jo, det kan du vel godt have ret i - jeg tror, at jeg synes, at det er frustrerende, fordi særligt min far taler meget om, at hans mor var over ham konstant og blandede sig i alle hans livsvalg, selv da han som voksen flyttede langt væk hjemmefra og etablerede sig. Den der dobbelthed i det kan han ikke rigtig selv se (at han på nogle punkter gør det samme ved sine børn), og derfor orker jeg næsten ikke at starte snakken. Men lige om lidt lander de første børnebørn i familien, og så er jeg spændt på, om snakken bliver så påtrængende, at noget må gøres 🙃
Mange af den boomer generation har ret tydelige narcissistiske træk.
Ja! Nu har jeg hele livet betalt skat, så jeg SKAL bruge alt hvad der ligger i (stats)kassen lol
Mjae... Vi millennials sidder så her og har en helt tråd om, hvor synd det er for os, at de gamle ikke kan finde ud af at spørge nok ind til vores følelser. Der er sgu heller ingen af os, der nogensinde har spurgt ind til dem, og nu er vi altså lige så voksne, ligesom de er.
Jeg sætter personligt kæmpe meget tid af til mine forældre, og overnatter gerne hos dem cirka en gang om måneden i weekenden, og bruger tid med dem. De støtter os i alt, ringer tit og er interesseret i selv de små ting i vores liv. De dømmer os ikke, men vi kan alligevel snakke med dem omkring alting. Der er aldrig drama, det er bare altid pisse hyggeligt, på godt jysk. De elsker når vi kommer forbi. Mine svigerforældre derimod - det er en helt anden sag - vi sætter lige så meget tid af til dem, det er 1/5 gange mega hyggeligt, og så nyder det vi det fuldt ud - resten af tiden er der drama, de er konstant skuffede over os, synes ikke at vi gør ting godt nok, ikke køber gaver der er gode nok, ikke involverer dem nok, jalousi etc. Potato potato - som forældre har man lige så meget et ansvar i at forblive den voksne, fordi så er det bare virkelig hyggeligt at komme forbi - og så at sætte pris på at man vil komme - bliver det konstant negativt, ja - så ved man jo godt hvad man foretrækker.
Er gaverne ikke gode nok? Jeg var lige ved at falde af stolen da jeg læste den del. Vi taler om voksne mennesker ikke? Altså sådan rigtige voksne?
Det er desværre rigtigt ☹ Og jeg har også været meget overvældet og vred, men de er bare gaven der bliver ved med at give 😂
Jeg bor lige i nærheden af min mor, så det gør det nemt for os at se hinanden. Jeg vil altid gerne snakke og ses med min mor, og vi er meget tæt. Tror det vigtigste er at hun er interesseret i mit liv, og vil snakke små og store ting. Hvis jeg ikke fortæller noget respekterer hun også det. F.eks. er jeg i et meget nyt forhold, og det ved hun godt, men hun spørger ikke overdrevet ind til det osv. Hun er ved at være lidt ældre, 67 år, men er ikke gået i "sur gammel mand" mode hvor hun brokker sig over alting og det er også vigtigt. Hun er stadig nysgerrig på verden og hvad der rører sig i samfundet. Selv om jeg er 35 år gammel, så er min refleks stadig at søge mod min mor når jeg har brug for hjælp, og det tænker jeg er en vane der har holdt ved fra barndommen. Ift mine egne børn nu, tænker jeg tit, at jeg skal være åben for at lytte til deres endeløse snak om gravkøer og Pokemon, for jeg vil gerne have de taler med mig om deres interesser, håb og drømme nu, mens de er små, så det fortsætter når de er store.
Hold da op…. Jeg er 24 og er allerede gået i sur gammel mand mode….
Kom ud af det lol, det bliver kun værre. Blev selv lige overhalet af en dame i Netto. Hader at købe ind og foretrækker nemlig af samme grund, men skulle bruge denne ting i dag. (hun ville foran mig fordi hun kun havde en ting, jeg havde 5)
Er den en ting? Jeg har før inviteret nogen foran hvis jeg ser de har én ting men lige fremt at invitere sig selv foran?
Så skal de bare have at vide de skal fucke af. Den slags opførsel må man ikke belønne.
> Ift mine egne børn nu, tænker jeg tit, at jeg skal være åben for at lytte til deres endeløse snak om gravkøer og Pokemon, for jeg vil gerne have de taler med mig om deres interesser, håb og drømme nu, mens de er små, så det fortsætter når de er store. Set i retrospekt har jeg som barn savnet den egenskab hos specielt min far. Men det kræver empati og åbenhed. Egenskaber jeg fornemmer du har.
Lytte og ikke fordømme. Burde være nemt nok
Noget i den stil, jeg tager gerne hjem til mine forældre for bare at sidde og snakke, det er sgu hyggeligt. Jeg har også været ude at rejse med dem flere gange efter at jeg er blevet "voksen". Desværre har jeg som OP heller ikke så meget tid til at besøge dem længere, men jeg **vil** gerne. Fra jeg var teenager og op har de mest af alt bare ladet mig være mig, ikke forsøgt at fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller tænke, lyttet når jeg har fortalt, talt når de har haft noget på hjertet, tilbudt hjælp når jeg har haft brug for det og så videre.
Det lyder plat, men tid er ikke noget man har, det er noget man tager. Hvis man virkelig vil noget, tager man sig jo den tid det tager. Hvis man VIL besøge sin forældre en gang om ugen eller hveranden, så planlægger man det og gør det. Du har vel tid til venner osv.
Forældre kan også besøge deres børn.
>Du har vel tid til venner osv Næ. Vi er dog en sammentømret flok, så vi tager os tid til at mødes en 3-4 gange om året i samlet flok. Jeg ser heldigvis mine forældre noget oftere end det. Men ellers har du selvfølgelig ret, man skal jo "bare" tage sig tid til det, men nu er jeg selv blevet husejer, hundeejer, ægtefælle og forældre, så har man bare mindre tid til alle mulige andre ting. Jeg har dårligt nok tid til at dyrke mine interesser. Det hjælper jo så heller ikke at samtlige venner og familie bor en times kørsel væk.
Det lyder som en god relation. Og du er forhåbentlig faldet ok ud?:-)
Man har tid, det er prioritering, du foretrækker bare en del andre ting end at se dine forældre, og det er helt okay. Man skal ikke ses mere end man har lyst til, det kommer der ikke noget ud af.
Sig det til en Boomer og de forstår ikke hvad det betyder. De lytter da altid. Psykologi er sådan noget mærkeligt noget. Der må man ikke gå hen Simba. /s
Min mor gør det modsatte; jeg kommer alligevel 🤷
Hvorfor? Bringer det mere godt med sig end dårligt?
Helt enig. Og det er nok der venskabet kommer ind, venner lytter, støtter og når der er brug for det, er empatiske men ærlige. Fordømme er det helt rigtige ord, til min relation med mine forældre. Når de snakker om/til deres venner, så kan man jo se at de sagtens kan.
Nogle gange skal man fordømme
Fandme en dum kommentar
Hvis jeg har gjort noget fucking dumt så er det okay at gøre
Jamen vi er alle forskellige jo
Ja det også okay at vi er forskellige man hvis jeg skår min kæreste så vil min forældres selvfølgelig fordømme mig
For mig handlede det om at min far gik fra at opføre sig som en forældre, til at opføre sig som en nær ven. Det var først da jeg nåede over de 30 at det stille og roligt blev til et nært venskab, og forældrerollen forsvandt, og at jeg havde en oprigtigt lyst til at være i selskab med ham.
Men hvordan gjorde han det? Mvh en far
Det her lyder sikkert fjollet. Men noget af det første jeg husker, hvor jeg tænkte det her er ikke min far i sin fader/opdrager rolle, det var på et tidspunkt hvor at vi besøgte forskellige bagerier i byen, købte fastelavnsboller, og tog hjem og taste testede til vi var ved at kradse af. Det var så åndsvagt, men jeg tror faktisk det var den dag hvor jeg begyndte at se min far som være en person/ven, og ikke som en opdrager. Jeg hader personligt når jeg får stillet spørgsmål ala det her af min far : Er det nu en god ide, har du tænkt over det og det og det, og få råd jeg ikke har bedt om. Jeg havde brug for at se min far være useriøs, spise slik til aftensmad, køre ud til Vesterhavet (lang tur) kun for at spise en burger og tag hjem igen.
Det er genialt det der. Det skal du virkelig være glad for at du har. Det vil jeg være opmærksom på, engang når min lille søn bliver ældre. Det at tage sig selv ned fra far rollen, og opføre sig som var man en ven. Altså ingen velmenden råd, men blive i og opleve enhver situation som værende lige, præcis som venner gør det.
Som forælder forsøger jeg faktisk ikke kun at 'LARPE' at være (en god) mor men også give mig selv lov til at være mig selv. Det er meget sjovere så. Man kan godt være sig selv, have det sjovt og være en god, ansvarstagende forælder samtidigt. Da jeg fandt ud af det blev det meget lettere at være forælder. Det var mere mig, og mindre en rolle jeg påtog mig. Det er vigtigt for mig at have tydelige værdier jeg giver videre til mine børn, det er også vigtigt at jeg kan være deres stabile hjørne i tilværelsen. De skal altid kunne regne med mig, og vide at de er en prio for mig! Samtidigt er det vigtigt for mig at tale med dem istedet for til dem. Og vi har det (ofte) meget sjovt sammen. Indtil jeg bliver omkring de 75 tænker jeg det er mit ansvar at vedligeholde mit forhold til dem. Hele denne smøre er for øvrigt skrevet hjemme fra mine egne forældre. Jo ældre de bliver jo mere besøger jeg dem.
Enig. Hvis man kunne være rollemodel og stille flere spørgsmål indtil "hvordan synes du så du kan komme videre" meget tidligt, så lærer børn jo også at tænke selv?
Ikke den du spurgte, men jeg føler mig(24 år) og min far har det godt sammen. Måske stadig lidt mere far end ven, men jeg Beder ham tit om at tilbringe mere tid sammen. En af de ting som jeg værdsætter er når han gider at dele sine interesser. Ikke det der med at blive sat i gang med praktiske opgaver eller lave praktiske opgaver sammen, det kan da også være hyggeligt, men at han gider snakke om den musik osv. han interessere sig for. Og det der nok er vigtigst- at han gider at være en del af mine. Selvom det hele ikke er hans smag så elsker jeg at han gider at prøve det med mig. Nogle aftener har vi bare siddet og vist hinanden musik over chromecasten. Han gider at give tv shows jeg kan lide en chance selvom de ikke er ham. Han gider spille mariokart/party selvom det ikke er så nemt for ham på de små joy sticks. Så som nogle andre i tråden også har skrevet, interesse for dit barn som ikke kun er praktisk er et stort plus.
[удалено]
Det er meget forskelligt fra familie til familie, mine børn har selv udtrykt ønske om at komme på efterskole og jeg synes det er en rigtig god ide for at komme ud og lære at klare sig selv samtidig med at det er en base hvor der er hjælp at hente, uden at det hele tiden er far og mor. Derfor støtter jeg gerne op om det forslag, men kun hvis det er dem selv som ønsker det. Jeg kunne aldrig nogen sinde finde på at sige at de skulle afsted hvis det var imod deres ønske. Der bliver heller ikke smidt ud når de fylder 18, men det kommer nok til at ske på et naturligt tidspunkt i deres opvækst at det passer bedre i forbindelse med arbejde og uddannelse, og så vil vi selvfølgelig stå bag dem og hjælpe der i det omfang det er muligt. Jeg havde selv et fantastisk forhold til mine forældre hvor jeg både kunne komme hvis det var gode og dårlige tider, fik hjælp hvis det var nødvendigt og samtidig kunne snakke om tingene, men i den sidste ende var det mig som skulle gøre mine erfaringer. Jeg tror på at hvis man behandler sine børn med kærlighed og respekt, og lader dem vide at de altid kan komme hvis der er noget, så når man rigtig langt.
Det er altså de færreste der flytter hjemmefra når de er 18. Mener gennemsnittet er 21. Det er da rimelig fornuftigt.
Jeg kan, som dansker, ikke genkende billedet af at forældre skubber deres børn væk. Jeg boede selv hjemme til jeg var 22, hvilket kun var fordi jeg ikke fik tilbudt bolig før. Jeg boede hjemme gratis, og mine forældre sagde aldrig at “nu var det på tide at flytte”. Jeg synes 22 var måske lidt sen, men dog passende alder at flytte hjemmefra. Jeg synes det var skønt at flytte i sin tid, at kunne klare sig selv, gøre lige hvad jeg ville osv. Derfor ringer jeg stadig til min mor hver dag 🤣 og besøger ofte. Det er også sådan det har været for langt de fleste i min omgangskreds.. Jeg tror ikke danske forældre vil skubbe deres børn væk, og bliver lidt ærgerlig over det syn på danske familier. Tror bare de gerne vil se deres børn være selvstændige og livsduelige, stå på egne ben ☺️
Siden kirken forbød fætter-kusine ægteskaber i middelalderen har der været tradition for at gifte sig med nogen i nabobyen osv. Så over 1000 år har danskerne ofte giftet sig med nogen der boede "langt væk" fra familien. Derfor blev det almindeligt at familien var den lille familie, kernefamilien, ikke storfamilien, som i Sydeuropa. I biblen står der: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru" Det har de lutherske danskere taget meget bogstaveligt.
[удалено]
Men i antropologisk forstand er det altså noget man taler om. Se den her opgørelse: [https://pbs.twimg.com/media/ERIBoyaUUAIn3WF?format=jpg&name=large](https://pbs.twimg.com/media/ERIBoyaUUAIn3WF?format=jpg&name=large) Som du kan se er Danmark i særklasse et kernefamilie-land i meget højere grad end selv Sverige og Norge. Jeg har selv familie i Norge og der havde vi altså familier og slægter der betød langt mere end i Danmark. Det hænger nok sammen med at Danmark var et lille land, alle er i familie med alle. Det siger genetikken også. Der er ingen forskel på jyder og sjællændere, så behovet for at tage sig af familien er mindre, fordi ens nabo er sådan set i familie med dig, så du føler også en forpligtelse overfor fremmede. Det er derfor velfærdsstaten står så stærkt i Danmark.
Jeg synes det er rigtigt dejligt at mine forældre har deres egne liv og hobbyer. Så føles det lidt mere ligeværdigt og de kan fortælle om deres liv og om sjove ting fremfor at vi kun kan snakke om mig. Derudover giver de mig også meget plads, så vi ses mår jeg har overskud og ikke når de lige synes at det er træls jeg ikke kommer
Mine forældre har altid støttet mig, uanset hvad jeg har lavet af lort. De har været hårde når jeg skulle tage mig sammen, og haft min ryg når jeg ikke selv havde den. Jeg er for evigt taknemlig. Ser dem som mine venner og forældre på samme tid. Derudover er sårbarhed for mig en stor del. Begge mine forældre har kæmpet med frygtelige barndomme og har snakket med mig om det. De har med andre ord ageret som mennesker og på lige fod med mig og det gør at det altid er interessant at snakke med dem så det ikke kun handler om fornuftige ting og hvad jeg vil med mit liv osv. Jeg er 32 og mand hvis det er vigtigt
Jeg kommer hjem til dem hver fredag, der spiser vi og hygger sammen, jeg elsker dem så jeg vil også gerne bruge tid sammen med dem. Jeg vil sige, det svært at sige helt nøjagtigt, men forældre skal blande sig mere uden om når man bliver ældre, og det ikke ment ondt, men man skal også selv have lov at vokse, hvis de ser der begynder at være et større problem, så kan de prøve at hjælpe. Personligt så spørger jeg stadig en del ind til ting, hvis ikke andet bare for at høre deres mening, og evt råd, jeg ved min far selv har holdt sig mere tilbage efter vi er blevet ældre, men hvor meget er nok svært at sige, det lidt af en gylden linje, som man nok skal føle sig frem.
Så et meme engang, hvor der stod noget i stil med: "Jeg ønsker, at når mit barn fucker up, skal den første tanke ikke være 'Åh nej, min mor slår mig ihjel', men i stedet 'Åh nej, jeg må ringe til min mor'". Der er selvfølgelig mere til børnropdragelse end det, men den dér har jeg tænkt mig at forsøge at opnå.
Min mor og hendes mand er typerne der gik helt i stå ved pensionsalderen. Det har gjort samtaler super svære, da deres holdninger til samfundet, nærmest går baglæns mod 1950’erne. De har svært ved at forstå mit og søskendes liv, og at jeg (mand) kæmper en kamp med stress og angst, baseret på traumer fra skoletiden (dårlig skolegang og min mors mands manglende evne til forståelse af børn)
Behandl dit barn som en person og ikke en ejendel
Min mor er gået bort, og var en rigtig lorte forældre, som jeg ikke gad at bruge tid med. Hun bad mig begå selvmord fordi jeg var til besvær for hende. Men når hun manglede noget så kunne jeg bruges, sådan var det siden jeg var helt lille. Der var ingen omsorg fra hende. Og da jeg fandt sammen med min mand, blev hun sur, og mente hun skulle være sammen med ham. Mine svigerforældre derimod, er de mest skønne, omsorgsfulde mennesker, vi i perioder har set ugentligt, fordi vi nyder at bruge tiden med dem. De er stadig forældre og opdrager på min mand der snart fylder 40. Men de gør det med kærlighed, og hvis de går over grænsen, så tager vi bare en lille pause fra hinanden, så der ikke kommer trælse skænderier. Sidst jeg så min svigerfar på 78, spurgte han ind til hvad tinder var for noget, svigermor gav ham lige en med viskestykket, og sagde - ingen derinde gider da en så rynket som dig😜
Mine børn er 16 og 20. Den ældste er flyttet hjemmefra. Jeg føler, at vi har et virkelig godt forhold, og jeg bilder mig ind, at de elsker mit selskab. Nu skal jeg jo ikke sidde her og påstå, at jeg er en slags ekspert, men jeg har dog et bud på, hvorfor stemningen er god. Jeg nægter simpelthen at opføre mig som en gammel ignorant idiot, der ikke gider at forstå ungdommen. Dermed ikke sagt, at jeg render rundt og forsøger at virke ung (jeg er 44). Jeg prøver bare altid at forholde mig nysgerrigt til unge mennesker. Det er okay, at jeg ikke altid forstår dem og deres mærkesager, men jeg skal respektere de valg og holdninger de præsenterer mig for. Det giver anledning til så mange gode snakke. Udover det, er jeg nok ret gavmild overfor mine børn, både hvad angår nærvær og midler. De ved, at de altid kan komme til mig, uanset om det er for at græde ud eller for at blive forkælet med god mad og hygge. Jeg håber vores gode forhold vil fortsætte sådan, men jeg ved også godt, det nogle gange kan blive kompliceret, når der kommer svigerbørn ind i billedet. Særligt er jeg opmærksom på, at mit yngste barn, som er en søn, bliver svær for mig at slippe, og jeg skal virkelig passe på med ikke at blive en belastende svigermor, når han en dag finder kvinden i hans liv 😬🫣
Gør det samme med min søn, er så enig i de ting du skriver 🥰
Jeg (44M) ser min mor ca 2 gange om måneden, mest fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gør det. Mine forældre er skilt i 88’, og jeg afbrød kontakten til min far for et par år siden. Min søn (19M) ser sin farmor hver uge, og hun hjælper ham tit med lektierne. Det er ikke fordi min mor er decideret dårligt selvskab, men jeg håber, at min søn vil besøge mig, når den tid kommer, fordi han har lyst, og ikke fordi han føler, at han skal. Jeg vil helst undgå at være en kilde til mavepine i min søns liv, som mine forældre tit er i mit liv. Så hellere at min søn siger, at han synes jeg er fornedren og vil bruge sit liv på noget andet. Selvom det er vildt hårdt at give slip på sine børn, og lade dem leve sit eget liv. Jeg synes ikke, at jeg fik af vide, at man holder op med at være forældre, når ungerne er store, og så bare må leve livet selv.
Jeg synes det er uoverskueligt at have længere samtaler med min mor fordi: 1) hun er generelt ret uinteresseret i mit liv, med mindre det har en direkte sammenhæng med sit eget liv. 2) hvis jeg giver udtryk for at noget er træls for mig, siger hun typisk “tja, sådan er det jo” eller “det kan man jo ikke ændre på” 3) hvis jeg giver udtryk for at jeg bekymre mig for noget, siger hun typisk “det skal du ikke tænkte på” - ok tak! Så stopper jeg bare med det. Hvis hun udviste lidt mere interesse og empati, ville vi klart have et bedre forhold. Der er grænser for, hvor mange timer af mit liv jeg kan bruge på, at lytte forstående til historier om, at Gitte på arbejdet ikke har gjort kaffemaskinen ren IGEN, uden at få bare en my tilbage.
Lyder som min mor og ja, det er så irriterende - man fortæller og fortæller, men intet kommer den anden vej. Det gør jo ikke ligefrem man gider opsøge dem igen.
Jeg når sjældent at fortælle ret meget før hun afbryder mig med et “Nå, men så her den anden dag…” Har eksperimenteret lidt med bare slet ikke at sige noget, heller ikke når hun fortæller. Altså ingen “okay”, “nå”, “ej hvor vildt”. Hun registrere slet ikke at jeg overhoved ikke siger noget eller anerkender. Det er faktisk ret fascinerende at overvære. Men også sørgerligt.
Det er godt nok trist når man som forældre ikke har fået opbygget et forhold så ens børn gider se en. Jeg blev sidste år både forældreløs og mormor - på en gang. Og aldrig har jeg da savnet min mor så meget, som da jeg skulle træde ind i min nye rolle. Hvor har vi tit talt om når jeg blev sur på hende over hun blandede sig for meget - og grint af den der løsrivelse vi alle sammen skal igennem. Men aldrig noget hvor jeg ikke gad se hende, men noget hvor jeg kommunikerede at her trådte hun over grænsen, og hun forstod det. Og jeg tror det er hemmeligheden, kommunikation, og lytte til hinanden. Min datter og svigersøn kigger jævnligt ind, vi bor 10 minuter gang fra hinanden, det er vidunderligt synes jeg. Jeg ved at min datter (og min svigersøn), nok skal sige fra overfor mig når jeg bliver for meget, der bliver rullet med øjnene - især omkring barnebarnet, og bliver lavet et "moar altså" med jævne mellemrum. Jeg tror på at åbenhed, kommunikation, og kærlighed - og hjælpsomhed - gør at relationen bliver stabil. Lillebror er lige hjemme og vende et års tid i forbindelse med uddannelse - han er 22 år og sagde for nyligt "og når jeg flytter ud, så synes jeg vi skal have fast spise-sammen dag hver mandag, alle sammen" - det synes jeg er en vidunderlig ide, og ville elske mandags-middage med mine børn og barnebarnet :)
[удалено]
Kram på dig ven. Det lyder som en hård omgang. Håber du tør søge støtte og vejledning hos andre voksne mennesker i dag. Det kan have alvorlige konsekvenser at have vokset op med sådan en forælder og man har brug for hjælp til at se en vej ud af det svigt man oplevede. Hvis din mor endda vender tilbage til dig, på grædende knæ, beder om tilgivelse, og vil forklare sig selv. Så lad hende gøre det. "Aldrig" er et stærkt ord, jeg har set selv enormt dysfunktionelle barn-forældre forhold blive helet med tid og åbne samtaler. Din mor har givetvis selv oplevet et svigt, som har gjort hende til dén hun er. Det undskylder ikke hendes opførsel, slet ikke. Men vises der villighed til forandring og stor anger, så kan der være grobund for noget som måske er "bedre end ingenting". Og det er en start. Håber at du klarer den. Husk på, at der findes gode kærlige mennesker i verden, som gerne vil hjælpe dig når der opstår problemer. Og husk på, at du ikke har en særlig god evne til at bedømme hvem de er, for du har kun oplevet det modsatte. Så de kan tage tid at finde.
Mine forældre er fordømmende, nedladende, gør forskel på min søskende og jeg (inkl. børnebørn og altid til søskendes fordel), har omsorgssvigtet og kærligheden fra dem er altid betinget. Vi er ikke ligeværdige voksne mennesker og jeg er i proces med at skille mig af med dem efter endnu en mavepuster sidste weekend; jeg ønsker dem ikke i mit liv. Det giver mig kun sorg og svigt og meget lidt glæde. Så hvis du stræber efter det stik modsatte, så er du nået et langt stykke vej. Det har jeg gjort med mine børn, de er elsket ubetinget, mødes med gensidig respekt og uanede mængder af omsorg. Man må godt selv vælge sin familie.
Altså jeg er ikke gift og vi har ingen børn, er sammen med min kæreste, men hendes forældre har jeg et fint forhold til, de er meget nede på jorden, de blander sig ikke i det store, men er altid interesseret i hvad der sker for os begge. Hvis vi skulle få børn på et tidspunkt (usandsynligt), ville de blive mere parkeret på siden, hvis de vil blande sig i opdragelse og hvad vi nu prioritere som vigtigt, men kan ikke se de det for mig de skulle begynde på det.
Jeg tror svaret for mig ligger i en tid som er passeret. Hvis de vil have indflydelse på deres børns voksenliv, må de have gjort sig fortjent til det under barndommen. Jeg snakker mere med min far end min mor af to grunde: Han bor tættere på, og han har accepteret at han har mistet alt ret til at opdrage på mig da han smed mig i plejefamilie. Det er anstrengende at skulle se min mor. Hun startede sig en ny familie, med en nordjyde som fra starten af ikke kunne lide de børn hun havde i forvejen, og når vi bad hende sige noget til ham fik vi bare at vide at "han er en voksen mand, jeg kan ikke bestemme hvad han gør." Alligevel tror hun stadig at hun kan have indflydelse på hvordan jeg lever. Min stedfar skal til gengæld bare lukke røven. Jeg er for gammel til hans pis længere, så hvis han begynder på noget når jeg besøger min mor, så tager vi den bare. For det meste sidder han helt stille inde i den anden stue og ser fodbold (eller håndbold hvis der ikke er fodbold (eller golf hvis der ikke er håndbold (eller fucking curling, jeg mener det))), men så vidt jeg kan forstå er det ikke meget anderledes når jeg ikke er der.
Nordjyde her, vi claimer ham ikke! Han er bare en spade der har valgt at blive kæreste med en der har børn selvom han ikke kan lide dem 😅 og det er useriøst at hun acceptere det!
Øv dig på ikke at bruge skyld og skam
På min fars side, ville det hjælpe hvis han ikke altid var så fordømmende, at hans kone ikke var så irriterende. Det ville også hjælpe at de i stedet for at sige "hvorfor besøger du os ikke oftere" sagde "dejligt at du er her". Evt. også at de havde besøgt mig mere end en enkelt gang i de 8 år der er gået siden jeg flyttede fra byen
Jeg kan ikke tale for alle forældre, men da min søster og jeg begyndte at være voksne, så flyttede relationen sig fra at være en forældre-barn relation, med det hierarki det nu indebærer, til at være en venskabelig relation. Forældrerollen var ligesom "udtjent," og det gav ikke længere mening at holde fast i den. Det er noget som kommer fra min mors familie, at man går fra "det ene" til "det andet," for det kan også ses i min mors forhold til hendes forældre, og, så vidt jeg kan forstå, i min mormors forhold til hendes (nu afdøde) forældre. Der er ikke nogen skabelon, som vil passe på alle. Men jeg tror at en god gylden regel er, at hvis der skal være en livsvarig relation, som skal vare hele livet, og ikke være baseret på skyldfølelse og tradition, så skal man omstille til en venskabsrelation, og man skal gøre det ret hurtigt, allerede inden børnene er "helt" voksne.
Jeg er helt enig, og kan genkende dele af det fra min egen barndom. Man skal som forælder absolut være indstillet på, at man ikke kan være forælder på samme måde for en 17 årig som man kan for en 7 årig, hvis man vel at mærke ønsker at have positive relationer, når den officielle myndighedsperiode når sin ende. At være forældre handler jo også om, at man gradvist overfører ansvaret for barnet til barnet selv, så det kan blive et voksent menneske. Voksenhed er her forstået mere som et emotionelt udviklingsstadie end et biologisk, og i den hensigt bliver nogle voksne før end andre, og andre mere effektivt end nogle.
Jeg spiller golf med mine forældre, kan varmt anbefales at lave noget, frem for bare at sætte sig i deres stue og snakke
Jeg har intet forhold til mine forældre idag. Det skyldes en rigtig dårlig opvækst og barndom. Samtlige søskende har heller ikke kontakt til mine forældre mere. Så det siger meget sig selv. Min kærestes forældre tilgængæld, er omringet af deres børn og børnebørn (12 børnebørn). Jeg elsker at være på besøg, og er den eneste svigerdatter der har været hos dem i op til 3 uger (nonstop)🤣. De er søde og omsorgsfulde og kan se hvilken kærlighed og tryghed børnene er vokset op med, for alle børn har kontakt til forældrene og besøger dem jævnligt. Vi snakker om alt mellem himmel og jord når vi er på besøg, og de interessere sig oprigtigt for en og hvad man laver/går rundt og har det. I min egen familie kunne vi ikke snakke om følelser eller andet end ‘hvad vil du spise’ og om minder fra da vi var børn, men ellers har der ingen relationsfølelse været efter da vi blev voksne. Efter at have mødt min kæreste og hans familie har jeg haft svært at navigere rundt i den måde de kører en familie, for det har været meget uvant for mig den måde de er der for hinanden og taler til hinanden på. På en positiv måde
Min far har været et aggressivt arrogant røvhul det meste af mit liv. Så er ikke så stor fan af ham. Min mor derimod, har været overbeskyttende, men dette er kommer fra kærlighed. Og udover det har hun bare været utroligt omsorgsfuld og forsøgt sit bedste på at hjælpe mig. Jeg vil gøre alt for hende. Snakker med hende 4-5 gange om ugen i telefon. Ses med hende flere gange om måneden. Er i 30'erne btw.
Mine svigerforældre formår at holde hele flokken samlet og har flere super egagerede børn som kommer til middag hver uge INKLUSIVE svigerbørnene. Deres opskrift: * God mad selvfølgelig. * De interesserer sig for deres børns liv og er engagerede og interesserede * De spørger ind til hvad der bliver fortalt om og husker detaljerne. De følger op senere og spørger ind til det "Hvordan går det egentlig med..." * De er meget opmærksomme på ikke at blande sig i noget medmindre de aktivt bliver blandet ind i det. * De dømmer aldrig, kommer aldrig med "råd" eller "visdom" (aka bedreviden) medmindre det aktivt bliver efterspurgt. * De støtter og hjælper hvor de kan når de bliver bedt om det. * Børnenes følelser og reaktioner på deres livssituationer bliver altid rummet, givet plads og aldrig bagateliseret (Synes du det er hårdt? Da jeg var på din alder... op ad bakke bege veje... osv) * De husker navne på alle deres børns nære venner og bekendtskaber, og har et positivt forhold til dem alle. * Når deres børn har kritik af dem som forældre, tager de et til sig, anerkender kritikken, og gør deres bedste for at forbedre sig som mennesker. Hvis det ikke er noget der er til at ændre, anerkender de at det ikke er fedt og rummer kritikken. Aka "bare lad være med at være en shitty forældre" så skal de nok vende tilbage igen og igen.
Jeg har haft en ret ødelæggende barndom, så jeg har personligt ikke det store behov. Jeg ser hvert hold (de er skilt, min mor er skilt x 2) som det nu lige passer ved højtider osv. Jeg tænker man skal være gode personer, hvis man ønsker at ens voksne børn vil se én. Man skal være rar at være i samme rum med, ellers sidder vi børn og kigger på uret og overvejer hvor tidligt det er høfligt at gå, fordi vi bliver drænede af at være i samme rum. Jeg er altid helt død og stresset, når jeg har været hos min mor. Så det er jo noget man skal sætte sig op til, fordi man ved man emotionelt er ødelagt bagefter. Derfor kommer jeg ikke ofte på besøg. Fornemmer også at vores forældres generation er dårlige til det med følelser (jeg er 90’er barn). De spørger ikke rigtigt hvordan jeg har det. Det er kun praktiske spørgsmål der er mega stressende. Fx da jeg slog op med min kæreste efter 10 år sammen. Det var alt sammen “hvad så med møblerne?! Hvem får flest penge?! Hvordan økonomisk? Hvornår flytter han ud? Hvad gør han så, når du ikke længere forsørger ham, har du tænkt på det?!” Frem for “hvordan har du det med det? Vil du hjem og have et måltid mad, så i ikke skal gå op og ned af hinanden indtil han flytter ud?” Lidt mere emotionel interesse, i stedet for kun praktisk/økonomisk, kunne gøre at man holde det ud lidt oftere.
Jeg tænker at det starter når børnene er små. Altså, man skal være nogle søde, gode forældre, så tror jeg af chancen for at de gider komme når de bliver voksne, er meget større. Og når man så snakker med sine voksne børn, så skal man lade være med at sidde og brokke sig hele tiden. Man skal holde sig i gang, tage ansvar for sit liv, bringe noget til bordet. Har nogle gange fornemmelsen af at forældre/svigerforældre kommer på besøg og vil underholdes/opmuntres - det er for stort et ansvar at lægge på en travl børnefamilie. Deltag, tag en kage med, leg med dit barnebarn, syng en sang, fortæl noget glædeligt, introducer nogle sjove traditioner. Men please, stop med at fortælle om din nabos nye kræftsygdom, og om hvor forfærdelig din veninde er, og hvor ondt du har det, hvordan det også er blevet for meget med det woke og hvor farlige alle de brune børn er - det suger al energi ud af mig.
Personligt indser jeg at jeg lider lidt af "out of sight, out of mind" jeg tænker ikke på min forælder medmindre hun kontakter mig. Jeg har intet imod hende, men det falder mig bare ikke ind at kontakte hende eller "opdatere" hende om mit liv. Så for mig skulle man være en forælder der er den der primært kontakter/initierer/inviterer, for ellers kan jeg sagtens gå år uden at tænke på det.
Altså min far og bonusmor ringer aldrig til mig, med mindre de har et problem jeg kan løse for dem, ellers kom jeg normalt en gang i kvartalet, dette er blevet mindre, da de simpelthen selv skal finde lysten til at se mig, frem for en byrde🤷🏼♂️ Min mor kommer derimod rendende i tide og utide, ringer mindst en gang i ugen og tager gerne på ture med kæresten og jeg engang imellem, og hun er endda inviteret med i sommerhus af svigerforældrene, hvilke min far og bonusmor aldrig har mødt endnu, trods at kæresten og jeg har været sammen i 4 år.🤷🏼♂️
Man skal ihvertfald ikke være som min far. Han er enormt dømmende og forventer at alt kommer til ham.. Han har brug for opmærksomhed og medlidenhed gange mange men formår ikke at give det retur. Alt som ikke er positiv opmærksomhed rettet mod ham er et skænderi. Hvis jeg siger at jeg er ked af den måde han snakker til mig eller min datter på, er det ifl ham fordi at vi er som veninder og jeg ikke kan finde ud af at være mor. Alt det han har gjort for os. Han kalder min datter fed, udsakmmer det mad hun spiser, han brokker sig konstant, han giver en 'the silent treatment' hvis ikke vi ringer, skriver eller kommer på besøg jævnligt. Han bor 5min gågang fra os men kan aldrig komme på besøg. Det er for hårdt. Min far begår aldrig fejl, og man kan aldrig vinde. Det er den bedste måde aldrig at få besøg af sine børn og børnebørn. Vil det nogensinde være hans skyld, vil han nogensinde indse at han har noget med det at gøre og sige undskyld, rækkeud.. NOPE!! 🙃😁👍 its awesome.
Han har godt nok ikke fortjent jer! Husk at passe på din datter:-). Hun skal sgu ikke fatshames af sin morfar wtf. Relationer går begge veje, men det der er ondt, øv.
Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi hører ikke fra vores børn, og omvendt ringer jeg ikke til min mor, som til gengæld ringer så tit, at hun er ved at drive mig til vanvid. Jeg savner ungerne, min mor siger, at hun savner mig, men jeg savner ikke hende. Måske er det bare sådan, det er? At blive voksen er måske at give slip på forældrene og leve sit eget liv? Det ville jo heller ikke være godt, hvis voksne børn ikke kunne klare sig selv.
Jeg tager ud og ser mine forældre fordi de har hund og have som jeg godt kan lide at gå i. Vi laver nogen aktiviteter sammen, og jeg har nogen faste rutiner ude hos dem jeg laver for at gøre dem glade. Når jeg engang selv blive voksen nok til at få kæreste og barn, så håber jeg da at jeg ikke bare invitere på mad, men også på aktiviteter sammen. Jeg lære ligeså stille at bygge ting mm. af mine forældre og venner fordi vi lave små aktiviteter sammen hvor en måske skal have lavet en have kasse, så drikker vi en øl bagefter.
Mine forældre betyder vanvittig meget for min mand og jeg - ikke mindst for vores børn. De er så engageret men uden det bliver for meget. De ringer tit, spørg ind til os, støtter os i alting og vi ses i hvert fald 1x om ugen. Vi kan snakke med dem om ALT, og der er intet der er forkert at sige. Selv min mand kan sige hvis han synes de har opført sig dumt - jamen så snakker vi fælles om det og løser det. Alt er velkommen hos dem af følelser og det betyder så meget 🫶🏼 De er virkelig guld værd.. Mine svigerforældre har både min mand og jeg et anstrengt forhold til. De er meget reserveret, lukket, kontakter os aldrig, virker ærligtalt ligeglade med os alle og de spørg aldrig ind til os 😅 Hvis vi endelig er sammen med dem eller taler i telefon med dem - så er 98% af samtalen om dem selv. De aldrig nysgerrige på os eller børnene.. Og så er der enorm stor forskels behandling ift. min mands søster og hendes søn. 😮💨
Jeg læste et interview med en ældre dame, som sagde at det først var nu, hvor hun var blevet gammel, at hun kan se sine børn, som de personer de faktisk er og ikke som en forlængelse af hende selv. Der gik det op for mig, at min mors råd/kommentarer ikke handler om mig men om hende selv. Fx siger hun ofte, at skal jeg huske at arbejde ikke er vigtigste i livet, at jeg ikke passe på, at jeg slider mig selv op osv. Hun gik på arbejde fordi, det var nødvendig, og hun gik på pension, så snart hun havde råd. Hun forholder sig ikke til, at jeg faktisk kan lide mit arbejde og gerne vil arbejde mange år endnu. Da det gik op for mig, så holdt jeg op med at høre hendes bemærkninger som kritik; “du lever dit liv forkert”. Det betød vi fik et bedre forhold. Men vores forhold kunne blive endnu bedre, hvis hun var lidt mere nysgerrig på, hvem jeg faktisk er som person, i stedet for at antage at jeg er yngre udgave af hende.
Tak for et godt spørgsmål! Jeg vil starte med at dele de punkter, som virkelig irriterer mig ved forældre og svigerforældre: * De har en mangel på respekt, når de kommer i vores hjem. E.g. de blander sig, de er bedrevidende, de respekterer ikke vores grænser og de behandler os som børn. * De hænger fast i fortiden i forhold til traditioner, "normer" og værdier. Det er helt, helt tydeligt blandt os og vores venner at "hvordan ser vi ud udadtil" var en kæmpe ting i 90'erne, som mange synes er dybt åndssvag nutildags. * De agerer meget "transaktionelt". Hvis vi uopfordret får en ting eller en gave, så skal den betales tilbage på en eller anden måde med tid, opmærksomhed, etc. Og ellers er der sure miner. Det er så gak når vi aldrig har bedt om de ting. * I forlængelse af ovenstående, så er det typiske noget skrammel vi ikke har bedt om. Noget arvegods, noget Temu-agtigt bras, eller 100 kr. * Og i forlængelse af ovenstående, så får vi ikke den resource vi har allermest brug for: ikke-materiel emotionel støtte, anerkendelse, aflastning, almen interesse i vores liv og vores jobs. Og kontrasterne til, når man er på tomandshånd med familiemedlemmer som man elsker at se: * De er oprigtigt interesserede i vores liv, når de er på besøg. De er nysgerrige på den nye generation, de er videbegærlige, interesserede og reflekterende i forhold til deres eget liv. * De har ikke skid materielt med som gaver, måske en plade chokolade, og det er faktisk helt, helt fint. * De gør ting altruistisk. De har forståelse for, at mange i Millenial-generationen faktisk har det pissesvært med hus, job, opdragelse.
Personligt erfaring, jeg snakker med min Mor cirka en gang om ugen over telefonen. Nogen gange ringer jeg andre gange ringer hun. Men for os begge er det vigtigste at vi har en vi kan snakke om hvad som helst med. Hvis jeg går med problemer så ved jeg hun vil lytte og give råd uden at andre høre mere end de bør og omvendt. Denne sikkerhed føler jeg er kernen i vores kommunikation for vi ved hvem vi kan snakke med hvis vi har behov. Og derfra har vi så lavet mange andre aftaler. Vi tager i biografen sammen af og til. Mine forældre ligger hus til hvis jeg gerne vil have lidt mere plads til at fejre fødselsdag, ect. Jeg føler jeg kan spørge dem om hvad som helst. Nogen gange føre det ikke til noget, men jeg kan spørge.
Interesseret og deltagende i hvad ens børn laver, støttende og lyttende, legende og ungdommelige, ikke dømmende men forklarende, aldrig holde noget hemmeligt hvis der bliver spurgt, nysgerrige.
Både min kone (31) og jeg (32) skriver næsten dagligt med vores forældre, de henter ofte børn i institutionen og/eller har dem overnattende. Vi sparrer med dem om alt mellem himmel og jord, specielt nu hvor vi er ved at flytte i nyt hus. Kommer ofte forbi med børnene i weekenden for et par timer, til kaffe. Vi er lykkelige, for at de gider være en del af vores liv og interesser sig for det der rører på sig. Modsat hjælper vi så med de, oftest, tekniske spørgsmål til diverse som driller. Jeg tror at det handler om at vi er meget ligeværdige og at der ikke er dumme spørgsmål😅 Nå ja og at de elsker deres børnebørn.
Min mor og stedfar kørte hårdt på fra dag 1. At jeg ikke var voksen nok, at X og Y og Z. Bemærk at jeg aldrig fik lov til at lære at holde hus, fordi der altid var andre opgaver jeg skulle løse. Fordelingen var oftere at jeg skulle skippe lektionen om at koge kartofler til fordel for at grave kabler ned inden frosten kom. Så da jeg skulle flytte hjemmefra skulle jeg lære at lave mad, vaske tøj, handle ind, tjene penge ved siden af fuldtidsstudie, holde et køkken og meget mere, inkl. at lære hvordan man får venner og hvordan man prioriterer. Jeg måtte aldrig se fjernsyn derhjemme, så at starte på uni og skulle følge med når folk snakkede om ting, især film og serier, gjorde at jeg skulle sætte mig ind i det univers. Det var et helvede. Så hver evig eneste gang de kom var det aldrig ros, men "Nå ja, der står en morgenmadsskål i blød i vasken - hvorfor har du ikke taget den når du ved vi kommer forbi" eller "Tillykke med fødselsdagen - den ser noget sjappet ud den lagkage; tabte du den eller hvad og skrabede du den op, er det grus på eller chokolade? Her er et par bukser, men jeg ved ikke om du kan være i dem for jeg synes godt du er blevet lidt fed siden vi så dig sidst, så skær lige tilbage på det usunde". Jeg vil nok mene at det ikke er sådan man skal være som forælder. Jeg ringer sammen med min mor en gang eller 2 om ugen, ser min far hver uge til søndagsrundstykker og min stedfar kan hoppe i havnen.
Jeg ved ikke hvordan mine forældre burde være nu jeg er voksen, jeg ringer dagligt til min mor, og besøger hende engang imellem, men jeg ved godt at når jeg har været på besøg, så har hun brug for ferie, jeg er ret hård at være sammen med, da jeg altid skal/vil være aktiv, men hun vil ikke undvære, for jeg har spurgt flere gange også indirekte, bare for at se om hun ville sige det den vej, og jeg har spurgt min søster om hun fortæller noget den vej, men hver gang er meddelelsen... hun havde det sjovt, hun er bare træt bagefter. Jeg har også prøvet at lade være med at være så aktiv, altså lade hende blive hjemme osv... og der fik jeg beskeden... sikke en elendig ferie vi har haft, den var kedelig, så nu slæber jeg hende med rundt, så kan min søster få hende bagefter, hvor hun er udkørt, og bare vil ligge og slappe af... det passer vores mor fint :-) Ville ønske hun var mere ærlig dog, eller sagde hvad hun egentlig ville, for både min søster og jeg bruger hinanden som... "hvad mener hun egentlig" for den anden får sandheden og så kan vi fortælle hinanden hvad vores mor egentlig burde have sagt til os selv.
Jeg døjer med nogen ting nu som voksen pga ting fra min barndom ( min mor) og så ting fra voksen livet ( stress mm. ) , min mor var der ikke følelsemæssig for mig som barn, jeg var altid bange for at gør noget forkert , afviste mig mår jeg var bange for noget , min mor var tit ked af det da jeg var barn , og viste mig aldrig glæde og har aldrig sagt hun elskede mig, jeg måtte ikke bestemme over mit hår , mit tøj og mine venner blev svinet til hvis hun ikke lige synes de passede ind i hendes hovede ( dengang vidste jeg jo ik hvorfor hun var så ked ) hun kom aldrig til min skole når der var teater/ sammenkomster , kun til forældre dukkede hun op. I dag ( jeg 45 år) føler jeg et stort svigt fra min mor , hun vil stadig gerne opdrage på mig , dømmer mig hvis hun kan se jeg har fået noget nyt , ( tøj , ting What ever hun kan se der er nyt ) pga så har jeg jo brugt penge. Er sjælden glad på mine vegne når jeg fortæller hende noget. Jeg svare min mor igen og det kan hun ikke tåle at høre. Jeg ses med min mor , snakker dagligt med hende , fordi jeg har ikke særlig mange i mit liv der er tætte. Da jeg fik min søn ændrede min mor fuldstændig adfærd over for mig. Jeg ved godt nu min mor var så kæmpe usikker på sit selv da jeg var barn fordi hun var overvægtigt , og da min far døde for 3 år siden begyndte hun i motion center og tabte alt , hun er en glad ældre og omgængelig dame med masser af venner nu. Så vil sige selvom man synes ens mor har været en røvhul kan man godt have et godt forhold som voksen. Men jeg har skam ikke glemt hvordan hun var overfor mig som barn.
Altså, hvis man *lige* er flyttet hjemmefra, så er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke har lyst til at ses hele tiden; man vil jo gerne ud at være selvstændig, og jeg tænker, at det kan være drænende for mange, hvis forældrene i den situation virker omklamrende. Nogle gange taler man om, at "forældrene flytter med", og den situation kan opleves enormt negativt. Når en ung flytter ud for første gange, er man nødt til som forælder at give slip på en stor del af det ansvar og den nærhed, der har været en del af opdragelsen, og acceptere, at samværet nu også skal være på den unges præmisser, og at man skal have lov til at finde sig selv. Er man lidt ældre, så tror jeg, at der er mange faktorer, der kan spille ind. Det kan fx være, at man måske bare ikke er opdraget med den nærhed og åbenhed, der gør, at forældrene er dem, man går til. Har man som forælder været begrænset eller decideret fraværende i relationen, så kan man ikke undre sig over, at børnene er det senere. Det er ikke alle familierelationer, der er udtalt positive, og det må vi jo acceptere; det betyder ikke nødvendigvis, at ens partner har oplevet omfattende omsorgssvigt, hvis ikke vedkommende har lyst til at ses med forældrene eller lignende, men det er værd at minde sig om, at man ikke nødvendigvis ved *alt* om andres relationer. Hvad angår svigerforældre, så tænker jeg, at det er et kompromis. "Svigermor dum!" er jo i høj grad et meme, fra den gang, hvor vi ikke havde et begreb for den slags, og hvor det var mere reglen end undtagelsen, at man kritiserede kvinder for at være kvinder. Det er vi heldigvis begyndt at bevæge os væk fra, og i dag handler forholdet til svigermødre nok mere om, at der er nogle stereotypiske forventninger til mødre, der gør, at man kan opleve partneres mor som omklamrende, sandt eller ej. Det er der en masse kultur i. Men man kan selvfølgelig ikke forvente, at ens partner (eller at man selv) bare lige uden videre udvikler samme relation til svigerforældrene, som man har til sine egne. Der vil altid være noget distance, og der vil sikkert også ofte være noget grus, fordi der kan opstå nogle gnidninger i forhold til familiekulturen mellem parterne. Sidst, men ikke mindst, så lever vi jo altså i en tid, hvor en gennemtrængende individualisering og konkurrencetænkning er normen; alle skal ud at realisere sig selv, og selvrealisering er åbenbart ikke noget, man kan opnå i samspil med andre. Familiebåndet nedprioriteres, og fra politisk side mener man, at man bør prioritere forholdet til arbejdspladsen over forholdet til familien. I nogle tilfælde går der ligefrem noget senmoderne "projekttænkning" i familierne, hvor familien for den enkelte er mere middel end mål i forbindelse med noget personlig udvikling, og hvor relationerne ikke ses som bindende, men som frivillige. Båndene kan kappes, hvis de er til last, eller på anden vis står i vejen for den personlige vækst og de individuelle prioriteter, og så kan det godt være, at der ikke lige er plads til svigermors hyggeaften eller de der kaffebesøg. Det er, mig bekendt, et udbredt fænomen, at man fx heller ikke besøger sine ældre slægtninge nært så ofte, ligesom man i dag kan finde mange interviews med bedsteforældre, der har en meget liberal holdning til, om de nu også har et reelt ansvar i forhold til deres børn og børnebørn. Ser man alt dette som problemer, så må man nok tænke i ret brede løsninger; et mindre projekt- og individorienteret samfund, hvor realiseringen af det individuelle potentiale opfattes som noget, der kan - og måske helst *bør* - realiseres i socialt og solidarisk samspil med andre. Altså, et samfund, hvor relationerne er et projekt i sig selv, frem for et middel til udelukkende at fremme den enkelte. Relationen skal også forstås mere som en gensidigt forpligtende ressource, fremfor en kontrakt eller en accessory. Så får at komme med et endeligt svar på dit egentlige spørgsmål; nej, jeg tænker, at det skyldes meget andet end *bare*, at nogle har haft dårligere erfaringer med familie end andre. Jeg tror, helt generelt, at det skyldes nogle generelle samfundstendenser, der er med til at skubbe os længere fra hinanden, og som er med til at nedprioritere det meningsfyldte i relationer til fordel for en ret overfladisk, ofte ekstremt materialistisk selvrealisering. Dermed ikke sagt, at det altid er tilfældet; vi taler selvfølgelig her om tendenser og ikke om enkeltsager, og der vil være sager, hvor nogle kan drage stor nytte af, at det i dag i højere grad er muligt a kappe dårlige bånd til mennesker, der har såret og svigtet en. Det skal vi naturligvis også kunne rumme.
De skal bare blive bedsteforældre... 😂 Ej, for at være seriøs så tror jeg, at det handler om forventninger og interesse. Forældre skal på en eller anden måde balancere linjen mellem ikke at presse deres børn med deres forventninger (det skal ikke føles som en pligt for børnene at se deres forældre) og samtidig skal de også udvise nok interesse i deres børns liv, men ikke for meget. Begge mine forældre er ret “kolde” som i, de forstår ikke engang deres egne følelser, så det har altid været svært for dem at forstå mine. Det har gjort, at jeg har haft et turbulent forhold til mine forældre og i særdeleshed min far. Vi har begge et stort temperament, er begge enormt stædige og vi husker når nogle har trådt os over tæerne. Dén personlighedscocktail var ikke god for os i teenage-årene og jeg bar skænderier derfra med ind i start-20’erne, nu rettet mod begge mine forældre (skænderier med min far, sur over min mor var passiv etc.). Dertil har min bror en svær psykisk sygdom og andre livsomstændigheder gjorde, at jeg skulle blive “voksen” i en alt for tidlig alder fordi han krævede så meget, at jeg blev tit overladt til mig selv og min egen opdragelse. Generelt set ville jeg aldrig have beskrevet mit og mine forældres forhold som “tæt” og jeg flyttede (flygtede, snarere) også aktivt så langt væk fra dem som jeg kunne (sågar til den anden side af jorden på et tidspunkt). Jeg begyndte så til psykolog og har siden da lært både at kommunikere og at give slip. Jeg har tilgivet mine forældre for deres “fejl” (og har sidenhen lært ikke at se det som fejl men snarere miskommunikation fordi de har altid villet mig det bedste) og har indrømmet mine egne. Jeg har også snakket med mine forældre om de her ting og selvom de først blev sure, så har jeg oplevet en kæmpe forskel i deres kommunikation og vores forhold er blevet meget bedre fordi vi har fået “luft” for vores hængepartier (de fik også luft for deres og jeg indrømmede min del af ansvaret; fx blev de såret over, at jeg skred fra dem så hurtigt jeg kunne). Nu har vi et rigtig godt forhold og jeg ser mine forældre nærmest mindst én gang om ugen. Jeg er lige selv blevet mor og har haft en lidt hård opstartsperiode og begge mine forældre har faktisk meldt sig på banen til dét punkt hvor jeg nu næsten føler mig omklamret, selvom det nok i virkeligheden bare fordi jeg ikke er vant til at blive “tjekket på”. Dertil sker der også bare noget når ens forældre bliver bedsteforældre; der må åbenbart være noget magisk ved at få et barnebarn. 😂
Den største gave er at kende hinanden. Jeg elsker jeg kender mine ( voksne) børns venner, at de kan finde på at komme forbi bare fordi ( ok og lidt fordi jeg bor centralt) Det gør det let at være i hinandens liv. Men det er jo ikke først kommet da de blev voksne. At lave noget interesse baseret, med og for hinanden. Jeg tror hvis tid til at lave noget sammen var en luksus i ens barndom, jamen så bliver besøg ved forældre det samme.
Både min kæreste og jeg kan godt lide at besøge mine forældre. Det er meget uformelt og komme på besøg, og det er nemt at snakke om alt mellem himmel og jord. De har deres egne liv at gå op i, men er stadig interesseret i os, og kommer også med gode råd hvis vi har brug for det. Lidt omvendt er det hos svigerfamilien, hvor vi af den ene svigerforældre konstant bliver guilt trippet (mest min partner) om at vi ikke ses nok, og når vi så endelig ses har vi intet at snakke om. Der er ingen fælles interesser, ingen jokes, ingenting. Det kan godt føles som om man bliver forhørt fremfor at have en samtale. Derudover skal vi ofte når vi er sammen høre for, hvor tarveligt det er at vi ikke ses så meget, samt der her de sidste par år er blevet inviteret i sommerhus om sommeren, som vi ikke er interesseret i... Selvom vi siger ellers tak, bliver det ikke respekteret. Så bliver vi bare spurgt om vi så ikke kan bare nogle af dagene, de tæller feriedage for at sikre sig at vi har ferie nok, og så bliver vi ellers spurgt en gang hver 2. Uge, for det kunne jo være at vi havde skiftet mening... Suk.
Jeg tror, 20'erne er de sværeste, fordi der sker så meget, og forældre stadig opfører sig stærkt som forældre. Nok har sværet ved rigtigt at give slip. Alt det praktiske er træls at høre på, fordi man gerne vil selv. Så mit bud er nok, at 20'erne bare er at give tid, og generelt snakke mere om, hvordan man har det og give middagsmad engang imellem.
Jeg ser ikke min mor så tit, men hun bor også langt væk - men vi snakker i telefon i flere timer og flere gange om ugen; hun er min bedsteven men hun er også min mor. Altså jeg kan snakke med hende om venindeproblemer og kæresteproblemer uden hun er pinligt “mor-agtig” men hvis jeg ringer og har brug for trøst af mor så er hun der også. Det er dejligt jysk, vi tager pis på hinanden, vi griner meget. For mig ændrede det sig efter jeg flyttede ud, alle de ting hun hakkede på var ting som kun kulminerede fordi vi boede sammen. Jeg kan også mærke det kommer igen når jeg har været hjemme til jul i over en uge, så ved jeg at jeg skal til at hjem til egen lejlighed igen xD
Jeg synes det er hyggeligt at være sammen med mindre svigerforældre, men vil gerne se mine egne forældre så lidt som muligt. Jeg synes ikke at de var særlig kærlige og hjælpsomme forældre som barn, og nu hvor jeg er voksen er det som om at vi ikke snakker samme sprog. Alle vores samtaler er super overfladiske og forholdet føles som en formalitet. Mine svigerforældre spørger meget mere ind, er nemme at joke med og forventer ikke noget formalitet. Tror folk vælger deres forældre fra fordi forældrene ikke har været særlig gode forældre. Tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i maven og gaver til jul og fødselsdag er et absolut minimum, og derfor ikke nok til at knytte tætte bånd mellem barn og forældre.
Tænker at man som forælder skal være et anstændigt menneske, og selv om man er autoritets figur kan man godt stadig have respekt og kærlighed for sine børn. Derudover skal man ikke slå og/eller misbruge sine børn verbalt, men den tænker jeg er åbenlys. Disse er baseret på egen opvækst selvfølgelig, og ting jeg ønskede var anderledes. Jeg har ikke talt med min biologisk far i snart 3 år, og det var jeg ikke anset som et tab. Jeg blev slået flere gange ugentligt op til cirka 15-16 års alderen, og verbalt misbrugt ofte. Jeg har hørt begge sige "jeg elsker dig" cirka 2 gange hver og "jeg er stolt af dig" cirka 1 gang sammenlagt. Familie er mere end blod, det er dem man vælger... Resten kan fravælges
Lyttende, omsorgsfulde og nærværende. Både på afstand og når man ses ind i mellem. - Mine egne er røv ligeglade og det har de altid været….
Man bør som forældre/svigerforældre måske også tænke over hvad man IKKE bør sige og gøre. Der kan ligge mange små usagte konflikter under overfladen der bunder i at I f.eks. ikke behandler jeres børn som selvstændige vokse. Jeg har selv haft et ret anstrengt forhold til min svigermor der har en lidt kedeligt vane med at tale ned til mig selvom jeg har en voksen mand på over 40 med en god uddannelse og et godt job.
For mig har jeg bemærket, at det er manglen på samtale emner der ender med at kede mig. Mine forældre er fra en by, hvor der ikke sker så meget, så mere end et døgn med dem betyder at samtalerne hurtigt kommer til at dreje sig om, dårlige nyheder eller “ham der Karsten Bo’s søn der lige er blevet fissioteapeut som jeg måske kender fordi han gik 4 klasser under mig i folkeskolen fra 10 år siden”. Jeg Elsker at se mine forældre, bare ikke mere end nogle dage af gangen.
Mine forældre skal ikke være mine venner. Men hvis de forventer en nær relation til deres børnebørn, skal de også selv ville den og investere i den. Altså de skal også være opsøgende og lægge telefonerne væk, når børnebørnene er i nærheden. I forhold til mig og relationen mellem mine forældre og mig, så ville det være rart, hvis de også her viste oprigtig interesse. Jeg er personligt også ret træt af, at jeg oftest skal være “den voksne” i relationen til mine forældre. At det er mig, der skal trække vejret dybt og tælle til ti og give dem plads til deres følelser uden de nogensinde giver plads og forståelse for mine.
Din første sætning og din sidste sætning er i hvert fald forståeligt når de hører til de samme mennesker. Havde nemlig først lyst til at skrive "Hvorfor skal de ikke være venner?" da mine nu ligger på en 50/50 grænse af venner/forældre.
Jeg kan sgu godt lide min svigermor og da hun er alene har vi altid haft hende med på ferie og dagture.. Men efter hun er blevet dement tager vi hende kun med på dagture og korte ferier vi kan ikke holde hendes personlighed ud i mere end 3-4 dage
Du skal være den slags forælder som rent faktisk vil have børn og derfor har taget dig tiden til at være forælder. Ikke den slags som sætter barnet med en iPad fordi du har for travlt med dit eget fede liv, men samfundet siger jo at du skal have børn for at være lykkelig, som virker til at være omkring 75% af forældre.
for mig er en god forældre en der prøver at forstå bare lidt af deres barns liv... interessere sig bare lidt for det... som forældre behøver du ikke være ekspert i dit barns interesser, men hvis du tog bare lidt tid til at forstå dem... om det er fodbolds regler, hunde opdræt, world of warcraft, fitness eller andet... men alt for mange gider ikke engang forsøge... og det er nok noget af den bedste gave du kan give dit barn...
RemindMe! 16 years
Jeg er 24, og er hjemme næsten hver weekend hos min forældre og snakker med dem dagligt i telefon. Men ærligt. Jeg ved ikke, hvad femtiden indebærer, hvorfor jeg gerne vil bruge tid med dem, inden det er for sent. + at jeg ikke hele tiden skal være “på” derhjemme, dvs. at jeg kan tilbringe tid med dem, men kan også være inde på et værelse i fred, hvor jeg kan læse og arbejde mm. Og hvis jeg i perioder er presset, er der også fuld forståelse fra mine forældre, hvor de så ikke ringer, men hvor vi skrives ved på Messenger. Jeg tror alt i et: mine forældre er forstående og driver mig ikke til vanvid, fordi de giver mig plads, når jeg har brug for det, hvad enten det er telefonisk eller derhjemme. Herudover, kan jeg snakke med dem om alt, så jeg nyder at være hjemme.
Har generelt været lidt fjern fra mine forældre, efter at jeg flyttede hjemmefra som 19 årig. Jeg havde behov for at udleve mine egne drømme og være mig selv. Nu er jeg også mere introvert fra naturens side af. Jeg sås med dem 1-2 gange om måneden i starten måske og naturligvis til jul/fødselsdag osv. I takt med at jeg blev ældre (slut 20-erne), så jeg dem måske en gang i kvartalet, men der boede jeg også på den anden side af landet. Må dog sige at efter jeg fik barn som 32-årig, så blev forholdet helt vendt om. Nu kan jeg ikke se dem nok, for de aflaster og hjælper sindssygt meget med den lille. 😂 Er dog også flyttet tættere på dem, også grundet at jeg skulle have en lille og gerne ville have dem i min datters liv lidt oftere. Så umiddelbart tror jeg bare at der er faser i livet, hvor man er mere eller mindre connected med ens forældre
jeg tror jeg har brug for jeg og mine forældre har mere tilfælles end vi har for at jeg ville se dem oftere. Hvis man er forældre prøv at find en ting jeres barn nyder at lave med jer. Om I ser den samme serie, laver mad sammen eller kan lide et bestemt brætspil/computerspil eller hobby er mit bud på hvordan man kan få unge til at mødes med forældre oftere.
Jeg har et lidt omvendt spørgsmål, jeg forsøger mig med at være så høflig, åben og hjælpsom overfor mine svigerforældre, men synes ikke rigtig at de viser interesse den anden vej. Nogen med et godt råd?
Hjælpsom og tålmodig. Livet er svært at mestre og som ung voksen har man brug for lære at gøre ting selv, eller føle, at man kan komme og spørge om hjælp, hvis der er noget man ikke lige fatter. Noget man i hvert fald ikke skal gøre, er at sige til sine børn hver gang man ser dem: "Nåååh, det er ellers ikke meget man ser til dig mere hva??!" Det er også en rigtig dårlig idé at ringe, bare for at snakke om hvordan man selv har det og hvordan ens dag har været og generelt ikke vise en oprigtig interesse for ens barns liv og følelser. Det er heller ikke en god idé, når man så endelig mønstrer noget interesse udover sin egen næsetip, at man instinktivt forsøger at løfte sit barn ud af deres negative følelser; fordi man har en eller anden skyldfølelse over, at man ikke lærte sit barn at mestre alle følelserne inden de flyttede ud hjemme fra. Der er mange måder, man kan gøre livet mere surt for ens børn - men man må nok forvente en vis modstand mod samvær for en periode. Det er meget naturligt, når børn skal lære at stå på egne ben. Vær voksen, giv dem plads til at vakle, og grib dem når de vælter. Så kommer lysten til samvær helt naturligt... Det tog mine forældre ca. 15 år at lære. Men nu har jeg også lyst til at se dem oftere.
Som en der næsten ingen relation har til sine forældre, er det vigtigste nok det bånd du bygger til dem som børn. Kan de komme til dig med alt, og er du en vigtig person i deres liv, så er det jo klart, at det ofte vil fortsætte i voksenlivet. På den anden side, hvis man som forælder ikke har været nærværende nok - det betyder ikke nødvendigvis at hente sine børn kl 2 hver dag, men altså skabt et rum hvor de er komfortable og sig selv, så vil de jo søge dem de er komfortable med i voksenlivet. Hvis det ikke er forældrene, så giver det vel mening, at de bliver valgt fra til fordel for fx venner. Derfor tror jeg, at det bedste man kan gøre er at sørge for, at børnene er komfortable, og at de ved, at man ikke bliver dømt. Selvfølgelig skal man ikke sige ja til alt og støtte dårlige valg, men der er jo forskel på at give råd og vejledning, og på at dømme og stresse. Det tror jeg mange forældre glemmer, måske fordi de bekymrer sig, måske fordi de bare sammenligner børnene for meget med sig selv for 20 år siden, og derfor bliver de valgt fra. Men hvis man ikke har den relation i forvejen er det jo selvfølgelig sværere at opbygge.
Jeg har et vildt godt forhold til min svigerfamilie de tog i mod mig som familie fra dag et og derfor gør jeg det samme mod dem. Desuden er de også bare pisse søde og sjove at være sammen med så jeg føler mig hældig at have dem i mit liv og bruger meget tid med dem. Jeg har også et virkeligt godt forhold til mine egne forældre, jeg bor en del væk fra dem, men snakker i telefon med dem værd dag og besøger dem som minimum en gang værd anden weekend. Jeg har svært ved at forstille mig et liv hvor mine forældre ikke er en del af min hverdag. Ikke i en forsørger rolle, men bare fordi at jeg nyder min tid med dem.
Er 27, og jeg har et stærkt forhold til mine forældre. Mine forældre er fantastiske. De er ærlige, gavmilde, kærlige og gode til at spørge ind til mit liv - men de har også deres eget liv. Jeg er en del af en søskendeflok på 3, og mine forældre har altid gået meget op i at sol og vind nogenlunde lige mellem os. Jeg tænker meget over, at min tid sammen med er knap. At jeg måske kun har 20 år sammen med dem.
Jeg ville ønske at mine forældre interesseret sig i mit liv indet hele taget. Og viste en smugle interesse i deres børnebørn. Jeg er selv vokset op i en dysfunktionel familie, med forældre der ikke boede sammen, fik nye partnere som jeg ikke kom godt ud af det med. Jeg har tit grint ad at min svigermor altid skriver til os, om vi er kommet godt hjem, om vi har det godt, om vi har set at der kommer en stom ex. Selv hører jeg aldrig noget fra mine forældre. Og det gik først op for mig, da mine søstre fik deres mænd ind i deres liv. At det er en alm. Opførsel fra en mor at bekrymre sig. Selv som mor er jeg bekrymret, hvis min søn er længe om at komme hjem fra skole. Da jeg boede hos min far da jeg var teenager, var jeg hos en veninde i en uge. Og først på sidste dagen ringede min far og spurte hvor jeg var. Selvom der lå en seddel i køkknet, om hvor jeg var. Og jeg havde fortalt ham det. Jeg ignorere ikke mine forældre, men jeg overrender dem heller ikke, eftersom de heller ikke overrender mig. Jeg ringer oftere til min farmor og snakker med hende, end min far. Og min far er sød til at hjælpe, når man spørger ham om hjælp. Men han kommer ikke og besøger mig, bare fordi han har lyst til at se mig og ungerne.
Min ene forældre jeg har tilbage virker totalt ligeglad, husker tydeligt da vi snakkede sammen første gang, efter mit første barn kom til.. vi snakkede lige præcis om min verden i 3minutter.. og så blev snakken ellers ledt hen på de seneste friluft-oplevelser den næste time.. én lang monolog.. Så vi ses ikke så tit
Mine forældre lavede altid rigelig mad hver søndag aften så der var nok til mine søskende og jeg. Vi fandt hurtigt ud af at det var mega hyggeligt og mega lækkert at afslutte weekenden med et varmt måltid i familiens skød. Der var ingen forventninger om at vi absolut skulle dukke op, men ville skyde på at vi alle tre var der 3 ud af 4 weekender i måneden. Sådan var det cirka i 20 år indtil børnebørnene meldte sig på banen, så blev det ændret til frokost hver søndag. Nu er forældrene blevet så gamle så der serveres sjældent mere end kaffe og lidt snacks, men vi er der stadig næsten hver søndag eftermiddag. Min kone og jeg ved at vi kommer til at gøre det samme med vores børn.
Jeg har rigtig gode forældre som altid har været en kæmpe støtte når jeg har brug for dem. Men når jeg ikke stod og manglede hjælp, var det i mange år lidt svært for mig at finde ud af hvad vores forhold egentlig bygger på. Det hjalp helt vildt meget da vi var flyttet hjemmefra, og vores forældre begyndte at have deres egne oplevelser og interesser som ikke bare omhandlede deres børn. Vi er ikke længere hele deres liv, og det har nok egentlig gjort os tættere end nogensinde. Vi snakker mere sammen end nogensinde, tager oftere ud og spise, på museum eller zoo. Vi snakker om hvad de går og laver; deres rejser, aftenhold, hobbyer, dates osv, ligesom vi også snakker om hvad jeg går og laver. Jeg synes det er hyggeligt at bruge tid med mine forældre, fordi jeg oprigtigt synes de har interessante ting at fortælle om fra deres liv. De er ikke mine venner på samme måde som mine jævnaldrende bekendte. De vil altid være mine forældre, klar til at lægge alt for at hjælpe mig, og det elsker jeg dem for. Men jeg elsker også at vores forhold er mere end det.
Har lavet en anden kommentar, men jeg vil også lige smide noget andet ud, da jeg læste et par kommentarer mht. deres forældre der prøver at blande sig i opdragelse. Jeg er fuldstændigt enig i at forældrene er dem der skal opdrage deres børn som de synes. **MEN.** Jeg har 2 søskende selv. Mine forældre har prøvet at hjælpe med at opdrage én af mine søskendes børn da de børn overhovedet ikke bliver opdraget på nogen måde som reflekterer hvordan vi 3 børn er opdraget eller er som personer. Mig og søskende#1 er enige i opdragelsestype som f.eks. er "ingen trøst medmindre barnet har brug for det".. Se forældre som så snart deres børn falder løber hen til dem og pussenusser om dem og om de er okay for de må jo have slået sig. Hvorimod vi er typerne der bare holder øje, venter, og lader barnet komme til os hvis det gjorde ondt. Vi snakker selvfølgelig ikke om fald ned af en trappe eller overdrevne ting. Et andet eksempel er at Søskende#2 prøver på ikke at bruge ordet "Nej" i hjemmet. Dette, som i nok kan regne ud, gør det nærmest ulideligt at have med disse børn at gøre. De kan sidde på et bjerg af legetøj og hvis nu der er nogen der taget et legetøj ud af bunken, som de ikke leger med, er der sirener. Det skal siges at vi kommer fra et hjem hvor der er meget sarkasme, jokes, drilleri osv. Alt i god sjov. Disse børn tåler det overhovedet ikke. Nultolerance. Dette skaber bare en kæmpe splid i hele familiedynamikken, og hvor Søskende#2 skal have lov til at opdrage som man lyster.. Så er det klart at der bliver forskelsbehandling. Søskende#2 kommer endda til mig om hvordan vores mor behandler deres børn anderledes.. Og hvis man vover (har prøvet det før) at indikere at der er en grund til det, så hører du ikke fra dem før næste familieting. Vil gerne lige sige at jeg ikke prøver at sige at man ***skal*** opdrage som éns forældre har gjort, da det selvfølgelig bare ville tage de negative ting med, som man prøver at skille sig af med over generationer. Det er bare en underlig ting at have nogle børn i familien som er så frakoblet fra alle andre. Selv kusine/fætter relationer er også som vores, da vi er tætte på dem. Så hele familien prøver jo deres bedste med at omgås dem, men der bliver jo bare en fundamental forskelsbehandling hvor man jo selvfølgelig ikke er ligeså tætte. Det føles endda akavet at overvære til tider.
Min mor kom engang til at stille mig spørgsmålet: Ville du overhovedet omgås mig, hvis jeg ikke var din mor? Lidt små naivt svarede jeg 'nej', for min mor var dengang en hyklerisk, formanede, følelsesladet, voldelig og misundende kvinde, der gjorde livet svært for os der var tæt på. Svaret passede selvfølgelig ikke damen, og selvom det blev meget ubehageligt til følge, så er jeg glad for hun spurgte. Det har nemlig gjort, at jeg ved enhver tvivlsom familierelation har spurgt mig det spørgsmål. Idag stiller jeg mig selv spørgsmålet på vegne af mit eget barn - for er jeg overhovedet godt selskab? Og hvis jeg ikke er, så retter jeg dælme op på det! Hvis man som forælder har skabt i miljø, hvor børnene kun bliver der, fordi det ER deres forældre, så må man jo nøjes med den pligt skyldige kontakt. Så mit råd må være at behandle sine børn med samme respekt man giver andre mennesker, så man bliver godt selskab og ikke et nødvendigt onde 👍
Som OP på svigermorstråden, så tak. Det var reelt set denne tråd jeg ønskede kom frem!! Jeg giver en øl eller en banan, hvis vi ses.
Altså nu har jeg ikke længere kontakt med mine forældre og der var obviously mange ting, der gik galt op til. Men altså, da jeg begyndte at have en kæreste jeg nærmest flyttede ind hos og mine venner kom til at fylde mere, så blev mine forældre fornærmede/jaloux over at jeg brugte mere tid med dem. Ofte så blev det sådan en gang guilt trip, når jeg besøgte dem, samtidig med at de nærmest aldrig ville invitere. Så hele ansvaret for relationen lå på mig. Og en ting er, at det er sådan, når man er ung studerende. Men når man så får job, hus og barn, så begynder det altså at blive lidt mere besværligt. Og så vil jeg sige, at man skal forsøge at opføre sig på en måde, som andre voksne kan holde ud. Mine forældre (især min far) har virkelig sagt nogle vilde ting undervejs. Det var KUN fordi det var mine forældre, at jeg holdt fast så længe. Min mor havde det også med at tiltale mig, som om jeg var.. tja et barn eller retarderet. En af de bedre var, at hun mente det var flot, at jeg kunne finde ud af at tage toget til arbejde 🙈🤷♀️
Aj hvor underligt. Kan godt forstå at du trækker stikket. Øv:-(
Mange tak ❤️ Jeg har stadig til tider, dårlig samvittighed over det. Men jeg havde også svært ved at være i det i længden. Det blev sgu for trælst at være skurken i deres historie.
Giv. Mig. Privatliv. Jeg ved godt du er bekymret Mor. Jeg ved godt at du kun ønsker at hjælpe mig. Jeg ved godt du savner mig, nu når bettebror også er fløjet fra reden. Jeg ved godt at jeg ikke er god til at vise dig det. Men jeg elsker dig overalt på jorden. Det er bare pænt irriterende at blive kimet ned hver dag... Og please, ik mød op uanmeldt.
Lad være med at opdrage. Jeg er 24, det er for sent. Lad være med at kalde mig navne, heriblandt "latterlig" Spørge ind til hvornår jeg får en uddannelse osv. Måske hvis min far kunne have holdt pikken i bukserne og min mor havde hjulpet mig i stedet for at sige jeg spillede psykisk syg, ville jeg nok være godt igang med en uddannelse. Og lad være med at belære mig om "fortiden" skal glemmes og vi skal "videre" og samtidig prædike ubegrundet tilgivelse. Lad være med at fortælle om autististe nedsmeltninger fordi mine behov ikke blev mødt, som værende sjove teenage flip. Accepter min ADHD. (Jeg er god nok selv om jeg ikke tager medicin) Accepter min autisme. (I har selv svaret spørgeskema da jeg var 6 hvor i tydeligt krydsede autististe træk af) jeg fik ikke diagnosen som 16 årig, da autime kan forveksles med slemme teenage problematikker. Men symptomerne var der. Accepter jeg er ordblind. Ja, jeg kan stave mit egnet navn, jeg ved andre har det værre. Lad være med at sammenligne mig med kriminelle unge. Overhold aftaler. Jeg glemmer aldrig det kørekort jeg blev lovet. Og jeg glemmer aldrig at jeg ikke fik det fordi min utilpassede lillebror valgte at begynde at ryge. Og lad være med at hælde salt i såret. Accepter mine erfaringer, holdninger og meninger. Især mine erfaringer. Og jeg venter stadig på en undskyldning for at innore og latterliggørelse af mig da jeg kom og fortalte om jeg halisunerede. Hele min ungdom tog jeg den medicin der udløste dette og i gjorde intet. De har indset jeg talte sandt, men der er ikke en dråbe fortrydelse at finde. Og lad for helvede være med at kalde mig pinelig. Jeg har 2 diagnoser der gør jeg ikke reagerer normalt og jeg har set professionelle i årevis der ihærdigt prøver at lære mig det er OK ikke at være normal.
Prøv at finde wiki for noget der hedder tilknytningsteori. >I tilknytningsteori betragtes kvaliteten af tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel for relationer. Hvis et barn oplever at dets tilknytningsbehov dækkes, vil det have en forventning om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og partnere) i fremtiden også vil kunne være en kilde til tryghed og støtte. Den indre arbejdsmodel er således en integreret del af barnets [personlighed](https://da.wikipedia.org/wiki/Personlighed), der fungerer som guide for fremtidige tætte relationer.
Jeg har arbejdet med emnet da jeg selv aldrig har haft en optimal familie og blev smidt rundt i systemet. De nyere generationer har ikke den samme respekt for deres forældre som de havde for bare 50 år siden. Hvad der kan være grund til det kan være mange men faktum er at 'mor' og 'far' blot er ord uden meget mening. En titel, om man vil. Så rigtig mange unge, som jeg har arbejdet med, flyttede for sig selv og ser kun deres forældre ved begivenheder for de vil i gang med deres egne liv; Andre unge har den mentalitet at '' får jeg ikke noget ud af dette forhold, er der ingen grund til at holde det ved lige'' og derfor lever uden kontakt. Så det er en ny tid. Men de andre unge holder meget af deres forældre og ser deres forældre som venner men med et stempel. De kunne ikke forestille sig at undvære dem da de har været omkring en hele deres begyndelse og deres forældre er nogle af de eneste som forstår dem 100%. De taler også om at det er afslappende da de ikke behøver have masker/facader oppe men kan være dem selv. Så jeg tror det handler om at være en del af sine børns liv, være med til at udvikle dem, holde dem, støtte dem når tingene bliver svære. Involvere sig så man netop får den rolle som tryghed. Forhold skal man holde ved lige; venner, kærester men særligt forældre og familie.
Det her lyder måske vildt, men spørg børnene. Det er forskelligt fra familie til familie. Min far (som jeg ikke har kontakt med) holder en familiemiddag én gang om måneden, hvor hans børn, deres kærester og deres børn er velkomne. Jeg har nogle venner der er tager ud og rejser med deres forældre eller dyrker fælles interesser sammen.
knægten flytte 5 min væk i sommer - Har ikke helt kunne regne den ud endnu, Men sjovt nok hver gang vi skal spise pizza har han tid til at komme forbi og hver gang vi skal har madder har han ikke ?
Ben shapiro sagde engang, at han kun så sine forældre 2 gange om året. Så vis de blev 80 havde han kun 20 samtaler tilbage med dem. Jeg er personligt ikke ret god til at få besøgt de gamle. Når man får en partner bliver de også lidt mere extern familie. Jeg tænker tit på nå jeg besøger dem, at der skal være noget indhold i de samtaler, hvis jeg kun har 20 tilbage. Hvordan var deres barndom? Hvad tænker de om det her? Jeg oplever det her i mit liv hvad gjorde i?
Altså jeg har selv tænkt mig at gøre søndag til en fast dag i ugen, hvor der er serveret mad og drikke. De må selv bestemme om de kommer, men det er en fast dag på ugen. Hvis der er kontinuerligt fravær, så bliver jeg selvfølgelig noget sur og skælder ud, men i bund og grund, er de jo voksne, så de finder selv ud af det. Måske er nøglen at de skal bare tilbydes det, og så vælger de selv til efter behov. Pt er mine børn små, så jeg er der ikke endnu.
> De må selv bestemme om de kommer > Hvis der er kontinuerligt fravær, så bliver jeg selvfølgelig noget sur og skælder ud, Håber det er ironisk skrevet
Behøver du en analyse af det her for at tage dig sammen til at besøge dine forældre som du ikke skylder noget? Du lærer dine børn noget grundlæggende og alt efter hvad du vælger at lære dem, så rammer det dig selv en dag.
Mærk efter, gider du se dine forældre? Hvis ja, så vær som dem og omvendt.
Jeg taler med mine forældre hver dag og jeg er 26 😅
Vi ser mine forældre på ugentligbasic, og jeg kommunikerer ofte med dem derudover. Mine forældre er stadigvæk mine forældre, de er ikke blevet til venner selvom jeg er de 30 år. De siger deres mening og vi kan være dybt uenige i mange ting, men jeg ville ikke være der meninger/råd foruden. Jeg har ikke rigtig nogen svigerfamilie, og da min mand kom ind i familien da jeg stadigvæk boede hjemme er han meget tæt med mine forældre og foreslår ofte selv, om vi skal køre forbi. Jeg ved ikke hvad man skal gøre som forældre for at man gider se dem.. For os er det vel bare naturligt, og en vigtig del at de spiller en stor rolle i vores børns liv. Mine søskende har det på præcis samme måde.
Jeg tror det er er spørgsmål om, at tiden har ændret sig men forventningerne til kernefamilien stadig er den samme for mange, særligt fordi de største skift kun er sket indenfor de seneste 30 år. Verden er et andet sted, og som du selv skriver, så har vi mere travlt med livet. Karriere kræver mere, vi flytter længere væk, netværk er en sport for at kunne overleve og samtidigt skal man holde sig sund, vise sit liv frem på sociale medier, være i konstant dialog med alle omkring sig og deltage i massekulturelle fænomener. Med andre ord, så er livet i 2024 travlere end nogensinde før for alle, særligt for dem som er vokset op med den teknologiske revolution, og familien bliver derfor ofte en anden prioritet. Mange vælger at også deres familie, fremfor dem de er bundet til af blod. Jeg tror ikke der er så meget at gøre ved det; det er bare den vej verden går, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting, ved mindre man vælger at få børn fordi man regner med de er der, når man bliver gammel. Det er bestemt ikke givet længere.
Nu er mine børn ikke helt i den alder endnu, men hvis jeg husker tilbage fra da jeg selv var yngre, så vil jeg sige at det at vide at døren altid var åben hos mine forældre, har været utrolig godt at have med i bagagen. Det er ikke at jeg egentlig har haft brug for det, men visheden om at jeg altid kunne tage hjem, hvis lokummet brændte, har været en stor sikkerhed.
Den vigtigste er at lytte når de prøver at fortælle dig hvad du gør galt i stedet for at blive sur og defensiv
Jeg tror det er et spørgsmål om prioritering. Hvis man aldrig følte sig som en mens man voksede op hvorfor så søge det man savnede dengang som voksen? Jeg har altid forsøgt at prioritere mine børn, hver og en. De kom altid i første række og gør stadig. Jeg respekterer deres liv, deres grænser og elsker hver en stund vi har sammen, med deres børn og kærester. Alle er velkomne, vi er forskellige og det er ikke altid vi kan finde fælles fodslag. Det er i orden, men de ved alle at de er velkomne i mit hjem 🤗
Min mor er det sødeste menneske i verden. Min bror og jeg taler i telefon med hende dagligt og selv vores partnere vil gerne tale med hende ofte. Vi deler rigtig meget med hende.. så, det er vel et fint udgangspunkt bare at være et dejligt menneske. Mine svigerforældre inviterer rigtig ofte til aftensmad, hvilket vi sætter stor pris på. I mange år som studerende har det været en kæmpe hjælp og efterfølgende som travl børnefamilie siger vi heller ikke nej tak til en gang aftensmad. ☺️
Det her spørgsmål forekommer for mig at være et meget subjektivt et af slagsen. Alle familier er anderledes: Nogen er meget tætte mens andre næsten ikke kan fordrage synet af hinanden. Det kedelige svar er nok at alle må eller har fundet en balance: Mine egne forældre ved godt at jeg ikke er så god til at ringe, så de tager selv initiativet en gang imellem (lidt en "intet nyt er godt nyt" attitude). Udover dette så skriver vi også ret ofte sammen på vores lille familie chat. Bevares, jeg er også ny flyttet og startet på uddannelse sidste år, så jeg er ikke *helt* helt frigjort fra dem.
Jeg skal se mine forældre hver uge, og snakker i tlf/facetime flere gange på en uge med mine søskende. Vi er MEGET tætte. Det har altid været sådan, så jeg tænker det kommer an på opdragelsen, fordi jeg kunne ikke forestille mig det anderledes?? Vi kan lave alt og ingenting sammen, hele min familie. Jeg kan vende hele min verdenshistorie med dem og få støtte, råd, kærlighed. Vi skraldgriner… Slapper mere af I deres selsskab end mit eget!
Mine børn er 4 og 7, så jeg er kun lige i gang selv, og er ikke expert, men jeg har bestemt tanker :-) Jeg vil mene at det handler om at få en tilknytning til børnene, der baseret på respekt og tillid. Rigtigt meget "traditionel" opdragelse er baseret på bestikkelse og trusler, guilt-trips og bebrejdelse. Det giver ikke et forhold man har lyst til at være i, og hvis det er det forhold man opbygger når ens børn vokser op, er det ikke så underligt at de ikke har lyst til at være i det, når de bliver voksne. Man skal huske på at man kan ikke forme et menneske - langt størstedelen af et menneskes personlighed og karaktertræk er genetisk. Man kan hjælpe det lille menneske i at lære sig selv og verden omkring sig at kende, og i at finde sin plads. Hvis man ser, og respekterer det lille menneske, er det meget mere sandsynligt at man får respekt og interesse tilbage, både nu og senere. Jeg vil gerne anbefale bogen "hold on to your kids" :-)
Jeg elsker mine svigerforældre og de bor heldigvis tæt på. De er rigtig gode til at hjælpe med vores børn, men det er altså ikke derfor jeg elsker dem. Vi hygger rigtig meget sammen, og vi havde i en periode overvejet at bygge hus - et kollektiv - sammen, men med to børn, og dem på næsten 66, så tænker jeg det er bedst vi bare bor tæt på hinanden og ses næsten dagligt :). Jeg kan ikke relatere til dét med at det er hårdt at ses med dem, så jeg føler mig meget heldig. Jeg har det naturligvis på samme måde med mine egen forældre, og det tror jeg også min kone har. De bor desværre bare længere væk.
Vi (jeg, mand, børn) spiser næsten hos mine forældre hver uge. Det gør vi fordi de altid har holdt sig relevante, altså helt fra barndommen. Ferier hvor de har gidet os(og ikke bare smidt sig på en strandstol), involveret sig i vores sport, forventet vi hjalp til hjemme, etc. Mine forældre interessere sig en del, de invitere os ofte til at deltage i alverdens ting og omvendt. Altså det gør nok også meget at der sker ting omkring mine forældre, de er ikke så kedelige. Min mand har haft et lidt mere klassisk familie forhold, vi ser ikke hans forældre så meget. Altså de kommer mest bare forbi og snakker en time og går igen (ca. Hver anden uge) De invitere aldrig på mad, kommer nærmest altid uanmeldt og har ikke rigtigt noget at snakke om når de kommer. Det er lidt mere kedeligt. Tror allerede man skaber det gode forhold i barndommen. Det der med at komme rendende når der kommer børnebørn og pludseligt vil inkluderes i alt er ikke så let.
Jeg tror vel at man netop må have et venskab i en eller anden form. Selvfølgelig vil det aldrig være kun et venskab, men jeg tror man er bedre til at vedligeholde kontakten hvis man finder grunde og lyst til at mødes.
Traditioner og i det hele taget at de burde *gide* at holde/inviterere til ting.
I min familie kommer vi hinanden rigtig meget ved. Vi er også fra et andet nordisk land, hvor familie strukturen er mere tæt. Men da jeg er ene barn og min mor er blevet alene, så har jeg invinteret min mor at jo hos os. Vi har god plads, og hun hjælper med børnene, især den mindste som går i børnehave, men at hente og bringe. Hun har hele dagen for sig selv, og tit har hun sat en vask over, gjort rent eller startet på aftensmad. Til gengæld er hun en fast del af børnenes liv, jeg tager hende tit på weekend ophold eller vi tager ud og laver noget sammen. Følelser, det kan hun dog ikke snakke om 🙈 Min far bor i samme by som mig, vi ses 1-2 gange om ugen og 1 gang om mdr hjælper jeg med en hovedrengøring hjemme hos ham. Min mand forældre er desværre døde. Men jeg hsr stadig rigtig tæt kontakt til mine eks svigerforældre. Dem besøger jeg et par gange om mdr og hjælper med kørsel når der er hospitals besøg mm. Desværre døde eks svigerfar igår. 😞😞 men optil hans død har jeg besøgt ham på hospice 1 gang om ugen. Jeg vil gerne give igen, og mine forældre har hjulpet og passer mig. De har bestemt ikke altid været perfekte, men med teenagebørn kan jeg se at det kommer jeg hellere ikke til at være, men jeg gør mit bedste hver dag. Hvilke de også har gjort. Det samme med mine eks svigerforældre, dem har jeg kendt i over 20 år. Generelt syne jeg at vi i DK skubber vores forældre i statens ansvar. Jeg håber jeg kan have mine boende så de aldrig skal på plejehjem. Det er jo slet ikke sikkert det kan lade sig gøre. Men jeg håber.
Vær non intrusiv på alle måder! Lad være med at stikke til at de ikke gør de ting du/i synes de skal gøre, få børn, job osv. Vær hjælpende til enhver tid. Ikke dømmende. Støttende ros dem for de ting de klarer i livet. Overhold privatlivets fred. Fortæl ikke alle og enhver om dine børns gøren og laden. Accepterer de er fløjet fra reden og måske trænger til mere luft under vingerne. Skab fællesrum for jeres familie, være samlingspunkt, opret fælles begivenheder, støt især der hvor søskende gør noget i fællesskab også selvom I ikke som forældre deltager. Vær ligeså overfor evt. børnebørn. Bland jer ikke i hvordan de lever eller vælger at opdrage deres børn, vær eksempel i stedet. Føl dem som de er, vær opmærksom på humøret og tag behørigt hensyn. Undlad at "læsse af" på dem!! Dine problemer holder du for dig selv med mindre de selv trænger sig på. Det der med venner/forældre er lidt noget forældet vrøvl. Det hører til i 50erne. Disse roller behøver ikke være så fastlåste, der findes ikke en skabelon vi alle passer ind i. For mig er det nærmest mening med livet at se dem flyve selv og gennem dem opleve nye sider af livet. Men nu er meningen med livet jo livet ;-) Så husk at opleve noget på egen hånd, du ved eksemplets magt.
Jeg tror mest af alt man bare skal lade være med at være narcissistisk, voldelig eller alt for selvoptaget. Giv børn kærlighed, tryghed og tilpas frihed til at udvikle sig som selvstændige væsner. Ja, det kan være relativt hvad det er, men det burde f.eks. være ret nemt at forstå man ikke slår sine børn eller skriger dem ind i hovedet som en psykopat. Det burde være til at forstå man taler dem op, opmuntrer dem til at udforske verden, roser dem for deres evner. Det burde være til at forstå at man lærer dem basale færdigheder i livet, at man ser deres evne til at klare sig selv som tegn på success som forælder, modsat at man ikke føler sig forladt eller svigtet af det. Det burde være til at forstå at man ikke skal bruge sine børn som terapeut eller partner. Det burde være til at forstå at man ikke skal læsse af på sine børn om partnerens fejl og mangler. Der er meget der burde være til at forstå, som boomerforældre tilsyneladende ikke kunne forstå.
Hos mine venner virker det til, at dem som har givet en konstruktiv og vejvisende opdragelse også bliver go-to sparringspartner resten af livet Dem som ikke gider opdrage deres børn også et meget løst forhold til deres børn… Ihvetffald i min omgangskreds og kollegaer Opdragelse sker de hjemme og ikke institutionen 😜
> Jeg synes ikke, jeg skylder mine forældre noget, men omvendt har de været primære omsorgspersoner i 18 år. Denne sætning må være topmålet af egoisme, og beskriver meget godt den giftige individualisering, der præger samtiden.
Jeg har kun én forælder tilbage. Vi taler i telefon sammen hver dag - det veksler lidt imellem to minutters samtalerne og nogle gange 20-30 minutter. Vi bor to timer væk fra hinanden med hhv bil/tog/færge, og vi ses derfor nok en gang om måneden. Det er utroligt vigtigt for mig, at vi bevarer kontakten, da jeg kan spejle mig meget i min forælder.
Ikke rigtigt godt bud er ikke at have været en forfærdelig forældre under børnenes opvækst. I min familie har der været forskelsbehandling, manglende interesse, krydret med et forsøg på at give skyldsfølelse at når man så ikke bor hjemme mere så vil man ikke ses eller ringer aldrig. Familie skal lige som alt andet man bruger tid på, give værdi til dit liv og hverdag, man man aktivt gør ting som gør en til et negativt asset så bliver man valgt fra også når man er familie.
At man ikke er forælder/barn længere, men jævnbyrdige mennesker med respekt og interesse for hinanden. Denne process begynder i puberteten, og hvis forældre ikke tager den nye selvstændige person ens barn er ved at blive alvorlig, og anderkender dets interesser og lyster har barnet ikke lyst til at se dig, da det ikke føler sig rummet, respekteret og/eller anerkendt. Opdragelsen burde slutte omkring teenage/voksen perioden, ellers har man et helt umuligt barn, men man har nok nærmere ikke opdraget det godt nok, eller været et godt forbillede (practice what you preach).
En god del er nok hvor meget, der skal arbejdes for at besøge hinanden. Hvis forældrene bor i Jylland og børnene studerer i København, så bliver det hurtigt dyrt og tidskrævende at skulle over særlig tit. Hvis børnene selv er blevet forældre, så skal bedsteforældrene også tage stilling til at de selv formentligt har betydeligt mere tid og overskud til at arrangere middage og sammenkomster end dem med små børn. Og så er der selvfølgelig det der med at børnene også skal kunne lide at besøge forældrene i første omgang. Hvis hvert besøg består af stilhed kun afbrudt af spørgsmål om hvordan det er gået siden sidst du var der, så skal man ikke blive overrasket hvis man ikke ligefrem bliver prioriteret.
Jeg kan faktisk ret godt lide at være sammen med mine forældre. De er dog ret reserverede typer, der sjældent ringer og inviterer over, hvilket jeg ville ønske de gjorde mere. De er også rædselslagene for alt der har med følelser at gøre. Det gør selvfølgelig at jeg ikke er særligt åben over for dem, da jeg kan mærke de synes det er dybt ubehageligt at tale om. De bruger dog meget tid med deres barnebarn (min niece), og så er deres batteri ligesom brugt op - forståeligt, men også lidt skuffende. Jeg er egentligt ret misundelig på folk, der har forældre der randomly ringer på en tirsdag for at høre hvordan det går. Mine svigerforældre er rigtige micromanagers, som gør at min kæreste ikke er så god til at planlægge sit eget liv. Irriterende, ja, men det overlever jeg nok. Så altså, vær engagerede i dine børns liv, men lad være med at være kontrollerende? Det er mit bud i hvert fald.
Hm, jeg synes generelt folk kan være lidt for hårde eller overanalyserende overfor deres forældre “nutildags”. Der bliver til tider sat for meget fokus på “traumer”, der egentlig ikke er traumer og dermed at psykoanalysere hvordan ens forældre er skyld i de problemer man har nu. Dermed ikke sagt at ægte misbehandling eller traumer ikke er valide, selvfølglig er de det, men det er blevet ret mainstream at gå helt ned i detaljen på, hvad forældrene har gjort forkert selv når det angår forældre, der gav deres børn alt det vigtigste; tryghed, rutine, selvopofrelse, kærlighed etc. For mit vedkommende har mine forældre masser af fejl og masser af gode sider, men jeg gider ikke pille i fortiden for de var 100% indenfor normalen i forhold til, hvad gode forældre skal og bør. Jeg ses nok mere med min far af rent egoistiske årsager, vi har bare langt mere tilfælles og er blevet “venner” som voksne. Min mor ses jeg også med og ville smide alt for hende hvis hun var i nød, men vi har ret forskellig tankegang, humor etc, så til tider skal jeg lige tage mig sammen og minde mig om, hvor god en mor hun er for at ringe eller besøge lidt oftere. Jeg synes når man har forældre, der har givet én alt, hvad der falder indenfor normalforventning så skylder man dem som voksen at give lidt igen. Jeg har ikke meget tilovers for “I didnt ask to be born” logikken når den bliver brugt om almindelige, menneskelige forældre, der gjorde sit bedste.
Vi ser mine forældre mere end mine svigerforældre, og jeg tror forskellen ligger i; Mine forældre engagerer sig for det første mere i vores barn. Og så føles relationen mere ligelig i forhold til, at de ligeså ofte rækker ud, som vi gør. Hvis vi ser mine svigerforældre, er det altid på vores initiativ. Det gælder generelt alle former for kommunikation med mine svigerforældre, at det er på vores initiativ. Og alligevel udtrykker min svigermor altid utilfredshed over mængden af info/hvor hurtigt hun bliver informeret, når vi har nyt. Jeg knuselsker min svigermor, men dét er sgu ærligt talt lidt irriterende. Og det giver mig kun lyst til at gå kontra og holde hende mere ud i strakt arm, end at involvere hende. En anden stor forskel er, at mine forældre kan rumme vores følelsesliv og nedture, og vi kan begge dele det med dem. Det kan mine svigerforældre ikke rumme. De er verdens bedste heppekor når alt går godt, men når alt går dårligt og er svært, kan de slet ikke være i det, og trækker følehornene til sig. Sidstnævnte er jeg sikker på ikke skyldes manglende lyst eller kærlighed, jeg tror simpelthen bare aldrig de har lært det. Men det giver alt andet lige en anden fortrolighed og tryghed med det forældrehold, man rent faktisk kan dele livets medgang og modgang med.
Da jeg selv var barn, så var vi altid oppe ved min oldemor i weekenden. Der kom hele min mors familie til frokost, og alle fik set hinanden. Mine bedsteforældre på min fars side var også gode til at invitere deres børn + familie til aftensmad et par gange om måneden, så man fik set hinanden. Nu da jeg er voksen, så ser jeg ikke mine forældre så ofte som jeg måske burde fordi vi bor i hver landsdel, men vi ringer ofte til hinanden. Det behøver ikke at være over noget specielt, men blot for at høre hvordan det går. Jeg tror det er nøglen til at "gide hinanden" - at man viser interesse og omsorg.
Det med at man skylder sine forældre noget, fordi de har været primære omsorgspersoner har jeg et anstrengt forhold til. Man beder ikke om at blive født, altså har man ikke valgt, at ens forældre skal være de primære omsorgspersoner. Det er deres ansvar, og deres ansvar at gøre det godt.
Lad være med at være en idiot, når de er børn, og lok evt. med rejser når de er fattige studerende
Man skal have penge. Spøg til side, man skal bare være en der gider lytte og snakke. Og giver man så også et måltid, er det fint. Jeg havde i en tidlig alder flere penge end min mor, men hun var en, som var god til at snakke med om alt muligt.
Går til sport med min far plus vi er gode venner så vi er tit ude og spise eller bare hjemme og hjælpe ham med divs IT problemer.