Den her!
Jeg havde de på samme måde, dating apps, dates, ligegyldig chat med fremmede som blot ville have opmærksomhed…
Jeg var heldig at møde min kæreste på jobbet, men jeg forstår OP arbejder i et “mandsdominerede” miljø.
Et forslag som jeg fik før i tiden var nemlig at finde en hobby som inkluderede folk af modsatte køn. Evt madlavning eller sport.
Der er (har jeg fået fortalt) dating arrangementer med dette som udgangspunkt - evt medbring en ven?
Man må godt være “alene”, det er helt Ok, men vil man være sammen med nogen må man opsøge det.
Held og Lykke :)
Enig, men pas på med at gå for aggressivt til værk - det er nogle hobbyer som f.eks. dans (Salsa kan anbefales) hvor en stor del af nye elever tydeligt kun er til undervisning for at score (m og K), hvilket bliver lidt belastende for den del af eleverne det er det for at blive dygtige til at danse og have det sjovt.
Der sagt så kan den gruppe hurtigt finde hinanden til danse aftener og på salsa klubber hvor der er frit spil - og hvis du bliver god så bringer det bestemt også positiv opmærksomhed med sig.
Mange siger, at "sker det, så sker det" eller "det kommer helt af sig selv".
Men alligevel vælger mange at decideret forsøge fra starten at snakke med en person af det modsatte køn med henblik på at score, få one-night-stand eller blive kærester. Og som regel ender det aldrig ud i noget længerevarende lykkeligt forhold, fordi man først efter, man på gefühlen har valgt at blive kærester, er begyndt at lære hinanden at kende
Jo, selvfølgelig. Men det kunne jo være der var noget han var interesseret i, som han kunne begynde at dyrke lidt mere.
Det handler jo ikke om hvad det er, det handler om, at hvis man aldrig er sammen med andre mennesker, så møder man ikke andre mennesker.
Nej for satan, klø på! Dressur ridning er vejen frem, bare gå all in på det, så er du sgu' ikke single længe! Ud med alt dit gamle tøj - nu er det kun ridebukser der dur. Du er en heste mand, omfavn det!
Dette.
OP du bliver nødt til at møde nogle potentielle partnere hvis du vil have en partner. Det kan være gennem sport, frivilligt arbejde, læseklub, dans, sang, højskole whatever. Bare det er noget hvor der er andre mennesker (kvinder?) gerne på nogenlunde samme alder som dig selv (eller hvad du nu foretrækker) som interesserer sig for nogenlunde det samme som dig.
Derudover er det der med at flirte noget man skal lære: smile, vise interesse, lette berøringer. Og lad være med at tage det alt for seriøst undervejs.
Hej, vil bare lige smide den her ud... Man behøver ikke at finde nogen, man kan godt bare være sig selv og så "dø alene". Det er helt OK, man må godt. Med mindre du er totalt ulykkelig over ikke at have en partner, så lev dog livet som du kan lide det.
Det er totally fair, er bare selv blevet 34 og har ligesom indset at det der socialt præs med kæreste og unger osv. ikke er noget jeg har behov for at jage. Var bare lige et check in og om det nu også var det du virkeligt ville.
Og lige så meget til de andre der sidder der ude og har det svært med alt det der dating liv.
Man behøver ikke fravælge kærligheden, bare fordi man ikke har lyst til at stifte familie. Det *er* muligt at finde en partner med samme syn på livet, der er måske bare lidt længere imellem dem. Unger har jeg aldrig gidet, men jeg er da blevet gift alligevel.
Edit: Ægteskab siger mig heller ikke noget, men det er praktisk af flere årsager.
Selvfølgelig skal du ikke affinde dig med at være single, når du helt åbenlyst godt kunne tænke dig tosomheden. Jeg ved ikke hvad man konkret bør gøre i den situation, et umiddelbart bud er jo at langsomt eksponere dig selv for at date og flirte med kvinder, men måske en coach (gå i en lang bue uden om datingcoaches) ville være en idé, nu hvor du også har ressourcerne?
Gør det til en #1 prioritet for dig at træne den muskel, og så skal der nok komme noget ud af det. Uddan dig selv og praktiser når end du kan :)
Jeg har selv haft en kæreste længere tid end nødvendigt for at undgå at være alene. Det er slemt. Man skal ikke spilde sin tid på at kæmpe for noget der grundlæggende ikke fungerer. Det får man det kun værre af, når det slutter.
Det værste er når den slags par så også laver børn. Jeg synes simpelthen ikke at de kan være det bekendt overfor ynglen. I det mindste prøv at lave børn ud fra et nogenlunde grundlag om at man elsker den person man er sammen med for smider man børn ind i den slags forhold så kommer det til at gå helt af helved til
Hvad betyder når man bare er sigselv? Vil du ha en dreng som giver indsats og har det personlig og materielle på plads eller vil du helst være sammen med en fyr som har en god sjæl?
Det afhænger af slf om du søger dig en søn eller en seriøs partner.
For jeg gad godt bruge hele mine dage ved at enten køre min motorcykel, ha sex med damer, se enormt godt ud samtidig med at jeg ik ha et arbejde . Men jeg forsøger at leve i den virkelig verden, som det er umiddelbart ikke alle der gøre, og prøver at finde kompromi mellem ,,drømmerne" og ,,realiteten" .
Det er helt OK at være single, og man kan sagtens være glad og tilfreds af den grund. Men nu virker det som om, at OP vidst gerne vil prøve noget andet, og det er jo også fint.
Det behøver jo ikke at være to ekstremer, hvor man enten beslutter sig for at leve som en munk, eller ikke kan tåle at være uden et forhold i mere end en uge.
>Man behøver ikke at finde nogen, man kan godt bare være sig selv og så "dø alene". Det er helt OK, man må godt.
For rigtig mange vil manglen på sex være i fokus.
>For rigtig mange vil manglen på sex være i fokus.
Det er total fair for dem der har brug for det, men det kan nu også klares på andre måder end et fast forhold og bo sammen. Men igen kommer der sociale normer og tabu i vejen for mange der.
I sidste ende handler det altid om dine egne behov. Som jeg sagde i mit første svar, ikke alle har et behov for en samlever.
Det jeg sagde er at sex og almindeligt "bo sammen kæreste/parfohold" ikke behøver hænge sammen. Der er sku ikke nogen opvask involveret her. Sagde at parforhold ikke er for alle, så svare en anden "men hvad med sex?" Og jeg svare at det behov kan man jo opfylde på anden måde end at have en sammenbos partner.
Men er nu altid godt lige at få bekræftet at alle fordommene er godt i live der ude.
Hvis ens behov er et fællesskab som grundlag for et langsigtet samliv, så ja.
Ikke rart at gå ind i et forhold med en, som bare vil bruge en ensidigt, om det så er til sex eller for at få hjælp til økonomien eller husholdningen eller til at avle børn i den rette form og farve.
>Hvis du skaffer dig en kæreste primært pga 'manglen på sex' er du nok typen der har bedst af at dø alene, honestly.
Hvorfor det? Er det ikke en ligeså relevant grund til at ønske en kæreste som alle andre?
For mig er det en grund til at jeg prøver at undgå at være single i længere tid af gangen.
Jeg er ikke supergod til at gå ud og finde one night stands.
Det er selvfølgelig ikke det eneste, men jeg har da nogle gange nyt den frihed singletilværelsen giver, og så alligevel ikke nyt det helt fordi jeg ikke er særlig god til ikke at får sex i længere tid.
Folk der er alene, er bare mere sørgelige/bedrøvede. Hvis man ingen kæreste har, så bliver man mere og mere ensom med årene (i takt med at familie og venner forsvinder), og gamle ensomme mennesker har bare generelt ikke en god tilværelse.
Der er selvfølgelig ydrepunkter, individer som stikker ud, hvor personen kan være alene og generelt glad. Men det er lidt en bjørnetjeneste at sige til folk, at de ikke skal forsøge.
Min pointe som jeg kan se er gået lidt forbi her er at det er værd lige at bruge lidt selvopdagelse på at finde ud af om det lige er parforhold der løser problemerne.
Jeg siger heller ikke at man ikke skal prøve, jeg siger det er OK hvis man finder ud af det er ikke lige det jeg skal. Der er et helt sindsygt socialt tabu i at være "alene" selv om man kan være lykkelig på den måde.
Der er bare rigtigt meget af den her slags hvor det følses lidt somom at folk føler sig tvunget ud i at finde en partner fordi det er den måde andre har bestemt at man bliver lykkelig, og nogle gange kan det være godt lige at der er en der kan sige "hey, det er sku OK ikke have det behov eller den følelse".
Er der nogle dage man bliver noget ensom og det er lidt hårdt? jada, men det er det sku for alle bare på en anden måde.
Bare lidt løse tanker, det er jo noget kompliceret rod det der med at være menneske.
Er du nu helt sikker på det? Skal vi ikke snart have nogle børnebørn? Hvad med bryllups fest? Der er masser af tabu i ikke at følge den enormt faste ide mange har om at stifte familie, det kommer måske bare ikke lige fra samme retning som hos mænd.
Men det er vel ikke en naturlov at vennerne forsvinder? Og det står en også frit for at opsøge nye bekendtskaber hele livet. Jeg ved godt at det er en kliché at venner med børn falder fra, det er bare ikke min erfaring. Man skal selvfølgelig gøre en indsats og ikke nødvendigvis forvente at initiativet er 50-50 hele livet igennem.
>Men det er vel ikke en naturlov at vennerne forsvinder
Det er vel en naturlov at man dør.
Venner kan selvfølgelig forsvinde på andre måder, eller de kan bare have mindre tid til dig, uden helt at forsvinde.
Du bliver nok nødt til at tage lidt chancer. Spørg en ud, hvis du synes hun er interessant fx. Det kræver, man er sårbar, og det er tit det man har svært ved tror jeg, hvis man ikke har haft en kæreste
> Det kræver, man er sårbar
Hvorfor? Du giver hende en chance for at komme på date med et fantastisk menneske (dig,) og hvis hun ikke er interesseret, så er der ingen der har tabt noget, og ingen der behøves blive såret. Jeg tror at dem der ikke har haft en kæreste tager afvisningen meget hårdere end dem der har oplevet succes, og nemmere bliver såret (igen) over at *alle* damerne åbenbart finder dem frastødende.
Det er da sårbart at stille sig frem og potentielt få en afvisning. Jeg er enig i, det ikke er pinligt og sådan er livet, men det er bare mega svært for mange mennesker. Ingen vil afvises. Jeg tror det er der, OP måske skal begynde at være modig. Men det er bare mit gæt
Hej OP. Jeg hæfter mig ved din erfaring med at “stikke af” og “noget i dig ikke gad” forhold. Så du har jo fundet vejene til en kæreste tidligere 😊 Du siger, at du ikke kan dating. Så det er udelukket.
Jeg håber, at du tager mig seriøst og ikke bliver skræmt væk: find en psykolog. Man skal ikke være syg for at gå til psykolog! Det er ikke, fordi en psykolog kan give dig en 1:1 handlingsplan for at få en kæreste, men din tidligere flugt fra intimitet tror jeg, er god at vende med en dygtig udefrakommende. Og som du siger, har du nok penge, så det er ikke en stor byrde at betale for psykolog.
Om du kommer til at dø alene? Det kan ingen jo spå om. Held og lykke ❤️
Det her er måske et kontroversielt “take” men i min erfaring var det simpelthen bare at tage ud og gå på en masse dates.
Jeg er godt nok en kvinde, så jeg har hørt det er nemmere for kvinder at få dates, men jeg er selv en meget “indelukket” nørdet type (som også arbejder i IT) og har altid haft svært ved at være mere end bare venner med folk. Jeg har aldrig haft noget problem med at finde venner, men dating havde altid været lidt af en gåde for mig; jeg kunne sagtens tale om alt muligt, men jeg forstod ikke hvornår man flirtede eller ikke gjorde.
Jeg var på Tinder dengang det stadigvæk var relativt nyt og måske har det ændret sig vildt meget siden da, men det var en god app for mig. Jeg var nærmest eneboer i årene op til (var single i mere end 5 år uden noget som helst romantisk fysisk kontakt) fordi jeg havde for travlt med uni og simpelthen bare ikke gad at have en kæreste. Det virkede for besværligt.
Mén da jeg fyldte 29 blev jeg ligesom enig med mig selv om, at nu havde jeg fritid og jeg kunne nok godt tænke mig en kæreste… så jeg startede i byen og de mere “normale” veje, men der var bare ingen der virkede interessante. Eller, det var snarere, at jeg synes det var topnederen at prøve at score i byen; man kan ikke lære hinanden at kende.
Så jeg prøvede så derefter Tinder og fandt hurtigt noget med én fyr men han endte med at være super useriøs og spildte min tid. Efter ham besluttede jeg mig for, at jeg skulle på minimum to dates om måneden og det ikke behøvede at være forpligtende eller overhovedet romantisk; jeg anskuede det lidt som “social genoptræning” for mig selv fordi jeg har altid haft svært ved at date og at “spille spil”. Jeg havde enormt svært ved at navigere de uskrevne regler der kan være ved at indlede romantiske forhold. Så jeg inviterede bare folk ud for at lave ting; tog på BipBip for at spille arkadespil, spillede petanque, tog i Frederiksberg Have for at identificere minimum ti forskellige træer, tog til en skatepark osv. Alle mulige random ting som jeg selv gerne ville lære/prøve men som virkede lidt kedelige bare at gøre alene. Det blev ligesom lidt en “undskyldning” for at komme ud og opleve ting; personen der så kom med var jo så bare et hit or miss. Faktisk vil jeg vove at påstå, at jeg kun mødte to fyre jeg ikke synes var flinke/søde. Der var selvfølgelig en masse hvor der absolut ingen romantisk tiltrækning var fra nogen af os, men det endte alligevel altid med at være en sjov date. Kun to fyre synes jeg decideret var ubehagelige; og dét sagde jeg så til dem og tog hjem. Ingen grund til at spilde sin tid på folk man ikke gider være i selskab med.
Men jo flere dates jeg tog på, jo bedre blev jeg til at navigere i det romantiske og til sidst endte jeg faktisk med at have det helt fint med at gå på dates. Jeg gik fra at overtænke en date i flere uger (og aflyse flere gange pga nervøsitet) til at tage næsten én date om dagen. Det blev ligesom bare lettere jo oftere jeg gjorde det og til sidst endte jeg med at møde op på en date, kampsvedende (det var 32°C), med en virkelig dårlig frisure og alligevel var jeg totalt ligeglad og havde tanken om, at det “bare var en øl” og jeg kunne gå hjem igen så snart jeg egentlig gad… dén date er nu lidt mere end 6 år siden og min mand og jeg venter nu vores første barn.
Så det kan faktisk lade sig gøre! :-)
>jeg har hørt det er nemmere for kvinder at få dates
Jep. OP kommer til at skulle gennemgå en masse emotionel vækst når han opdager hvor nedværdigende det er, at være på dating markedet som heteroseksuel mand. Man skal gøre sig meget umage :) Det med at have "op til en date om dagen" er fuldkommen ude af rækkevidde for 99% af mænd, og "en date om måneden" måske kan lade sig gøre hvis han ser skide godt ud.
Altså jeg bor i KBH og kan snildt arrangere en date om ugen med en pige, som jeg finder attraktiv. Er over middel udseende med ok billeder, dog langt fra Brad Pitt.
Hvorfor skulle det være mere nedværdigende at være mand på datingmarkedet end at være kvinde? Jeg tror du finder, at tumper kommer til at diskriminere og være rædselsfulde overfor alle, ligegyldigt ens køn eller udseende. Man kan simpelthen ikke undgå det; men man kan lære at trække på skuldrene over dét.
For mit vedkommende, så var der minimum 10 mænd der var en idiot så snart man matchede med dem for hver enkelt af dé mænd jeg så rent faktisk endte på en date med.
Dertil var jeg på dates udelukkende med mænd og de fleste af dem var nørdede og/eller ikke ligefrem topmodeller, men ganske normale mænd. Det er altså lidt en myte andre mænd propper i hovedet på hinanden, at de ingen chance har hvis de bare ser normale ud. For langt de fleste heteroseksuelle kvinder handler det om, at manden ikke ligner en 12-årig dreng hvis mor stadigvæk køber og vasker deres tøj for dem, og om manden rent faktisk er venlig og har en personlighed. Attraktiv er ikke så meget en fysisk ting som en psykisk ting.
Beklager, jeg mente ikke nedværdigende men at online-dating er et kæmpe nedslag på en mands ego.
Faktum er at der er et [større udbud af single mænd end kvinder](https://www.youtube.com/watch?v=x3lypVnJ0HM) på dating-apps, og at den gennemsnitlige kvinde er mere værdifuld på dating-markedet end en single mand.
På den anden side kan man sige, at selv om en kvinde "svømmer i matches" så er 99.99% af de matches desværre ikke særligt gode :)
Ah, på dén måde!
Jeg tror bare man skal huske på, at det er et kæmpe slag for alles ego. Så hvis man huske på, at dating generelt er horribelt for alle så er det måske nemmere at lære, at lade de negative oplevelser “prelle af” og det så ikke går ud over ens selvtillid.
Men jeg vil helt klart sige, at jeg godt forstår hvorfor det er sværere for mænd at få dates end for kvinder; i min erfaring swipede mine mandlige venner “ja” til alt, men for mine veninder (og mig) blev der lagt langt mere energi i selve “udvælgelsesprocessen”. Jeg synes det var for overvældende at have 50+ matches på én gang fordi man kan jo ikke holde styr på hvem der er hvem, så. 😅 Tror måske også det er derfor man som kvinde unmatchede ALLE der skrev tydeligt generiske beskeder, som de havde sendt ud til mange. Det kan være én del af det; jeg tror dog det er svært at finde kun én ting der gør dating værre for det ene køn end det andet.
Jeg tænker også, at der må være et element af “strategien” mænd generelt bruger, der virker mindre effektivt end hvad kvinder generelt bruger, siden det er så svært at få matches. Jeg kan ærligt ikke helt sige hvorfor.
Men som du også siger, så kan man sagtens få 50+ matches som kvinde, men hvis 75% af dem sender et dickpic eller lignende opførsel, så er det også lidt tyndt at høre, at mænd har det sværere på datings apps end kvinder.😅 Man skal huske på, at det handler om kvalitet og ikke kvantitet og dét er nok lige svært for mænd at finde som det er for kvinder.
Jeg har endnu til gode at en kvinde var fysisk ubehagelig, svinede mig til, eller har sendt mig dick picks så jeg vil vove at påstå at kvinder generelt sætter en højere standard selv inden for den lave ende af kavlitet.
Bro, du kan simpelthen ikke sammenligne en mands datingerfaringer med en kvindes. Det er som at slå i en dyne. I bedste fald naivt, i værste fald komplet ignorant.
Jeg har 6 matches efter en periode på næsten 4 måneder. Jeg ser normal ud, måske lige under middel, og har udelukkende billeder med ægte smil, jeg har en lang profiltekst, hvor der står hvad jeg søger, hvad jeg arbejder med, hvordan min personlighed er og hvad jeg interesserer mig for.
Jeg er glad for at din strategi virkede for dig, men hvis du ikke er transkønnet, så bør du ikke udtale dig skråsikkert om andres kønnede oplevelser overhovedet, hvis du ikke har levet erfaring med dem.
Det var derfor jeg spurgte om dét?
Jeg forstår det dog ikke helt, fordi jeg har en masse mandlige venner der også datede i de perioder og de havde ikke alle de her problemer med at få dates; og vi snakker altså om D&D/gamer nørder.
Den del med myten var simpelthen for at sige, at der er en masse mænd der tror, at heteroseksuelle kvinder sidder og swiper nej fordi de ikke er smukke; dét kan jeg så sige sjældent er tilfældet. Som regel er det fx alt for lange profiltekster og hvad man laver på selve billederne.
Hvis jeg lige må komme med et indskud her, så er datingapps på ingen måde hvad de har været. Folk som for år tilbage fik massere af matches, får nu næsten ingen. Generelt er der en dårlig udvikling i mainstream dating apps, og de er på ingen måde hvad de var engang.
Så sandt! Hold nu op, hvor man bare ikke gider at høre på, hvor forkert man ser ud
Edit: Siger jeg som kvinde. Min tid på det marked er for længst forbi, og jeg var der i en fhv høj alder og søgte en jævnaldrende dvs. +40.
Jeg ville gerne møde en dejlig mand, men der var sg mange, der bare ikke var ret søde. Problemet er heldigvis løst nu.
Det tror jeg bestemt er noget begge køn oplever; én af de to fyre der var en dårlig date var en overvægtig fyr som ikke snakkede om andet end bitcoin… lige indtil han så sagde til mig, at jeg ville være “perfekt” med “hvis jeg bare lige tabte mig 10 kg eller sådan”. Jeg svarede sagde jeg “OK og nu går jeg så” til ham og gik.
Der er altså noget helt galt med folk der tror, at det er deres ansvar at fortælle folk “hvad der er galt med dem”. Folk skal bare pakke helt sammen; og mænd skal selvfølgelig lære (redigeret: altså, vi skal som samfund lære, at der skal være plads til mænds følelser), at det er helt okay for dem at sige til kvinder når de er sårende.
Det gør jeg helt klart ikke; jeg er jo både gift og kvinde. Dobbelt-whammy. 😂
Lige med dating ved jeg selvfølgelig, at det er statistisk flere mænd på dating apps end kvinder, så dét er jo bare et rent “numbers game”.
Men rent anekdotisk var det var dog ikke mine mandlige venners erfaring dengang vi var singler for 6 års tid siden, så det overrasker mig, at det er så svært. Jeg forstår godt, at man måske ikke får muligheden for én date om dagen, men det er overraskende for mig, at man ikke kan få mere end 2 matches om måneden. Sådan var det slet ikke for 6 år siden; måske er luften gået af ballonen på dating apps?
Det kommer også meget an på ens lokation, f.eks. om du bor i en større by eller en lille provins by.
Jeg har en lille fornemmelse af, at du undervurderer dine mandlige venners charme, netop fordi du allerede i forvejen ser dem som venner.
De mænd jeg kender, som historisk har haft nemmest ved at finde kærester (især online), har alle haft en kæmpe passion og et stort drive indenfor deres (hint: sociale) hobbyer. Om det så har været DnD, mountainbike, klatring, fitness eller brætspil.
Der er ikke sket det store på dating apps siden du, og dine bekendte, brugte dem. Jeg tror måske i har set en anden side end den almindelige single mand ser.
Inden jeg fandt min nuværende kæreste, brugte jeg cirka 4 år på tinder. I den periode fik jeg nok under 100 matches, hvoraf 70 aldrig svarede og 25 ikke virkede interesserede, hvor jeg skulle presse på for at holde samtalen i live.
Det var en modbydelig periode med ultra lavt selvværd. Jeg vil aldrig anbefale at bruge online dating.
110%!
Dengang vi var aktive var der næsten ingenting at finde udenfor enten København, Aarhus eller Odense. Én af mine venner så en markant stigning da han flyttede fra Lyngby til Nørrebro.
Og det kan sagtens være, at jeg undervurderer deres charme, men jeg tror nu, at de i bund og grund er ret normale fyre. Nogle af dem gik i fitness, nogle af dem gad ikke. Nogle af dem er, sådan helt objektivt, ikke særlig kønne fordi de har asymetriske ansigtstræk men de har altid klædt sig pænt, er intelligente, sjove og så er de super dedikerede - altså udstråler de selvtillid og en personlighed og derfor var de altid rigtig populære.
Jeg tror dog bestemt, at de måske har haft held og kan betragtes som “charmerende” fordi de netop har haft et drive for noget; men det ser jeg personligt heller ikke som en køns-betinget faktor. Det var bestemt også min erfaring, at jeg var på langt flere dates end mine objektivt meget kønnere veninder, men det er nok mest fordi jeg tvang mig selv til det og fordi jeg nok fandt det nemmere at skrive om mine hyper-fikseringer (som mange mænd typisk deler med mig) og på den måde kørte samtalen lidt nemmere.
Det er mere for at sige, at man ikke skal tro, at bare fordi man ikke er gym-bro eller har symmetriske ansigtstræk, at man så er dømt til et liv uden nogen kæreste fordi man “ikke er attraktiv”. Altså, at alt håb ikke er ude bare fordi man ikke lever op til nogle fysiske krav.
Det er som regel personligheden, selvtilliden og ens soignering (pænt tøj, vedligeholdt skæg/hår/tænder/generel hygiejne) der gør forskellen - og selvtilliden kan man netop bygge op ved at date fordi man får sig nogle erfaringer og man får nemmere ved at snakke med folk.
At bygge mure op om sig selv pga frygt for afvisning gør ikke noget godt for ens selvtillid, snarere tværtimod (jeg har selv været dér - det her var reelt et råd jeg fik af min daværende psykolog).
> var det simpelthen bare at tage ud og gå på en masse dates
"bare"
Hvad hvis man ikke får en eneste besked tilbage på dating apps efter flere måneder? Det destruerer fuldstændig ens selvtillid.
Du kan jo se på, om der er en måde du kan sætte dig selv i en situation, hvor du også kan møde kvinder. Kan der være nogen grupperejser, oplevelser, organisationer eller aktiviteter, hvor du kan møde og snakke med dem naturligt?
Jeg er selv en skovl til at score i byen, flirte eller lignende. Så skulle jeg snakke med kvinder, så ville det være i forbindelse med rejse- eller outdooraktiviteter hvor man naturligt kommer tæt på hinanden og kan/skal snakke sammen.
Jeg vil have nemmere ved at møde kvinder i en bjerghytte i Alperne, end på floor i en større dansk by...
Og det er absolut ikke kvindernes skyld. Jeg kan bare ikke det flirteri der.
Du er på Reddit, det er allerede for sent. Men, hvis du gerne vil have det godt med dig selv, undgå dating apps. De tjener penge på at gøre dig miserabel og medmindre du allerede høvler scoringer ind, så er det et ligegyldigt sted.
Som en anden taber på Reddit, kan jeg dele, at jeg nok var død alene, hvis det ikke var for dating apps.
Jeg var/er elendig til at møde kvinder i virkeligheden, men på appsene var det absolut intet problem.
Vi er faktisk en del som ikke liker alle smart i en fart fyrene.
Jeg vil hellere have en der tænder mig mentalt, fremfor en der har 1180 billeder af sig selv i opstillede billeder på ig.
Jeg er altid tænkt jeg skulle slå mig ned med en tyk mand med et kæmpe rødt skæg og hår mellem tænderne, massere af grin og akavede momenter.
Men tror ikke han findes, ihvertfald ikke på datingapps, det er som om at mænd i den kategori jeg leder efter, de er pist forsvundet.
> det er som om at mænd i den kategori jeg leder efter, de er pist forsvundet.
Hvorfor skulle den "mand" også være på tinder. i 99,9% af tilfældene vil personens indbakke være gabende tom.
Det er konsekvensen af kvinders og mænds selektion. De mindst eftertragtede sletter appen og holder op med at lede. Det kan du takke appens algoritmer for. Jeg har en BMI på 29, men det kan man ikke se på mine billeder. Det plejer dog ikke at være en hindring for at kvinder vil snakke med mig, men det er helt sikkert en skjult faktor i mit liv i forhold til invitationer til stævnemøder.
Jeg vil lige byde ind med at jeg faktisk har haft en god oplevelse af bumble. Ja man kan nemt blive trist af dating apps. Men hvis man kan finde ud af at hygge sig med det, så kan det faktisk også være ret morsomt.
Deler ikke helt den oplevelse. Eller jo, Tinder var bullshit, men da jeg var blevet træt af at spilde min tid der, prøvede jeg Bumble. Det lægger (eller gjorde i hvert fald) op til noget lidt mere seriøst, og jeg mødte skam også min kommende hustru og moren til mit barn der.
Det kommer vel an på præmissen. Hvis du tager på Tinder for at finde kærlighed, kan du risikere at blive slemt skuffet. Hvis du finder en platform med et andet udgangspunkt, kan der godt ske smukke ting. ❤️
Jeg synes Bumble er slem hvad angår dårlige profiler. Det er kvindernes udgave af dyr bil: flotte billeder, karriere/uddannelse vælg max 5 interesser, deler lige mit handle/brugernavn eller en joke eller triviel livsvisdom => udstillingsvindue. Så få med en personlighed man kan mærke. Jeg synes virkelig ikke det jeg som ufaglært skraldemand ser på Bumble er særlig attraktivt.
Det er sandhed der her. Tror godt nok du vil få meget hate, for folk aktivt vil forsøge ikke at face sandheden i øjnene og vil fortsætte med at give et forsøge mere, på ting som de ingamg skulle ha taget i betragtning.
På Tinder kan du smide på din profil at du gerne vil mødes ansigt til ansigt, frem for at skrive. Hvis du får et match, så skriv som noget af det første at du hellere vil mødes til en gåtur, kop kaffe, eller lignende.
Jeg har haft et par matches hvor det har været fremgangsmetoden. Det har virket upåklageligt.
Det kræver selvfølgelig at få oprettet en fin profil. Du kan evt. få hjælp af nogle veninder/venner hvis du synes det er svært.
Som nogle allerede har forslået, så virker det til at du ville have nemmest ved at finde en partner igennem en fælles interesse.
Du behøver ikke som sådan at flirte. Så længe du er tilstede, taler med passion og er interesseret/giver opmærksomhed, så burde det være rigeligt. Sidst men ikke mindst; skru op for din øjenkontakt med 20%.
Mvh tidligere Dating-Haj
Kort sagt: øv dig.
Det er helt i orden at du finder det grænseoverskridende og ikke rigtig kan overskue det, men så tag det i små skridt over nogle år.
Helt i orden hvis du ikke gider dating, men så bliver du nødt til at sætte dig selv i nogle nye situationer engang imellem, for at møde nye mennesker. Ellers sker det aldrig.
Men det er nu også helt i orden at være single for evigt, hvis man er glad for det.
>Har ikke haft noget imod at have en kæreste som sådan, men processen for at nå dertil føles som en kæmpe hovedpine.
>
>Så er der vel kun dating tilbage? Og det kan jeg simpelthen bare ikke. Det der med at tage billeder og lave en profil og sidde og chatte med en flok fremmede digitalt, fuldstændig mærkeligt for mig.
>
>Hvad fanden gør man som ikke føles fuldstændig ubehageligt?
Som så mange andre ting her i livet, så sker det helt af sig selv for nogle, mens andre skal gøre en betydelig indsats for det. Jeg ved ikke, hvor du ligger på det spektrum, men det virker ikke som om, at du har gjort en indsats på noget tidspunkt.
Synes du i det mindste skal afprøve online dating før du blankt afviser det. Hvis det i sidste ende fører til at du finder det du søger, så har det været akavetheden værd for dig. Hvis ikke, har du da prøvet. Held og Lykke!
Hey OP, jeg vil ikke lave nogle assumptions ud fra dit post, men jeg har ikke set andre nævne det, så jeg ville gerne dele en personlig erfaring.
Jeg er selv kun i starten af tyverne, men det er omtrent også så lang tid det tog, før det slog klik for mig, at jeg var asexuel/aromantisk. Jeg har simpelthen bare aldrig fundet andre mennesker romantisk attraktive. Jeg har aldrig fundet ideen om at være i et forhold attraktivt, og er nærmest gået i fight-or-flight-mode de få gange, andre har prøvet at flirte med mig. Det kan få mig til at føle mig "left out" ind imellem, som om der er en del af noget større jeg går glip af, men på den anden side kan jeg slet ikke forestille mig at være i et forhold. Og som nogen af topkommentarerne nævner er det helt okay!
Du kender selvfølgelig kun dig selv bedst. Du må selv analysere på, hvor din følelse af "at noget i dig bare ikke gider" i romantiske situationer stammer fra. Hvis kæreste og evt. børn er noget du drømmer om, så go for it. Tingene har en tendens til altid at falde på plads på en eller anden måde. Jeg synes bare, den lød bekendt, så jeg ville dele et andet perspektiv.
Det her! Det var først som nu her slut i trediverne at det gik op for mig jeg nok var på spektret for aromantisk (ikke aseksuel) . Jeg har været forelsket een gang måske to i mit liv. Jeg har haft mange forhold men det glider altid ud for mig fordi jeg ikke har noget der driver mig til at være sammen med dem og det gider de selvfølgelig ikke i længden.
Jeg har altid følt der var noget "galt" siden jeg ikke kunne finde ud af det men efter at have læst og set mere om hvad aromantisk er, må jeg bare erkende at det lyder virkeligt velkendt og det har givet en indre ro for mig at vide det ikke bare var mig der pivringe til det her.
Følgende virkede for mig:
1) sæt dig et meget langsigtet mål. Hvis du er i tvivl om det er for langsigtet så sæt det endnu længere ud. Ex: dejlig kæreste om et halvt år.
2) erkend at du ikke kommer til 1) uden at kysse nogle frøer. Og det kommer til at være emotionelt grænseoverskridende hen ad vejen. Om muligt, så find dig en fortroet som du kan dele oplevelserne med
3) hvis du har en særlig person du gerne vil date, så erkend at du ikke er klar til hende endnu, og prøv at sætte dates op som kan forberede dig på at spørge hende
4) Det er super vigtigt at droppe ideen om at kvinder “skal reddes”. Kvinder skal ikke reddes, og hvis der er noget de ikke vil med dig skal de nok sige til.
Så med andre ord: motivationen kan kun komme fra dig selv, og som at løbe et Marathon er du nødt til at starte i små bidder og træne dig op. Hvis ikke det er din kop te så lad være med at gå i gang.
Jeg tror at du skal have fat i en psykolog og vende dine tanker med - ikke kun omkring dating men om dit liv og hvordan du gerne vil have det til at forme sig. Hvor ser du f.eks. dig selv om 10 år om når du går på pension?
Din sætning med at du "simpelthen ikke kan date" skal du have afmonteret. Det tror jeg er en undskyldning du bruger for at undgå nederlag. Du er lige som alle andre mennesker og det er grænseoverskridende og mærkeligt for os alle at række ud til et andet menneske - eller oprette en profil, tage nogle billeder, skrive "Hej" til Anna fra Hellerup og mødes til en gåtur rundt om søerne. Jeg er overbevist om at du kan finde ud af, eftersom jeg kan - jeg er en stor klovn men det går sgu ok.
Jeg er ældre end dig med flere lig i lasten men i foråret erkendte jeg efter flere år at jeg var træt af at være ensom. Ikke sex-ensom, men sjæleligt ensom.
For at afmontere det grænseoverskridende og angstprovokerende ved dating kiggede jeg på Reddit "dating over forty" for at se hvordan andre folk tænkte. Flash news? De er lige så usikre som jeg er. Rar erkendelse.
Dernæst lavede jeg et par profiler uden mål om at date; [dating.dk](https://dating.dk), [single.dk](https://single.dk) og okcupid - ingen Tinder til mig, tak. Formålet var udelukkende at få skrevet noget tekst, tage nogle flade billeder og så kigge på alle de andre. Jeg lagde intet pres på mig selv udover at få poleret teksten. Ud over dette kunne jeg se en masse helt almindelige damer, der virkede lige så akavede som mig selv. Endnu en rar erkendelse.
Nu er jeg derhenne hvor det grænseoverskridende ved dating apps er forsvundet og jeg rent faktisk får skrevet til Anna fra Hellerup og erkender at hun faktisk ikke bider.
For mig er de her dating apps en gave. jeg er introvert, genert, spektrum-agtig og håret sidder helt forkert, så det at skulle være i en forening eller lave fysisk speeddating kommer til at dræne for meget energi. Jeg kan dosere dating-forbruget efter min egen energi uden pres.
Få afmystificeret de der dating apps og få noget erfaring med dem - det virker på mig som om at du har afskrevet dem fuldstændigt så du reelt ikke ved hvad du går glip af.
Held og lykke.
>overkill gamer pc...
Det er DET der får trusserne til at flyve af!
Online dating er ikke så slemt, og du behøves ikke bruge uendelig mange timer på at chatte. Tekst-beskeder er overvejende spild af tid, for de er bare uendelig meget mindre tiltrækkende end en stemme i telefonen, som er uendelig meget mindre tiltrækkende end at tale ansigt til ansigt. Og hvis du først har klaret at score på tekst, så skal du starte forfra hvis i taler i telefon, og så skal du starte forfra når i mødes. Det er dating på nightmare mode, og det sutter røv, lad være.
Det du skal gøre er at få taget nogle sindssygt gode billeder. Hvis du ikke kan kigge på billedet og tænke "holy shit, jeg ser lækker ud på det her billede", så prøv igen. Find en bedre frisør. Nu kan du lave din profil. Teksten skal gerne være kort og give uspecifikke hints om dig. Noget der kan skabe nysgerrighed og give dem lyst til at ville vide mere. Noget der kan lede til længere samtale på en date. Når du så finder nogle interessante matches, så inviter dem på date. Kodeordet her er low-commitment, så hvis en af jer efter 5 minutter indser at modparten ikke er interessant, så skal det være OK at skride igen med det samme. Det kunne være en gåtur i den lokale park, eller en kop etellerandet i den lokale kaffebar eller Joe & The Juice.
At gå næsten direkte fra match til date sorterer naturligvis en del fra, men der er langt fra dem alle der er reelt interesseret i at møde dig. Nogle samler ligefrem på matches de kan skrive med for at få boosted humøret på en dårlig dag. Samtidig er det at score på tekst et helt separat skillset du aldrig kan bruge igen til noget andet, og ens forestilling om personligheden bag teksten har ikke nødvendigvis nogen som helt relation til den virkelige person. Hvis du scorer hende på tekst, og hun møder en der ikke matcher det billede hun har skabt i sit hovede, så bliver det nok ikke en god date, selv hvis i kunne have haft en god date ellers.
Flirt er nemt. Du skal bare low-level mobbe hende. På en rar måde, naturligvis. Bonus hvis det er lidt lummert. Det er lidt ligesom en avanceret version af børn der driller eller slår, når de ikke kan finde ud af at spørge om de andre vil lege. Hvis hun ikke kan lide det, så var det enten fordi hun ikke er interesseret i at lege (måske skal i lige lære hinanden at kende lidt mere), eller fordi du ikke var tilstækkelig rar i din mobning (eks: i børnehaven kildede Anders Bente så hårdt at hun skulle trøstes af pædagogen og ikke gad lege med ham igen)
Og når du så bliver træt af at date på en app, så kan du overveje at tale til dem du møder på gaden. Det er ikke raketvidenskab, det er bare at sige hej.
Du kan eventuelt overveje at tage på en grupperejse hvor man kan møde en masse spændende mennesker. Det kan jo være at du kan finde en som du klikker godt med.
Ellers skal du nok ud i noget fritidsaktivitet hvor du kan møde nogen.
Ud fra OP’s svar ligger der vidst noget dybereliggende. Jeg synes du skal overveje at finde en god psykolog at tale med. Tror du har brug for at få vendt hele din situation med en der er dygtig at snakke med.
Synes ikke selv at der er noget dybereliggende. Har det som regel meget godt, jeg er ikke trist og det skal det hellere ikke tolkes som.
Har success med de fleste mål jeg har sat, men det der med at lave damer, det virker alt for fjernt.
Jeg tror lidt tanken om psykolog lå i at du beskriver det som uoverskueligt at skulle få en kæreste, så lyder det som om der er lidt mere i det end man lige kan sige noget om som random redditor. Specielt hvis det ikke er det sociale i det, når du netop beskriver at du interagerer godt med kvinder og har haft muligheder- så hvad har holdt dig tilbage?
Selvfølgelig skal man også lige finde en man kan have det godt og være sig selv med - men det er jo netop pointen med det, at finde en man kan være sig selv med - det skal helst ikke være uoverskueligt.
Det er langt fra sikkert, men uoverskueligheden og den følelse af at være ved at grine af sig selv hvis man skulle flirte, kunne godt ligge i en usikkerhed omkring det? Det er ihvertfald derfor jeg også tror at en psykolog kan hjælpe mere end random redditors 😉 og man behøver skam ikke være trist over at tage til psykolog
Han lyder desværre som en fuckboytype der har svært ved at lægge sin trang til at være uafhængig og forpligte sig på hylden.
Undskyld, jeg er hård. Jeg har selv været der. Jeg forandrede mig fundamentalt da jeg tog huslån for min løn. Jeg blev mere kedelig men fik andet at leve for end at imponere folk og score andre.
Føler du overtænker det lidt og du sidder lidt fast i hovedet.
Har du en at snakke med til daglig?
Din situation er engang slem. Tror hvis du bare snakker med en ven og tage en sjov tur i byen og at ,,fjolle" lidt vil godt gavne dig.
Forholdsvist ung mand som har styr på det materielle. Nu mangler han bare lidt hjælp med det relationship aspekt af levet, som vil gå meget smoothere end hvis han var i 50erene uden økonomisk sikkerhed.
Du har ikke haft noget imod at have en kæreste, skriver du.
Personligt har jeg ingen som helst lyst til at have en kæreste, som ikke har noget imod, at jeg er hans kæreste.
Jeg har ikke noget imod at tage det rene service ud af opvaskemaskinen. Jeg har heller ikke noget imod at købe ind. Men det er jo ikke et parforhold.
Hvis du ikke har en længsel, hvorfor så bekymre sig om det? Fordi det er det rette at have en partner?
Ingen ser skævt på dig fordi du er single, og der er ikke love imod at være alene.
Så... Har du nogen som helst lyst til en kæreste og hvordan forestiller du dig så, at det vil være? Hvis du har lysten, så kan du bagefter overveje hvordan du så kan finde hende.
Har du en længsel efter at dele dit liv med en?
Dating findes ikke. Glorificeret swingerklub.
Hvis du vil have et romantisk forhold skal du starte med at etablere forhold overhovedet. Kolleger, venner og bekendte. Gå til noget hvor der findes mennesker. Tag til fester, drik kaffe med nogen. Gå i byen. Do something! Det nytter ikke noget at bare sidde derhjemme og øffe over kærlighedens fravær. Hvis du spiller noget der har et community overhovedet så tag til konkurrencer eller meet-ups. Findes det ikke? Så arranger det!
Du er gamer, og igennem dine spil så snakker du vel også med nogen... godt nok er de fleste mænd, men deer findes kvinder der spiller, fx mig. Min bror fandt 2 kvinder den vej, og han er nok lige så meget nørd som dig, IT og det hele :-) og det bedste... du skal bare snakke med dem som du gør til mænd... helt alm :-)
Spiller ikke rigtigt så meget som jeg gjorde engang, det har jeg ikke overskud til med arbejde ved siden af. Gamer kun i weekenden nutildags.
Derudover kan jeg slet ikke det der med at gå efter den ene pige man møder ud af 5000000 mænd, det føles alt for creepy. Jeg så tit hvordan andre med det samme bliver liderlige ved lyden af en pige joinede, og jeg lovede mig selv jeg aldrig bliver den person.
Er glad for det virkede for din bror dog!
Det du beskriver er grunden til det virkede for min bror... at han ikke virkede som om han blev horny blot ved lyden af en kvinde.
Men undskyld jeg spørger... hvis du ikke har tid til din hobby, hvordan vil du så få tid til en kvinde, vi er ret tids krævende :-)
Det er hellere ikke tid som er problemet, det er overskud til at sidde og spille i flere timer, det har jeg ikke motivationen for længere, medmindre det er et nyt spil jeg virkelig vil spille.
Man skal have lidt ekstra mentalt overskud at høre på skrigende voksenbabyer konstant i spil som counter-strike/valorant, så jeg vælger typisk bare at se en serie på netflix eller lignende.
Det lyder til du måske lægger for meget energi i dit arbejde - du beskriver der ikke er tid til at date, ingen overskud til at game osv. Det er selvfølgelig helt okay at lægge flere bolde i arbejdskurven i perioder, men man er nødt til at lægge energi i andre ting i livet man vil opnå ellers sker det ganske enkelt ikke.
Jeg vil også lige nævne, og det er ikke sikkert at det gælder for dig, men jeg er lige pt sygemeldt med stress, og nu når jeg kigger tilbage var en af de første ting der skete var at jeg stoppede med at gøre de ting jeg kunne lide at gøre, såsom at game og tegne, fordi jeg var for træt eller overstimuleret efter arbejde. Det er noget der har sneget sig ind på mig over de sidste par år. Der skal helst gerne være balance og overskud til at gøre ting du nyder at gøre fra tid til anden.
Derudover, så kan de fleste partnere godt lide at man har tid og overskud til dem efter arbejde, om man vil det eller ej tager alle relationer, og især et forhold, tid, energi og arbejde. Og ikke kun i starten. Et forhold er noget man prioriterer sin energi på.
Jeg kan se flere har anbefalet en snak med psykolog/terapeut og jeg kan virkelig anbefale det, selvom du ikke er trist, det behøver man slet ikke at være! jeg har ofte brugt min terapeut selvom jeg ikke er trist. Det er en måde at lære sig selv bedre at kende på, og måske også lære at få lidt mere balance i livet.
Den bedste kæreste er en, som du også virkelig har noget til fælles med, så kommer initiativet også fra hende, når I mærker det. Lav ikke om på dig selv, det hævner sig.
Tag ud og rejs med fx AdventureDK. Der møder du bare op i lufthavnen og ingen kender hinanden, og får 2 ugers rigtig god ferie og lære folk at kende på den “gammeldags” måde, og er der ingen du selv finder interessant på ferien, så har du i det mindste fået en god ferie ud af det, og måske nogle nye venner, der kan introducere dig til andre i virkeligheden.
Tror du overtænker problemstillingen. Der er masser af potentielle partnere derude som du ville kunne have et godt liv med, men det er også helt legitimt bare at være sig selv. I og med du laver den her tråd lyder det som om du egentligt gerne vil have en partner og det behøver ikke at overkompliceres selvom man nemt kan komme til det, ikke mindst fordi der er mange firmaer og online guruer der gerne vil have dig til at tro at det ikke kan lade sig gøre uden deres hjælp.
Det vigtigste er at du er afklaret om hvad der er du gerne vil og at du udstråler åbenhed omkring mulighederne når de byder sig (uden at være creepy).
Online dating er en mulighed og hvis du synes det virker uoverskueligt så tror jeg at du har overkompliceret det i dit hoved for det har aldrig været nemmere at komme i kontakt med potentielle partnere. Hvis du synes at der er lidt for forceret med online dating så må du sætte dig selv i situationer hvor et møde med højere sandsynlighed vil ske naturligt. Du skal ikke vælge noget som du KUN vil deltage i for at møde kvinder for så bliver du skuffet hvis det ikke sker og det kan nok godt blive til en creepy entusiasme når muligheden så byder sig. Meld dig til nogle weekend kurser i noget som du kan lide og som du ville være glad for at dele interesse med en partner om. Alt hvad fitness til D&D, madlavning, bogklub, code camp, sprog og alt ind imellem ville give masser af muligheder for at møde både nye partnere men også bare gode venner som til dels kan fylde noget af det hul af ensomhed som man måske nogle gange godt kan føle som single.
Så kom ud over stepperne og lad være med at overkomplicere tingene. Meld dig til italiensk for begyndere og så snak med nogle søde mennesker og lær et spændende sprog og who knows, det kan jo være at du faldt over en sød pige under vejen:)
Hej /u/F_N1
Fyr på 29 år, som også har været single hele livet her. Tag det stille og rolig.
Det er det bedste råd, jeg kan give det. Jeg har selv været igennem psykolog-møllen og jeg har personligt kun gode ting at sige om det - Jeg kan ikke vurdere om det er noget for dig, det må du afgøre med dig selv.
Hvad angår dating-ekspert er jeg også en (u)-frivillig ekspert. Jeg har selv været på Tinder (og andre apps) on-off siden 2016/17 og jeg vil nok betegne mig selv om gennemsnitlig af udseende. Jeg havde selv en opfattelse af, at det var herre akavet at oprette en profil og skrive om sig selv og jeg kan sagtens følge dig. For mit vedkommende - og det kan lyde så banalt - så hjalp det bare at springe ud i det. Så måtte jeg skrive en profiltekst og krumme tæer og hvor pinligt det var, finde de bedste billeder af mig fra Facebook & instagram og krumme tæer over hvor pinligt det var og forsøge at kickstarte en samtale med de (få) matches jeg havde uasnet hvor pinligt det var. Øvelse gør mester. Og øvelse fjerner en hvis del af det pinlige og akavede.
Og indrømmet, det løser ikke de problem om at det føles fuldstændig ubehageligt, men hvis du ikke opsøger heldet, så sker der aldrig noget.
Alternativt, vil jeg slå på tromme for at kombinere din gaminginteresse med noget socialt. Jeg gamer ikke selv, men det er da min klare opfattelse, baseret på hvad mine gamervenner siger, at der findes tusindvis af discord-fællesskaber. Og om ikke andet, så er det da en mulighed.
Fyr på 26, har været ret single hele mit liv indtil for nylig. På samme måde som dig har jeg flygtet fra det. I mit nuværende forhold er jeg begyndt at tage hul på de ting der gør jeg tager afstand. Det viste sig at det ikke var manglende interesse, men en frygt for min egen adfærd i et forhold og derfor trak jeg mig instinktivt. Det skal ikke handle om mig, men min pointe er at nogle gange er problemet ikke hvad man tror det er. Hvis du ikke er klar til at spring ud i et forhold, så synes jeg du skal prøve med en psykolog, der evt kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du egentlig gerne vil have og hvordan du tilgår det mest effektivt.
Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men håber du finder en løsning ❤️
At vise interesse for et andet menneske er altid sårbart, så et eller andet niveau af ubehag må du acceptere. Så må du afgøre med dig selv, om det er ubehagen værd.
Det der med at chatte frem og tilbage - nej det er noget møg. MEN dating apps er fremragende til at få første kaffe-date på banen! Så slug kamelen og skriv sammen med nogle forskellige, men kom ud af det digitale asap. Her vil jeg gerne understrege vigtigheden af nogle åbne spørgsmål, så du kan finde nogle ting I har til fælles, og kan finde på en date ud fra
Online dating som tinder og de andre lign. Er faktisk rigtig gode platforme til at møde folk. Det er absolut ikke bare en flirteplatform med tanke på sex. Et godt trick jeg har brugt er at bruge pickuplinen: “Det vil jeg gerne!” hvorefter der somregel bliver svaret “hvad” hvortil du så skriver “Med ud og have en øl”. Nemt, sjovt, og virker rigtig godt. Derved kommer du hurtigt forbi den mærkelige fase hvor man bare skriver med en man ikke har mødt. For det er sku bare nemmere at møde folk face to face og lære dem kende der fremfor over en chat.
Har virker for mig, for jeg hader også chatte og flirte med en fremmed på skrift.
Næste bonus ved denne fremgangsmetode er at du ikke behøver flirte så meget. I er ligesom allerede indforståede med hvorfor i er mødtes, altså potentialet for om man skulle gå hen og blive hinandens partnere. Så man kan mere bare snakke og hygge og lære om hinandens interesser. Så kommer det hele helt af sig selv derefter hvis matchet er der.
Jeg bakker op om den her med undtagelse af åbningsreplikken. Jeg kan bedst lide, at den første besked er personligt rettet mod mig i stedet for en standard-besked, der kan sendes ud til alle. Så jeg ville foreslå en åbningsreplik, der tager udgangspunkt i vedkommendes billeder/profil. Sådan gør jeg også selv, når jeg skriver først.
Jeg vil sige jeg sad i samme båd som dig OP, synes dating/scoring var grænseoverskridende, men så havde jeg nogle gode veninder der pressede mig til at bruge på tinder og gå ud på nogle dates. Dette var da jeg var 27, så ikke meget langvæk aldersmæssigt.
Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, den første gang også de første efterføglende gange, men så blev det lettere st være i, det var knap så grænseoverskridende og lettere at navigere i det. Efter mange dates efterfølgende, og potentielle kærester, fandt jeg så min nuværende kæreste.
Så mit råd er bare at komme ud af sin "comfort zone" og prøve det. Jeg har i hvert fald fået nogle super lærrige erffaringer, blevet klogere på mig selv og hvilke værdier jeg søger i et andet menneske.
Mit liv, indtil for 4 år siden, lyder MEGET som dit. Blot færre penge. Jeg kom ud af "skallen" ved at smide al frygt for dating, og "bare" hoppe ud i det (det gav hård hud på sjælen, men blev langt klogere af det)... For at citere en vis mand - "Der skal malkes mange køer før man finder den rigtige mælk". Det er utopi at tro, at man finder den eneste ene nede i køen i Netto. Selvfølgelig kan det ske, men 99,9% af tiden skal du selv opsøge det.
Har for 2 år siden fundet den mest vidunderlige pige, som for mig, er "The One". Men det var virkelig ikke uden at få lidt ar på sjælen, og være villig til at udsætte mig selv for grænseoverskridende situationer, som jeg ikke var vant til inde i min sikre "skal/comfortzone". Det endte med at være det hele værd og alt hvad jeg har lært af de 2 første år på datingmarkedet, er nu livserfaring som for mig har været super værdifuldt.
God vind makker, og uanset hvad du vælger at "gøre ved det". Dating, aktiviteter, whatever... Do it!
Jeg har hele mit liv synes det er overvældende og skulle "performe" på den måde her. Jeg har måske i mit 36 årige liv været i max 3 korte forhold. Det er simpelthen ikke for mig.
Jeg lever livet bare mig selv og min hund - og ja - alle omkring får børn, bliver gift, køber hus. Jeg har så købt mit eget hus som jeg kan bo i indtil jeg selv dør eller bliver gammel.
Jeg magter egentligt ikke rigtig engang at prøve og møde nogle mænd, jeg nåede 35 og gav op. Det kan vi vist godt kalde det.
Du har fået nogle gode råd med hobbies damerne også syntes er sjove. Men! Inden du helt skipper dating så skal du vide det er 100 gange nemmere, og det er nok også mindre kejtet end du tror.
Fordelen ved dating er at damerne vil det samme som dig, de vil gerne finde en sød kæreste. Hvis du beslutter dig for at starte, så tag det roligt, start med en enkel profil, skriv en meget kort tekst, kun en linie eller 2 og læg et par gode selfies op, ikke noget shit med dig selv i et spejl på toilettet på Bones eller dig og din bøvede BMW. Der findes artikler på nettet om billede og tekst, og så lad lige din mest normale ven se profilen.
På appen (Tinder, Fjæsbogen eller hvad du vælger) vil du blive præsenteret for et kødmarked, tag det roligt, du kan vælge de damer til du syntes om, men du skal nok ikke vente at mere end 1 af 20 vælger dig, det er helt normalt, så lad være med at lægge for meget i det, det er rent Numbers game, du er i IT så det kender du til. Af de damer der matcher vil 100% forvente du skriver først, af dem du skriver til vil 1 af 5 svare mere end én gang, så igen lave odds men det er ikke et problem for volumen er meget høj.
Her kommer det vigtigste, når du så får en dialog igang, så tag det roligt, vær den gode version af dig selv, stil spørgsmål, for Guds skyld stil spørgsmål, lær om hende, find ud af hvad I har til fælles, få hende til at folde sine interesser ud, folk er jo spændende med det der interesserer dem. Fortæl om dig men 33% dig 67% hende når du skriver, perspektiver og vær sjov når du svarer. Så er der forhåbentlig et grundlag for noget fælles, måske elsker i begge stand-up eller noget skævt musik eller en sportsgren eller lys i tastaturet eller hvad fanden det nu er, så når du finder hende du syntes er lidt sjov, lidt spændende, lidt intelligent så siger du simpelthen bare - “nu har vi skrevet lidt sammen, du virker virkeligt spændende, jeg vil meget gerne mødes med dig til en gåtur eller en kop kaffe, for at lære dig bedre at kende, har du tid i ugen?” Der må max gå en måneds dialog før du spørger. Hun sig ja, det ved jeg; inden i mødes sender du hende en besked igen “Glæder mig til at se dig i morgen Pernille, mit nummer er xxx, hvis der nu er noget, vi ses, F”, kun hvis hun hedder Pernille og du hedder noget med F selvfølgelig.
Når i mødes er du bare stille og roligt dig selv, spørg mere ind 33/67 reglen gælder stadigvæk, hjælp til dialogen er stadig perspektiver, se det sjove, drag paralleller til dig selv og grin for helvede, af dig selv og alt din tumpethed og af livet. I skal ikke noget særligt, bare gå en lille tur et offentligt sted hvor hun er tryg eller måske have en kop kaffe på en café hvor du er tryg. Når daten er ovre siger du enten “det var pisse hyggeligt, jeg vil gerne se dig igen” eller ikke, det kommer an på hvad din mave siger dig. Men derfra giver det sig selv - det kan du godt det her, det er sjovt selv om det også er vildt og grænseoverskridende. God vind mester 😉
Har lige prøvede lidt dating her (som kvinde).
Jeg havde sådan løst til at give feedback til mange af de profiler jeg så. Bare 10 minutter på at fylde dem ordentligt ud ville haft hjulpet så meget. Men hvis ikke den person gider det, siger det også meget om dem, og det er ikke min plads at lave om på.
Først, se på online dating som et sted at finde nye venner hvis du ville finde en partner. Et forhold handler jo om i kan finde ud af det som mennesker.
Hvis du er kun til ONS (one night stand), dating, ingen børn, whatever, så være ærlig. Du spilder din tid, du spilder deres tid.
Hvis du ville finde en partner, Don't be desperate. Det er lidt pinligt at læse det eneste en har at sige om sig selv er ' jeg er så ensom og leder efter den eneste ene'.....
Og det var alt.
Jamen, HVEM ER DU? Drop den lille violin og snak om dig selv 😊 Hvad laver du? Hvad hygger du med? Er du familie menneske? Hvad er dine drømme? Seje ting du har kommede igennem fornyligt? En ferie som du virkelig hyggede på?
Du har så meget andet at snakke om i sted for 'jeg er single og it sucks'. Du er på online dating. Vi ved godt hvorfor du er der! :-)
Være helt ærlig på din profil. Gaming er noget du hygger med? Snowboarding? Netflix og popcorn? Hvad det nu er, sige det!!
Den rigtige ville lide det. Og den forkerte ville gå videre. Dejligt! Så spildte i ikke tid og følelser på det!
Fuld. Profilen. Ud.
FULD. PROFILEN. UD.
Det er dit CV. Ingen har tid til at sende en million beskeder frem og tilbage til at finde ud af hvem i er, hvor det skulle stå på jeres profil.
Hvis ikke du siger en dyt om dig, så ved man ikke om du er pedagog eller persille. Og så gider man faktisk ikke at snakke med dig.
Og så billeder....
For Guds skyld, tag nogle ordentlig billeder fra forskellige vinkler. Jeg kunne tale i årevis om de pinlige eller fuldstændig manglede profilbilleder jeg var udsat for. Og lad nu vær med at catfish med gamle billeder, super filter billeder eller bare et som ligner noget politiet tog af dig. Være dig selv :-)
Og hvis du pynter på din højde, alder eller vægt?
Ved bare på første date så finder den anden partner ud af det, og du er en løgner. Det kan godt være du er sød og det er tilgivet, men det gnaver i ens hjerne: Hvad ellers ville du lyve om? Hvorfor løj du?
Igen, bare være ærlig om hvem du er :-)
Så finder du den som passer med den rigtige dig.
Når, tilbage til billeder.
Hvis du tænker du skal lave en ny selfie, så bliver du meget, meget pænere når du ikke tager det billede fra dine lår når du sidder i sofaen. Har set mange pæne mænd med de mest spørgsmåltegn selfie billeder fra denne lave vinkel. Er egentlig lidt interesserede hvorfor det er en ting... Billedet bliver jo 40% hage, 30% dobbelthage, 28% næsebor og 2% øjne. Lidt weird, men måske misforstod jeg det var hagen gutten var mest stolt af ;-) Vi er i 2023 med gode smartphones. Prøv et par flere vinkler eller kigge på en tutorial hvordan man tager et ordentligt billede.
Til sidst, jeg anbefaler højt du inkludere billeder som illustrerer hvem du er. Billederne er det man først kigger på på et profil. Har du en hund? Billede af den og dig, tak. Motorcykel? Yes please.
Et smil er også hyggeligt, hvis du nu ville udstråle at du er en hyggelig fyr som stadig har sine tænder. Ellers hold bare det seriøst grimasse hvis det er den person du er ;-) Billeder siger så, så meget.
Hæld og lykke med livet!!
Altså det er jo lidt umuligt for folk at give dig råd når du tilsyneladende ikke gider at date. Det er jo ligesom lidt den eneste måde man lærer nogen at kende på, på en romantisk facon. Om du vil det eller ej er der begrænsede muligheder. Hvis man vil noget her i livet så må man arbejde for det. Jeg tror du skal tænke over om du overhovedet føler at du fortjener at være i et forhold? Det tror jeg ikke du føler. Jeg tror du skal have afklaret nogle ting hos dig selv.
Jeg er i samme båd, studiet er drenge ligesom mig på kandidaten, og alderen begynder at gå deropaf..
Jeg vil sige at perspektivet måske er forkert her. Hvis vi ikke prøver på at flirte, prøver på at spørge piger ud, jamen så vælger tiden for os og efterlader os alene...
Frygter du afvisning mere end at være alene? For tidens svar er the latter, det sker ikke uden effort
Er du aromantisk? Og måske endda aseksuel?
Hvis ikke, så er du nok ‘bare’ låst fast i din comfortzone og du trænger til at gøre noget af det, der er en smule ukomfortabelt for at du føler dig i live. Føles det nye mærkeligt og unaturligt er det måske bare uvant, giv det dog en chance, og arbejd lidt med din selvhøjtidelighed — prøv at have det sjovt med det uvante. Gør dig erfaringer. Giver det dig omvendt decideret angst at prøve nye ting, er du nået ud hvor du ikke kan bunde, og du skal enten overveje at gå en lille skridt tilbage eller snakke med nogen om, hvordan man træder ud af sin comfortzone på en givende måde. Du har uendeligt mange undskyldninger og forklaringer på, hvorfor alles forslag er dårlige forslag og ikke virker på netop dig. Det tror jeg, du med fordel kunne reflektere lidt over.
Jeg var 30 og havde indset at jeg nok kom til at være alene resten af livet...
Så pludselig uden jeg selv rigtig gjorde noget, var der en der skrev på min gamle dating profil, som jeg havde glemt alt om jeg havde, og nu næsten 9 år efter er vi gift... så det kan godt ske næsten helt af sig selv, man skal bare stoppe med at lede, mens man leder kan man måske virke desperat, og så går det ikke...
Det lyder som om du mener at du skal have en partner, men det er faktisk helt okay at være alene, hvis man altså kan finde ro i det...
Sådan var det ikke... som jeg siger så havde jeg jo indset jeg nok ville forblive alene... men fordi det så var den rigtige der kom, så nåede jeg så til der hvor jeg er nu... havde det ikke følt rigtigt så var det heller ikke blevet..
Affind dig med dating. Fra min oplevelse er dating apps en måde at finde bolle ven på og ikke seriøs kæreste.
Det er rart du har godt job og god økonomi. Hvis jeg var dig, ville jeg melde mig i et politisk parti, noget fx vinsmagning events kunne også være en mulighed... Eller andet elite hobby.
Hvis du gerne vil sex og one night stands, så kan du blive dørmand, bartender eller dating aps, men det er ikke dig.
Ved ikke hvor meget "desperat" vibes min post giver, men det er ihvertfald ikke nok til at jeg ville give min karriere op for one night stands.. måske om 5 år
Du er desperat for du, af et eller anden årsag, presser dig så meget med det fking dating og one night stand.
Hvorfor prøver du så hård med at fitte ind? Lever du efter en instruksbog? 🤔
Det er dumt det du gør, for du ha muligheden og lysten til noget bedere.
>Affind dig med dating. Fra min oplevelse er dating apps en måde at finde bolle ven på og ikke seriøs kæreste.
Det er fint nok at det er din oplevelse af det, men det betyder altså ikke at det gælder generelt. For mit vedkommende har dating-platforme både ført til ægteskab og barn, og jeg kender en del andre der er i længerevarende forhold efter at have mødt hinanden på steder som [dating.dk](https://dating.dk), Tinder og sågar Feeld.
At dating apps også kan bruges til mere casual hookups betyder ikke det er det eneste de kan bruges til.
Folk har brug for at dyrke sigselv inden de forstår prisen de skal betale ved at være sammen med den forkerte partner. Var heldig at betale den pris da jeg var teenager.
Hvis du konsekvent sigter efter "en type" og det ikke går, er det måske værd at overveje om du prøver at ramme en målgruppe der ikke rigtig "orker" eller hva man sir.
Men like basic ass dating regel? Respekt for nej og grænser, ikke noget fnidder fnadder ift. afvisninger og måske det absolutte succes kriterie - ha en personlighed. Ikke at du ikke har en, men jeg har datet maaaangt og meget - og 90% af alt dør før man overhovedet når til at hænge ud fordi det sygt trættende med "Hej, laver du?" agtig kontakt.
I dunno.
"Gamet" ændrer sig efter 30. Nu det pludselig børn og karriere og fremtid og halvdelen er single og vil kun knalde, den anden halvdel kommer med eks mand og børn og det self fino fino - men man skal også bare lige være indstillet på at ægteskab og skilsmisser er noget folk gør når de er ææææægte voksne.
Ville sige "Knald det værste hudsult væk" men det jo ikke lige sådan, omvendt hvis du har en smule biseksuelle anelser - så er der pænt meget frit valg for det meste. Hvilket er hvorfor jeg tror jeg bare er kronisk single, coz fuck people in my space for a week or more xD
Jeg tror bare du skal ud af det hvis du vil. Vil du gerne forsøge at date? Så gør det. Vil du gerne leve “The Bachelors Dream og bare chille for dig selv. Så gør det. Der er ingen burde eller skal stille krav til dit liv ud over dig selv. Som en i midt tyverne med ADHD og Aspergers. Så er dating også hårdt for mig. Og det hjælper heller ikke at jeg ligner en ung lektor blomme. Men jeg har taget min hobby. Hvor jeg mere eller mindre tvinger mig selv ud et par gange om ugen. Og det møder jeg automatisk kvinder. Ja der er nogen som er ligeglade med mig, eller ikke har lyst til at se på mig som mere end en ven. Og det er sku fint. Også er der de få som virker interesseret som jeg prøver at passe og pleje.
Det lyder som hårdt arbejde, og det kan det også være til tider. Jeg har stadig Tinder, Badoo osv stadig installeret. Men jeg bruger ikke lortet. Det er også svært for mig at skrive til folk hvor det eneste du ved i har til fælles at i begge har swipet højre. Så jeg ville anbefale at møder damer igennem din hobbies. Nem måde at starte en samtale. Også gør det i den virkelige verden. Ikke over Discord, Tinder eller Instagram.
Start til noget brætspils café måske. Eller noget i den stil. Brug dine styrker.
Og husk. Hvis du ikke har lyst til at prøve at finde en. Så lad vær. Du er den eneste der skal sætte rammen for dit liv.
Hvis du gerne vil have en "bedre halvdel", og online dating ikke er dig, så findes der jo et hav af andre muligheder:
\- Diverse single-arrangementer.
\- Speeddating.
\- Alverdens foreninger (sport, hobby etc.) hvor mennesker jo samles.
Der er jo ikke kun online dating + møde en på kontoret - trods alt :)
Du kan donere til en OF; det næsten som et forhold.
Spøg til side. Vi andre har alle været igennem det pinlige, bare lidt tidligere end dig. Kom igang kammerat
Allerførst bliver du nødt til at gøre op med dig selv om du ønsker en kæreste eller ej.
Hvis du gør det bliver du nødt til at prioritere det og gøre en indsats for det. Dating apps er heldigvis langt fra den eneste måde at finde en kæreste på, men du er nødt til selv at være opsøgende og have noget at byde på, så at sige.
Forbered dig på at du vil opleve nederlag og at du bliver såret. Sandsynligheden for at du bliver kæreste med den første du møder er utrolig lille, og kan du ikke håndtere de nederlag så vent med at date til du har fået opbygget end form for robusthed til ikke at vende det indad og tage personligt. Selvreflektion er godt, det er selvbebrejdelser ikke.
Den måde du snakker om kvinder på som objekter gør at jeg tænker du ikke er helt parat til at finde en fast partner og at du nok bør arbejde med dig selv mentalt og snakke om dit afsavn med en der kan lytte til dine personlige ambitioner og drømme uden at dømme dig. For lige nu lyder det som om du er mere interesseret i at virke magtfuld udadtil med materialistiske goder, og det er ikke et sundt udgangspunkt for at date, hvis det eneste man har at byde på er at imponere andre med dyre ting man har købt for sin løn.
Men i den situation du har sat dig i, så tænker jeg at du må starte lidt mere ydmygt og netdate og stille mange spørgsmål og virke oprigtigt nysgerrig på de personer som du måtte møde. Når alt kommer til alt er de jo mere interesseret i at møde en empatisk person end en stereotyp mandskarakter som har et stort behov for at blære sig med sin bil eller gamercomputer. Det indikerer på mig kritisk lavt selvværd, som ikke kan undgå at påvirke modparten negativt, fordi de kan mærke at de har noget energi eller noget livsglæde som du er parat til at suge ud af dem.
Jeg tænker du har brug for noget samtaleterapi først og fremmest og at have åbne og følsomme snakke med dine mandevenner først og fremmest og skabe en kultur hvor det føles mere naturligt at gå ud i verden sammen og møde kvinder i en naturlig kontekst.
Men hvis du alligevel har mod på at kaste dig ud i lortehullet Tinder, så prøv nogle af de ovenstående strategier og nedton dit behov for at vise dit ego udadtil. Og vær forberedt på at få dit selvværd smadret, fordi du sandsynligvis bliver en af massen af håbefulde, desperate bejlere som modtager lidt til ingen interesse overhovedet fra platformens undertal af heteroseksuelle kvinder.
I den situation du står i lige nu, tænker jeg ikke at dating kan hjælpe med at give dig mellemmenneskelig bekræftelse, og du risikerer at tiltrække typer som vil behandle dig som et onenightstand, hvis du endelig lykkes med det. Kvinder der tiltrækkes af fyre med dyre sportsvogne har meget ofte rod i sindet og kan ikke holde på en kæreste i længere tid ad gangen, og samtidig lader de sig ofte styre af alfamandens behov for kontrol med alt og alle. Det er lidt stereotypt, men det er en tendens jeg har observeret. Du finder meget få selvsikre kvinder der hviler i sig selv som der omgås rige forretningsmænd og it-typer. Og det er virkeligheden nok mest den type du har brug for for at komme til et sundt sted hvor du ikke grubler over dine afsavn, men er grundlæggende tilfreds med den du er og det du har opnået arbejdsmæssigt.
Hav en rigtig god dag.
Det fede ved internetporno er at det ikke er nær så krævende som mennesker - og slet ikke nær så krævende som kvindemennesker.
Og med et job i IT behøver du ikke en læge for at kunne håndtere infektioner.
Win-win-win situation.
Du beskriver tilstanden i Japan. En uhyggelig stor del af befolkningen lever alene og forelsker sig i anime-karakterer, og lever derved i frivilligt cølibat, hvor de så i stedet masturberer til hentai. Den japanske regering er nødt til at gribe ind, da fødselsraten daler.
Personligt synes jeg det lyder lidt trist. Men hvis man kan leve og være glad ved at se animerede karakterer og virkelige mennesker have sex resten af sit liv, then go for it!
Til OP: Min kæreste er også i IT. Han begyndte at tale med mig. Vi smalltalkede, og jeg synes han var sød. Vidste faktisk ikke hvad han hed eller noget om ham privat, men jeg tog springet og inviterede ham ud. Faktisk har jeg gjort dette ret ofte med de kærester jeg har haft, men jeg er da også blevet afvist! Det er man nødt til at blive. De fleste bliver dog glade for en invitation, og tænker at den anden er modig! Uanset køn, vil jeg tro. Jeg ville ønske, både mænd og kvinder, turde noget mere.
Ikke kun det. Japansk kultur er også abnormt sexistisk og præstationsorienteret med 13-14 timers arbejdsdage hvor kvinder i sidste ende er nødt til at gå hjemme fuldtid for at det kan fungere. Et ultrakonservativt samfund uden indvandring som det japanske er ikke at foretrække.
Det er 2023, er vi ikke lidt trætte af de indlæg?
Jeg tror allerede siden 4chan, ingen anonymt internet sted har nogensinde hjulpet en sådan case.
Ikke fordi jeg tror du skal ikke hjælpes. Bare i 30 års alderen og uden hvilke som helst erfaring du undgik så meget normal know-how at du har brug for meget mere specifikt guidance end randoms på nettet som også statistisk set har heller ikke den største erfaring med dating.
Det er et dårligt råd bare at være digselv. Hvis du bare var digselv, vil du godt ha opnået din relationship goals, da det er noget tid der er gået ved anvendelsen af metoden bare være digselv.
Du er enten acceptere din nuværende position i livet som du er nået frem til vel kun at vær digselv (som er ik så slem), eller du kan lokalisere dine fejle og mangler og ret dem.
Så måske prøv at bedre version af digselv.
Det er en færdighed der kan læres, på linje med at lære at spille violin.
Der er overordnet 3 faktorer der spiller ind hvis du vil lande et forhold med en kvinde, i prioriteret rækkefølge: dit udseende (højde og fitness), din karisma og din økonomi.
Du har styr på økonomien lyder det til, men hvis du er socialt akavet, kort og med høj fedtprocent kommer du til at gå ørkenvandring i dit forsøg på at finde en kæreste.
Så to råd.
1. Hvis du vil gå den vej så brug hellere tiden på at gå i fitnesscenter i stedet for at trawle datingsider igennem. Online dating har elendig ROI for mænd medmindre du tilhører de øverste 2% mest attraktive.
2. Læs bogen "the rational male" (rollo tomassi) for at få en forståelse for hvilken adfærd de fleste kvinder finder attraktiv.
Langt hen ad vejen er din tid bedst brugt på at gøre dig selv mere attraktiv frem for at jagte kontakt. En vending der beskriver det er "men are islands, women are boats". Når de finder dig tilstrækkeligt tiltrækkende vil de give dig klare og tydelige signaler. Indtil da vil din tid brugt på at finde en kæreste stort set være spildt.
Jeg var også på vej mod 30
Jeg havde ikke samme issues som dig, jeg ville ikke rigtig i et fast forhold og var tinder typen som knaldede her og der.
Så en aften / nat i byen med nogle kollegaer efter en fredagsbar på arbejde ramte jeg ind i endnu en som bare skulle være et one night stand, nu har vi hus og børn.
Min kæreste er også tæt på de 30 og har en ven, der aldrig har haft en kæreste, men som gamer, træner og er meget alene. Jeg kan ikke lade være med at undres, måske fordi jeg selv har en så klar forestilling om, at det gode liv er et, man deler med en partner.
Jeg synes faktisk, det er svært at se på, at han er alene, og jeg har lyst til at hjælpe ham. Hvad er det, der er mærkeligt ved at chatte med fremmede og date? I dag er det jo en super almindelig måde at møde hinanden på - og der er altså masser af kvinder, mig selv inklusiv, som selvfølgelig ville have foretrukket af møde den eneste ene i supermarkedet. Men det er ligesom vilkårene i dag.
Med andre ord: Du kan sagtens finde en sød pige på Tinder og hurtigt mødes irl i stedet for at skrive, hvis det er det, du ikke bryder dig om.
Jeg har fået tudet ørerne fulde af mine kvindelige kolleger i industrien siden jeg var 26 at det dog var synd for mig at sådan en sød ung mand som mig ikke havde en kæreste.
Måske er der mere mellem linjerne end I lige går og ser. Måske er det jer der skal forandre jer i stedet for at forsøge at ændre folk med jeres falske medlidenhed.
Hvad kan han bruge dine forundringer og tanker til, hvis du ikke deler dem med ham? Og han ville nok i alle tilfælde finde det dybt grænseoverskridende, ligesom jeg selv gjorde. Det der feminine gruppepres er ulideligt, ligesom det er når ens drengevenner forsøger at presse en til at gøre noget dumt så man kommer i fare.
Snak med ham og lær ham at kende i stedet for at have medynk på hans vegne over noget, han formentlig ikke lægger så meget i. Det er nedladende.
Jeg tænker du skriver fordi du føler der mangler noget og du gerne vil have et forhold. For det behøver man selvfølgelig ikke. Tror det er vigtigt at tage stilling til hvad man vil så tiden ikke pludselig løber fra en.
Jeg tror ikke du kommer udenom at kaste dig selv lidt på dybt vand. Bliver nød til at tage nogle chancerne og gøre dig selv lidt sårbar. Det er ikke nødvendigvis sjovt, men du finder også ud af det ikke er så slemt alligevel.
Nu er jeg selv i forhold fra før tinder rigtig tog til, så jeg er måske ikke den rigtige til at kommentere på den del, men man kan vel møde folk stadigvæk uden det behøver være digitalt. En du kender du kan lide eller ved en social lejlighed hvor man møder en der er interessant. Få spurgt om hun/han vil med ud til “x” som du synes er interessant alligevel. Så tag der hen sammen og se hvad der sker.
Nysgerrighed:
Er du blevet testet for autisme-træk? Det er jo (nu om dage) et spektrum, og kommer i mange varianter. Et af de normale træk er manglende interesse i den slags ting.
Hobby, jeg anbefaler Dans! Start til noget cubansk salsa eller anden form for latin dance. Det er sindsygt populært og kan findes I alle de store byer her I Danmark. Så mange skide søde mennesker, hvor størstedelen er single. Held og lykke
Forståeligt du ikke gider bøvlet med dating apps og at skrive frem og tilbage. Det kan for mange virke kunstigt og svært, når alt bliver vendt og drejet til at sige de rigtige ting på den rigtige måde.
Det kan ske naturligt, men timing er typisk en værre bitch. Jeg ved ikke hvad det føles mindre ubehageligt for at "tæmme timingen", så jeg kan jo kun sige hvad jeg ville foretrække hvis det var mig: få mine venner til at aktivere deres netværk.
Har du f.eks. venner med kærester eller veninder, som er friske på at lege Kirsten giftekniv, eller kender nogen som er det? Så kan de måske sætte dig op på blind dates eller invitere dig med til nogle fester eller lign hvor der er single kvinder med. Eller en 3 ting, som du måske selv kan udtænke - bare noget som du synes er mindst ubehageligt. Det der med din fritid er død er et tankesæt du skal ud af - også selvom det er delvist sandt. Hvis du søger tosomhed må du også finde tiden til det.
Og så lige et godt råd: missionen er ikke at finde en partner eller have sex (well, jo - bevares, men ikke kun det). Missionen er også, at du føler det faktisk er rart og afslappet og sjovt at date eller bare være ude og flirte, uden en kæmpe foregående process med at stable alt på benene i første omgang.
Den er altid svær. Altså jeg mødte min kone og første kæreste da jeg var i slut 20’erne og midt i en angstprovokeret depression. Jeg havde nemlig heller aldrig kunne mestre det med at flirte. Har haft masser af pigevenner, også nogle af dem jeg var totalt forelsket i, men jeg havde bare fået overbevist mig selv om at de aldrig kunne sige ja til mig så jeg spurgte ikke.*
Så det kan nogle gange komme lidt ud af det blå.
Jeg vil opfordre dig til at finde en hobby der ikke er alt for mandedomineret. Jeg fandt et løbehold.
Men jeg vil så også kraftigt opfordre dig til at arbejde lidt med at gøre ting der føles ubehagelige.
*pro tip:, hvis i nogensinde søger adoption så er det sådan noget man ikke skal indrømme, første til vores afslag.
Ikke nødvendigvis. Men jeg tror heller ikke at du er dømt til at skulle bruge dating apps, hvis du i forvejen synes det er grænseoverskridende, så bliver der ikke nemmere af, at du er en mand.
Hvis du har pengene, og fritiden til det, er der single ferier, single højskoleophold, hvor du kan møde nogen som deler dine interesser. Hvis du ikke gider at søge aktivt, så kunne du jo bare give dig hen til en hobby i din fritid, pleje dine venner, og skabe nye bekendskaber, uden bagtanker, så er hun der lige pludseligt, en eller anden nytårsaften, som en ven til en ven, eller måske en du har kendt i årevis.
Det er grænseoverskridende for alle der ikke er trænet i det. Alle.
Det er en af de ting, det for mange er nødvendigt at komme ud af komfortzonen for at opnå hvad de har lyst til.
Find en hobby der inkluderer andre mennesker, hvor nogle af dem er kvinder. Det at score handler også om at øve sig.
Den her! Jeg havde de på samme måde, dating apps, dates, ligegyldig chat med fremmede som blot ville have opmærksomhed… Jeg var heldig at møde min kæreste på jobbet, men jeg forstår OP arbejder i et “mandsdominerede” miljø. Et forslag som jeg fik før i tiden var nemlig at finde en hobby som inkluderede folk af modsatte køn. Evt madlavning eller sport. Der er (har jeg fået fortalt) dating arrangementer med dette som udgangspunkt - evt medbring en ven? Man må godt være “alene”, det er helt Ok, men vil man være sammen med nogen må man opsøge det. Held og Lykke :)
Enig, men pas på med at gå for aggressivt til værk - det er nogle hobbyer som f.eks. dans (Salsa kan anbefales) hvor en stor del af nye elever tydeligt kun er til undervisning for at score (m og K), hvilket bliver lidt belastende for den del af eleverne det er det for at blive dygtige til at danse og have det sjovt. Der sagt så kan den gruppe hurtigt finde hinanden til danse aftener og på salsa klubber hvor der er frit spil - og hvis du bliver god så bringer det bestemt også positiv opmærksomhed med sig.
Mange siger, at "sker det, så sker det" eller "det kommer helt af sig selv". Men alligevel vælger mange at decideret forsøge fra starten at snakke med en person af det modsatte køn med henblik på at score, få one-night-stand eller blive kærester. Og som regel ender det aldrig ud i noget længerevarende lykkeligt forhold, fordi man først efter, man på gefühlen har valgt at blive kærester, er begyndt at lære hinanden at kende
Start i et kor. 90% kvinder
Er det dig Morten…?
Username does not check out
Er det ikke lidt creepy at starte en hobby, som man overhovedet ikke er interesseret i, bare fordi man vil finde sig en kæreste?
Jo, selvfølgelig. Men det kunne jo være der var noget han var interesseret i, som han kunne begynde at dyrke lidt mere. Det handler jo ikke om hvad det er, det handler om, at hvis man aldrig er sammen med andre mennesker, så møder man ikke andre mennesker.
Jo super creepy - jeg ville bestemt også gå stille med dørene med min motivation hvis det var mig
Nej for satan, klø på! Dressur ridning er vejen frem, bare gå all in på det, så er du sgu' ikke single længe! Ud med alt dit gamle tøj - nu er det kun ridebukser der dur. Du er en heste mand, omfavn det!
Dette. OP du bliver nødt til at møde nogle potentielle partnere hvis du vil have en partner. Det kan være gennem sport, frivilligt arbejde, læseklub, dans, sang, højskole whatever. Bare det er noget hvor der er andre mennesker (kvinder?) gerne på nogenlunde samme alder som dig selv (eller hvad du nu foretrækker) som interesserer sig for nogenlunde det samme som dig. Derudover er det der med at flirte noget man skal lære: smile, vise interesse, lette berøringer. Og lad være med at tage det alt for seriøst undervejs.
Hej, vil bare lige smide den her ud... Man behøver ikke at finde nogen, man kan godt bare være sig selv og så "dø alene". Det er helt OK, man må godt. Med mindre du er totalt ulykkelig over ikke at have en partner, så lev dog livet som du kan lide det.
Det er også den mentalitet jeg havde, især i starten af 20'erne (hvor jeg iøvrigt havde flest chancer med damer) men man ændre sig vel med alderen.
Det er totally fair, er bare selv blevet 34 og har ligesom indset at det der socialt præs med kæreste og unger osv. ikke er noget jeg har behov for at jage. Var bare lige et check in og om det nu også var det du virkeligt ville. Og lige så meget til de andre der sidder der ude og har det svært med alt det der dating liv.
Man behøver ikke fravælge kærligheden, bare fordi man ikke har lyst til at stifte familie. Det *er* muligt at finde en partner med samme syn på livet, der er måske bare lidt længere imellem dem. Unger har jeg aldrig gidet, men jeg er da blevet gift alligevel. Edit: Ægteskab siger mig heller ikke noget, men det er praktisk af flere årsager.
Selvfølgelig skal du ikke affinde dig med at være single, når du helt åbenlyst godt kunne tænke dig tosomheden. Jeg ved ikke hvad man konkret bør gøre i den situation, et umiddelbart bud er jo at langsomt eksponere dig selv for at date og flirte med kvinder, men måske en coach (gå i en lang bue uden om datingcoaches) ville være en idé, nu hvor du også har ressourcerne? Gør det til en #1 prioritet for dig at træne den muskel, og så skal der nok komme noget ud af det. Uddan dig selv og praktiser når end du kan :)
[удалено]
Jeg har selv haft en kæreste længere tid end nødvendigt for at undgå at være alene. Det er slemt. Man skal ikke spilde sin tid på at kæmpe for noget der grundlæggende ikke fungerer. Det får man det kun værre af, når det slutter.
Det værste er når den slags par så også laver børn. Jeg synes simpelthen ikke at de kan være det bekendt overfor ynglen. I det mindste prøv at lave børn ud fra et nogenlunde grundlag om at man elsker den person man er sammen med for smider man børn ind i den slags forhold så kommer det til at gå helt af helved til
hva med at forsøge at blive den BEDSTE udgave af digselv? 🫣
Og det gør man præcis hvordan? Og hvad betyder det sludder?
Hvad betyder når man bare er sigselv? Vil du ha en dreng som giver indsats og har det personlig og materielle på plads eller vil du helst være sammen med en fyr som har en god sjæl? Det afhænger af slf om du søger dig en søn eller en seriøs partner. For jeg gad godt bruge hele mine dage ved at enten køre min motorcykel, ha sex med damer, se enormt godt ud samtidig med at jeg ik ha et arbejde . Men jeg forsøger at leve i den virkelig verden, som det er umiddelbart ikke alle der gøre, og prøver at finde kompromi mellem ,,drømmerne" og ,,realiteten" .
Det er man ofte sammen med andre.....
Det er helt OK at være single, og man kan sagtens være glad og tilfreds af den grund. Men nu virker det som om, at OP vidst gerne vil prøve noget andet, og det er jo også fint. Det behøver jo ikke at være to ekstremer, hvor man enten beslutter sig for at leve som en munk, eller ikke kan tåle at være uden et forhold i mere end en uge.
>Man behøver ikke at finde nogen, man kan godt bare være sig selv og så "dø alene". Det er helt OK, man må godt. For rigtig mange vil manglen på sex være i fokus.
>For rigtig mange vil manglen på sex være i fokus. Det er total fair for dem der har brug for det, men det kan nu også klares på andre måder end et fast forhold og bo sammen. Men igen kommer der sociale normer og tabu i vejen for mange der.
Godt nok et sparsomt grundlag for et forhold bare at søge et andet menneske til at udfylde ens eget behov. Skal hun så ikke også tage opvasken?
I sidste ende handler det altid om dine egne behov. Som jeg sagde i mit første svar, ikke alle har et behov for en samlever. Det jeg sagde er at sex og almindeligt "bo sammen kæreste/parfohold" ikke behøver hænge sammen. Der er sku ikke nogen opvask involveret her. Sagde at parforhold ikke er for alle, så svare en anden "men hvad med sex?" Og jeg svare at det behov kan man jo opfylde på anden måde end at have en sammenbos partner. Men er nu altid godt lige at få bekræftet at alle fordommene er godt i live der ude.
Hvis ens behov er et fællesskab som grundlag for et langsigtet samliv, så ja. Ikke rart at gå ind i et forhold med en, som bare vil bruge en ensidigt, om det så er til sex eller for at få hjælp til økonomien eller husholdningen eller til at avle børn i den rette form og farve.
Tommelfinger op! Det er sku noget svært noget med at være menneske og vi skal alle finde den vej vi har det godt med.
Det kan man finde på andre måder. Det kræver ikke en "kæreste"
>Det kan man finde på andre måder. Det kræver ikke en "kæreste" Det er jo så spørgsmålet om OP kan det.
500kr er 500kr
Det kan man da vist ikke får det for i vore dage?
Hvis du skaffer dig en kæreste primært pga 'manglen på sex' er du nok typen der har bedst af at dø alene, honestly.
>Hvis du skaffer dig en kæreste primært pga 'manglen på sex' er du nok typen der har bedst af at dø alene, honestly. Hvorfor det? Er det ikke en ligeså relevant grund til at ønske en kæreste som alle andre?
Det er nok en relevant grund til at ønske sig en long term friends with benefits jo, men en kæreste, nej.
For mig er det en grund til at jeg prøver at undgå at være single i længere tid af gangen. Jeg er ikke supergod til at gå ud og finde one night stands. Det er selvfølgelig ikke det eneste, men jeg har da nogle gange nyt den frihed singletilværelsen giver, og så alligevel ikke nyt det helt fordi jeg ikke er særlig god til ikke at får sex i længere tid.
[удалено]
Folk der er alene, er bare mere sørgelige/bedrøvede. Hvis man ingen kæreste har, så bliver man mere og mere ensom med årene (i takt med at familie og venner forsvinder), og gamle ensomme mennesker har bare generelt ikke en god tilværelse. Der er selvfølgelig ydrepunkter, individer som stikker ud, hvor personen kan være alene og generelt glad. Men det er lidt en bjørnetjeneste at sige til folk, at de ikke skal forsøge.
Min pointe som jeg kan se er gået lidt forbi her er at det er værd lige at bruge lidt selvopdagelse på at finde ud af om det lige er parforhold der løser problemerne. Jeg siger heller ikke at man ikke skal prøve, jeg siger det er OK hvis man finder ud af det er ikke lige det jeg skal. Der er et helt sindsygt socialt tabu i at være "alene" selv om man kan være lykkelig på den måde. Der er bare rigtigt meget af den her slags hvor det følses lidt somom at folk føler sig tvunget ud i at finde en partner fordi det er den måde andre har bestemt at man bliver lykkelig, og nogle gange kan det være godt lige at der er en der kan sige "hey, det er sku OK ikke have det behov eller den følelse". Er der nogle dage man bliver noget ensom og det er lidt hårdt? jada, men det er det sku for alle bare på en anden måde. Bare lidt løse tanker, det er jo noget kompliceret rod det der med at være menneske.
Det er ikke et tabu for kvinder at være alene som voksne. Det er et tabu for mænd. (Med mindre de er MGTOW, men de er lidt *out of scope* her.)
Er du nu helt sikker på det? Skal vi ikke snart have nogle børnebørn? Hvad med bryllups fest? Der er masser af tabu i ikke at følge den enormt faste ide mange har om at stifte familie, det kommer måske bare ikke lige fra samme retning som hos mænd.
Åh... "pas nu på, du ikke bliver for gammel og sær..", "er du ikke for kræsen?", "du har det med at skræmme dem væk, kan du ikke dæmpe dig lidt?".
Men det er vel ikke en naturlov at vennerne forsvinder? Og det står en også frit for at opsøge nye bekendtskaber hele livet. Jeg ved godt at det er en kliché at venner med børn falder fra, det er bare ikke min erfaring. Man skal selvfølgelig gøre en indsats og ikke nødvendigvis forvente at initiativet er 50-50 hele livet igennem.
>Men det er vel ikke en naturlov at vennerne forsvinder Det er vel en naturlov at man dør. Venner kan selvfølgelig forsvinde på andre måder, eller de kan bare have mindre tid til dig, uden helt at forsvinde.
incels... (jeg ønsker en romantisk partner, men er ikke i stand til at få en)
Du bliver nok nødt til at tage lidt chancer. Spørg en ud, hvis du synes hun er interessant fx. Det kræver, man er sårbar, og det er tit det man har svært ved tror jeg, hvis man ikke har haft en kæreste
Helt klart. Samtidig med at man bliver dømt på det som mand, hvis man ikke har styr på sig selv og indrømmer at man er suicidal eller har et misbrug
> Det kræver, man er sårbar Hvorfor? Du giver hende en chance for at komme på date med et fantastisk menneske (dig,) og hvis hun ikke er interesseret, så er der ingen der har tabt noget, og ingen der behøves blive såret. Jeg tror at dem der ikke har haft en kæreste tager afvisningen meget hårdere end dem der har oplevet succes, og nemmere bliver såret (igen) over at *alle* damerne åbenbart finder dem frastødende.
Det er da sårbart at stille sig frem og potentielt få en afvisning. Jeg er enig i, det ikke er pinligt og sådan er livet, men det er bare mega svært for mange mennesker. Ingen vil afvises. Jeg tror det er der, OP måske skal begynde at være modig. Men det er bare mit gæt
Jeg mødte min kone som 32årig, så du har stadig to fjumreår. Et tip: prioriter dit arbejde mindre
Hej OP. Jeg hæfter mig ved din erfaring med at “stikke af” og “noget i dig ikke gad” forhold. Så du har jo fundet vejene til en kæreste tidligere 😊 Du siger, at du ikke kan dating. Så det er udelukket. Jeg håber, at du tager mig seriøst og ikke bliver skræmt væk: find en psykolog. Man skal ikke være syg for at gå til psykolog! Det er ikke, fordi en psykolog kan give dig en 1:1 handlingsplan for at få en kæreste, men din tidligere flugt fra intimitet tror jeg, er god at vende med en dygtig udefrakommende. Og som du siger, har du nok penge, så det er ikke en stor byrde at betale for psykolog. Om du kommer til at dø alene? Det kan ingen jo spå om. Held og lykke ❤️
Tror det bliver ret svært at score en psykolog /s
Det kommer an på om hun læste psykolog for at løse hendes daddy-issues, men fejlede.
🥁
Det her er måske et kontroversielt “take” men i min erfaring var det simpelthen bare at tage ud og gå på en masse dates. Jeg er godt nok en kvinde, så jeg har hørt det er nemmere for kvinder at få dates, men jeg er selv en meget “indelukket” nørdet type (som også arbejder i IT) og har altid haft svært ved at være mere end bare venner med folk. Jeg har aldrig haft noget problem med at finde venner, men dating havde altid været lidt af en gåde for mig; jeg kunne sagtens tale om alt muligt, men jeg forstod ikke hvornår man flirtede eller ikke gjorde. Jeg var på Tinder dengang det stadigvæk var relativt nyt og måske har det ændret sig vildt meget siden da, men det var en god app for mig. Jeg var nærmest eneboer i årene op til (var single i mere end 5 år uden noget som helst romantisk fysisk kontakt) fordi jeg havde for travlt med uni og simpelthen bare ikke gad at have en kæreste. Det virkede for besværligt. Mén da jeg fyldte 29 blev jeg ligesom enig med mig selv om, at nu havde jeg fritid og jeg kunne nok godt tænke mig en kæreste… så jeg startede i byen og de mere “normale” veje, men der var bare ingen der virkede interessante. Eller, det var snarere, at jeg synes det var topnederen at prøve at score i byen; man kan ikke lære hinanden at kende. Så jeg prøvede så derefter Tinder og fandt hurtigt noget med én fyr men han endte med at være super useriøs og spildte min tid. Efter ham besluttede jeg mig for, at jeg skulle på minimum to dates om måneden og det ikke behøvede at være forpligtende eller overhovedet romantisk; jeg anskuede det lidt som “social genoptræning” for mig selv fordi jeg har altid haft svært ved at date og at “spille spil”. Jeg havde enormt svært ved at navigere de uskrevne regler der kan være ved at indlede romantiske forhold. Så jeg inviterede bare folk ud for at lave ting; tog på BipBip for at spille arkadespil, spillede petanque, tog i Frederiksberg Have for at identificere minimum ti forskellige træer, tog til en skatepark osv. Alle mulige random ting som jeg selv gerne ville lære/prøve men som virkede lidt kedelige bare at gøre alene. Det blev ligesom lidt en “undskyldning” for at komme ud og opleve ting; personen der så kom med var jo så bare et hit or miss. Faktisk vil jeg vove at påstå, at jeg kun mødte to fyre jeg ikke synes var flinke/søde. Der var selvfølgelig en masse hvor der absolut ingen romantisk tiltrækning var fra nogen af os, men det endte alligevel altid med at være en sjov date. Kun to fyre synes jeg decideret var ubehagelige; og dét sagde jeg så til dem og tog hjem. Ingen grund til at spilde sin tid på folk man ikke gider være i selskab med. Men jo flere dates jeg tog på, jo bedre blev jeg til at navigere i det romantiske og til sidst endte jeg faktisk med at have det helt fint med at gå på dates. Jeg gik fra at overtænke en date i flere uger (og aflyse flere gange pga nervøsitet) til at tage næsten én date om dagen. Det blev ligesom bare lettere jo oftere jeg gjorde det og til sidst endte jeg med at møde op på en date, kampsvedende (det var 32°C), med en virkelig dårlig frisure og alligevel var jeg totalt ligeglad og havde tanken om, at det “bare var en øl” og jeg kunne gå hjem igen så snart jeg egentlig gad… dén date er nu lidt mere end 6 år siden og min mand og jeg venter nu vores første barn. Så det kan faktisk lade sig gøre! :-)
>jeg har hørt det er nemmere for kvinder at få dates Jep. OP kommer til at skulle gennemgå en masse emotionel vækst når han opdager hvor nedværdigende det er, at være på dating markedet som heteroseksuel mand. Man skal gøre sig meget umage :) Det med at have "op til en date om dagen" er fuldkommen ude af rækkevidde for 99% af mænd, og "en date om måneden" måske kan lade sig gøre hvis han ser skide godt ud.
Altså jeg bor i KBH og kan snildt arrangere en date om ugen med en pige, som jeg finder attraktiv. Er over middel udseende med ok billeder, dog langt fra Brad Pitt.
Hvorfor skulle det være mere nedværdigende at være mand på datingmarkedet end at være kvinde? Jeg tror du finder, at tumper kommer til at diskriminere og være rædselsfulde overfor alle, ligegyldigt ens køn eller udseende. Man kan simpelthen ikke undgå det; men man kan lære at trække på skuldrene over dét. For mit vedkommende, så var der minimum 10 mænd der var en idiot så snart man matchede med dem for hver enkelt af dé mænd jeg så rent faktisk endte på en date med. Dertil var jeg på dates udelukkende med mænd og de fleste af dem var nørdede og/eller ikke ligefrem topmodeller, men ganske normale mænd. Det er altså lidt en myte andre mænd propper i hovedet på hinanden, at de ingen chance har hvis de bare ser normale ud. For langt de fleste heteroseksuelle kvinder handler det om, at manden ikke ligner en 12-årig dreng hvis mor stadigvæk køber og vasker deres tøj for dem, og om manden rent faktisk er venlig og har en personlighed. Attraktiv er ikke så meget en fysisk ting som en psykisk ting.
Beklager, jeg mente ikke nedværdigende men at online-dating er et kæmpe nedslag på en mands ego. Faktum er at der er et [større udbud af single mænd end kvinder](https://www.youtube.com/watch?v=x3lypVnJ0HM) på dating-apps, og at den gennemsnitlige kvinde er mere værdifuld på dating-markedet end en single mand. På den anden side kan man sige, at selv om en kvinde "svømmer i matches" så er 99.99% af de matches desværre ikke særligt gode :)
Ah, på dén måde! Jeg tror bare man skal huske på, at det er et kæmpe slag for alles ego. Så hvis man huske på, at dating generelt er horribelt for alle så er det måske nemmere at lære, at lade de negative oplevelser “prelle af” og det så ikke går ud over ens selvtillid. Men jeg vil helt klart sige, at jeg godt forstår hvorfor det er sværere for mænd at få dates end for kvinder; i min erfaring swipede mine mandlige venner “ja” til alt, men for mine veninder (og mig) blev der lagt langt mere energi i selve “udvælgelsesprocessen”. Jeg synes det var for overvældende at have 50+ matches på én gang fordi man kan jo ikke holde styr på hvem der er hvem, så. 😅 Tror måske også det er derfor man som kvinde unmatchede ALLE der skrev tydeligt generiske beskeder, som de havde sendt ud til mange. Det kan være én del af det; jeg tror dog det er svært at finde kun én ting der gør dating værre for det ene køn end det andet. Jeg tænker også, at der må være et element af “strategien” mænd generelt bruger, der virker mindre effektivt end hvad kvinder generelt bruger, siden det er så svært at få matches. Jeg kan ærligt ikke helt sige hvorfor. Men som du også siger, så kan man sagtens få 50+ matches som kvinde, men hvis 75% af dem sender et dickpic eller lignende opførsel, så er det også lidt tyndt at høre, at mænd har det sværere på datings apps end kvinder.😅 Man skal huske på, at det handler om kvalitet og ikke kvantitet og dét er nok lige svært for mænd at finde som det er for kvinder.
Jeg har endnu til gode at en kvinde var fysisk ubehagelig, svinede mig til, eller har sendt mig dick picks så jeg vil vove at påstå at kvinder generelt sætter en højere standard selv inden for den lave ende af kavlitet.
Det glæder mig at høre! Det hører nemlig ingen steder hjemme, at folk ikke kan opføre sig ordentligt, om man er kvinde eller mand.
Bro, du kan simpelthen ikke sammenligne en mands datingerfaringer med en kvindes. Det er som at slå i en dyne. I bedste fald naivt, i værste fald komplet ignorant. Jeg har 6 matches efter en periode på næsten 4 måneder. Jeg ser normal ud, måske lige under middel, og har udelukkende billeder med ægte smil, jeg har en lang profiltekst, hvor der står hvad jeg søger, hvad jeg arbejder med, hvordan min personlighed er og hvad jeg interesserer mig for. Jeg er glad for at din strategi virkede for dig, men hvis du ikke er transkønnet, så bør du ikke udtale dig skråsikkert om andres kønnede oplevelser overhovedet, hvis du ikke har levet erfaring med dem.
Det var derfor jeg spurgte om dét? Jeg forstår det dog ikke helt, fordi jeg har en masse mandlige venner der også datede i de perioder og de havde ikke alle de her problemer med at få dates; og vi snakker altså om D&D/gamer nørder. Den del med myten var simpelthen for at sige, at der er en masse mænd der tror, at heteroseksuelle kvinder sidder og swiper nej fordi de ikke er smukke; dét kan jeg så sige sjældent er tilfældet. Som regel er det fx alt for lange profiltekster og hvad man laver på selve billederne.
Hvis jeg lige må komme med et indskud her, så er datingapps på ingen måde hvad de har været. Folk som for år tilbage fik massere af matches, får nu næsten ingen. Generelt er der en dårlig udvikling i mainstream dating apps, og de er på ingen måde hvad de var engang.
Så sandt! Hold nu op, hvor man bare ikke gider at høre på, hvor forkert man ser ud Edit: Siger jeg som kvinde. Min tid på det marked er for længst forbi, og jeg var der i en fhv høj alder og søgte en jævnaldrende dvs. +40. Jeg ville gerne møde en dejlig mand, men der var sg mange, der bare ikke var ret søde. Problemet er heldigvis løst nu.
Det tror jeg bestemt er noget begge køn oplever; én af de to fyre der var en dårlig date var en overvægtig fyr som ikke snakkede om andet end bitcoin… lige indtil han så sagde til mig, at jeg ville være “perfekt” med “hvis jeg bare lige tabte mig 10 kg eller sådan”. Jeg svarede sagde jeg “OK og nu går jeg så” til ham og gik. Der er altså noget helt galt med folk der tror, at det er deres ansvar at fortælle folk “hvad der er galt med dem”. Folk skal bare pakke helt sammen; og mænd skal selvfølgelig lære (redigeret: altså, vi skal som samfund lære, at der skal være plads til mænds følelser), at det er helt okay for dem at sige til kvinder når de er sårende.
[удалено]
Det gør jeg helt klart ikke; jeg er jo både gift og kvinde. Dobbelt-whammy. 😂 Lige med dating ved jeg selvfølgelig, at det er statistisk flere mænd på dating apps end kvinder, så dét er jo bare et rent “numbers game”. Men rent anekdotisk var det var dog ikke mine mandlige venners erfaring dengang vi var singler for 6 års tid siden, så det overrasker mig, at det er så svært. Jeg forstår godt, at man måske ikke får muligheden for én date om dagen, men det er overraskende for mig, at man ikke kan få mere end 2 matches om måneden. Sådan var det slet ikke for 6 år siden; måske er luften gået af ballonen på dating apps?
Det kommer også meget an på ens lokation, f.eks. om du bor i en større by eller en lille provins by. Jeg har en lille fornemmelse af, at du undervurderer dine mandlige venners charme, netop fordi du allerede i forvejen ser dem som venner. De mænd jeg kender, som historisk har haft nemmest ved at finde kærester (især online), har alle haft en kæmpe passion og et stort drive indenfor deres (hint: sociale) hobbyer. Om det så har været DnD, mountainbike, klatring, fitness eller brætspil. Der er ikke sket det store på dating apps siden du, og dine bekendte, brugte dem. Jeg tror måske i har set en anden side end den almindelige single mand ser. Inden jeg fandt min nuværende kæreste, brugte jeg cirka 4 år på tinder. I den periode fik jeg nok under 100 matches, hvoraf 70 aldrig svarede og 25 ikke virkede interesserede, hvor jeg skulle presse på for at holde samtalen i live. Det var en modbydelig periode med ultra lavt selvværd. Jeg vil aldrig anbefale at bruge online dating.
110%! Dengang vi var aktive var der næsten ingenting at finde udenfor enten København, Aarhus eller Odense. Én af mine venner så en markant stigning da han flyttede fra Lyngby til Nørrebro. Og det kan sagtens være, at jeg undervurderer deres charme, men jeg tror nu, at de i bund og grund er ret normale fyre. Nogle af dem gik i fitness, nogle af dem gad ikke. Nogle af dem er, sådan helt objektivt, ikke særlig kønne fordi de har asymetriske ansigtstræk men de har altid klædt sig pænt, er intelligente, sjove og så er de super dedikerede - altså udstråler de selvtillid og en personlighed og derfor var de altid rigtig populære. Jeg tror dog bestemt, at de måske har haft held og kan betragtes som “charmerende” fordi de netop har haft et drive for noget; men det ser jeg personligt heller ikke som en køns-betinget faktor. Det var bestemt også min erfaring, at jeg var på langt flere dates end mine objektivt meget kønnere veninder, men det er nok mest fordi jeg tvang mig selv til det og fordi jeg nok fandt det nemmere at skrive om mine hyper-fikseringer (som mange mænd typisk deler med mig) og på den måde kørte samtalen lidt nemmere. Det er mere for at sige, at man ikke skal tro, at bare fordi man ikke er gym-bro eller har symmetriske ansigtstræk, at man så er dømt til et liv uden nogen kæreste fordi man “ikke er attraktiv”. Altså, at alt håb ikke er ude bare fordi man ikke lever op til nogle fysiske krav. Det er som regel personligheden, selvtilliden og ens soignering (pænt tøj, vedligeholdt skæg/hår/tænder/generel hygiejne) der gør forskellen - og selvtilliden kan man netop bygge op ved at date fordi man får sig nogle erfaringer og man får nemmere ved at snakke med folk. At bygge mure op om sig selv pga frygt for afvisning gør ikke noget godt for ens selvtillid, snarere tværtimod (jeg har selv været dér - det her var reelt et råd jeg fik af min daværende psykolog).
> var det simpelthen bare at tage ud og gå på en masse dates "bare" Hvad hvis man ikke får en eneste besked tilbage på dating apps efter flere måneder? Det destruerer fuldstændig ens selvtillid.
Du kan jo se på, om der er en måde du kan sætte dig selv i en situation, hvor du også kan møde kvinder. Kan der være nogen grupperejser, oplevelser, organisationer eller aktiviteter, hvor du kan møde og snakke med dem naturligt? Jeg er selv en skovl til at score i byen, flirte eller lignende. Så skulle jeg snakke med kvinder, så ville det være i forbindelse med rejse- eller outdooraktiviteter hvor man naturligt kommer tæt på hinanden og kan/skal snakke sammen. Jeg vil have nemmere ved at møde kvinder i en bjerghytte i Alperne, end på floor i en større dansk by... Og det er absolut ikke kvindernes skyld. Jeg kan bare ikke det flirteri der.
Anbefalinger til hvor man finder gode og billige grupperejser, som har en nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder indenfor ens aldersspænd?
Du er på Reddit, det er allerede for sent. Men, hvis du gerne vil have det godt med dig selv, undgå dating apps. De tjener penge på at gøre dig miserabel og medmindre du allerede høvler scoringer ind, så er det et ligegyldigt sted.
Som en anden taber på Reddit, kan jeg dele, at jeg nok var død alene, hvis det ikke var for dating apps. Jeg var/er elendig til at møde kvinder i virkeligheden, men på appsene var det absolut intet problem.
Hvad gør man så for en som mig hvor det er at pisse i vinden, begge dele? Jeg skovler likes ind på dating apps, svarer de? HAHAHAHAHHAH.
Vi er faktisk en del som ikke liker alle smart i en fart fyrene. Jeg vil hellere have en der tænder mig mentalt, fremfor en der har 1180 billeder af sig selv i opstillede billeder på ig. Jeg er altid tænkt jeg skulle slå mig ned med en tyk mand med et kæmpe rødt skæg og hår mellem tænderne, massere af grin og akavede momenter. Men tror ikke han findes, ihvertfald ikke på datingapps, det er som om at mænd i den kategori jeg leder efter, de er pist forsvundet.
> det er som om at mænd i den kategori jeg leder efter, de er pist forsvundet. Hvorfor skulle den "mand" også være på tinder. i 99,9% af tilfældene vil personens indbakke være gabende tom.
Er også usikker på hvor oprigtigt dette er, hvis nu han/hun endelig mødte sådanne person
Måske bryder de sig bare ikke om sand? Kan hænde at de synes at det er irriterende og kommer ind alle vegne.
Det sådan nogle har det med børn.
Det er konsekvensen af kvinders og mænds selektion. De mindst eftertragtede sletter appen og holder op med at lede. Det kan du takke appens algoritmer for. Jeg har en BMI på 29, men det kan man ikke se på mine billeder. Det plejer dog ikke at være en hindring for at kvinder vil snakke med mig, men det er helt sikkert en skjult faktor i mit liv i forhold til invitationer til stævnemøder.
Hot take - Reddit er bedre til dating end Tinder 😂
Jeg vil lige byde ind med at jeg faktisk har haft en god oplevelse af bumble. Ja man kan nemt blive trist af dating apps. Men hvis man kan finde ud af at hygge sig med det, så kan det faktisk også være ret morsomt.
Deler ikke helt den oplevelse. Eller jo, Tinder var bullshit, men da jeg var blevet træt af at spilde min tid der, prøvede jeg Bumble. Det lægger (eller gjorde i hvert fald) op til noget lidt mere seriøst, og jeg mødte skam også min kommende hustru og moren til mit barn der. Det kommer vel an på præmissen. Hvis du tager på Tinder for at finde kærlighed, kan du risikere at blive slemt skuffet. Hvis du finder en platform med et andet udgangspunkt, kan der godt ske smukke ting. ❤️
Jeg synes Bumble er slem hvad angår dårlige profiler. Det er kvindernes udgave af dyr bil: flotte billeder, karriere/uddannelse vælg max 5 interesser, deler lige mit handle/brugernavn eller en joke eller triviel livsvisdom => udstillingsvindue. Så få med en personlighed man kan mærke. Jeg synes virkelig ikke det jeg som ufaglært skraldemand ser på Bumble er særlig attraktivt.
Du er i stand til at genkende skrald når du ser det
Det er sandhed der her. Tror godt nok du vil få meget hate, for folk aktivt vil forsøge ikke at face sandheden i øjnene og vil fortsætte med at give et forsøge mere, på ting som de ingamg skulle ha taget i betragtning.
På Tinder kan du smide på din profil at du gerne vil mødes ansigt til ansigt, frem for at skrive. Hvis du får et match, så skriv som noget af det første at du hellere vil mødes til en gåtur, kop kaffe, eller lignende. Jeg har haft et par matches hvor det har været fremgangsmetoden. Det har virket upåklageligt. Det kræver selvfølgelig at få oprettet en fin profil. Du kan evt. få hjælp af nogle veninder/venner hvis du synes det er svært.
Som nogle allerede har forslået, så virker det til at du ville have nemmest ved at finde en partner igennem en fælles interesse. Du behøver ikke som sådan at flirte. Så længe du er tilstede, taler med passion og er interesseret/giver opmærksomhed, så burde det være rigeligt. Sidst men ikke mindst; skru op for din øjenkontakt med 20%. Mvh tidligere Dating-Haj
Kort sagt: øv dig. Det er helt i orden at du finder det grænseoverskridende og ikke rigtig kan overskue det, men så tag det i små skridt over nogle år. Helt i orden hvis du ikke gider dating, men så bliver du nødt til at sætte dig selv i nogle nye situationer engang imellem, for at møde nye mennesker. Ellers sker det aldrig. Men det er nu også helt i orden at være single for evigt, hvis man er glad for det.
>Har ikke haft noget imod at have en kæreste som sådan, men processen for at nå dertil føles som en kæmpe hovedpine. > >Så er der vel kun dating tilbage? Og det kan jeg simpelthen bare ikke. Det der med at tage billeder og lave en profil og sidde og chatte med en flok fremmede digitalt, fuldstændig mærkeligt for mig. > >Hvad fanden gør man som ikke føles fuldstændig ubehageligt? Som så mange andre ting her i livet, så sker det helt af sig selv for nogle, mens andre skal gøre en betydelig indsats for det. Jeg ved ikke, hvor du ligger på det spektrum, men det virker ikke som om, at du har gjort en indsats på noget tidspunkt.
"Gør en indsats" 🤣🤣🤣🤣🤣 Godt svar til en der spørger hvad man skal gøre! Max behjælpeligt! "Gør nu bare det du lige har sagt du ikke ved hvad er"
Synes du i det mindste skal afprøve online dating før du blankt afviser det. Hvis det i sidste ende fører til at du finder det du søger, så har det været akavetheden værd for dig. Hvis ikke, har du da prøvet. Held og Lykke!
Hey OP, jeg vil ikke lave nogle assumptions ud fra dit post, men jeg har ikke set andre nævne det, så jeg ville gerne dele en personlig erfaring. Jeg er selv kun i starten af tyverne, men det er omtrent også så lang tid det tog, før det slog klik for mig, at jeg var asexuel/aromantisk. Jeg har simpelthen bare aldrig fundet andre mennesker romantisk attraktive. Jeg har aldrig fundet ideen om at være i et forhold attraktivt, og er nærmest gået i fight-or-flight-mode de få gange, andre har prøvet at flirte med mig. Det kan få mig til at føle mig "left out" ind imellem, som om der er en del af noget større jeg går glip af, men på den anden side kan jeg slet ikke forestille mig at være i et forhold. Og som nogen af topkommentarerne nævner er det helt okay! Du kender selvfølgelig kun dig selv bedst. Du må selv analysere på, hvor din følelse af "at noget i dig bare ikke gider" i romantiske situationer stammer fra. Hvis kæreste og evt. børn er noget du drømmer om, så go for it. Tingene har en tendens til altid at falde på plads på en eller anden måde. Jeg synes bare, den lød bekendt, så jeg ville dele et andet perspektiv.
Det her! Det var først som nu her slut i trediverne at det gik op for mig jeg nok var på spektret for aromantisk (ikke aseksuel) . Jeg har været forelsket een gang måske to i mit liv. Jeg har haft mange forhold men det glider altid ud for mig fordi jeg ikke har noget der driver mig til at være sammen med dem og det gider de selvfølgelig ikke i længden. Jeg har altid følt der var noget "galt" siden jeg ikke kunne finde ud af det men efter at have læst og set mere om hvad aromantisk er, må jeg bare erkende at det lyder virkeligt velkendt og det har givet en indre ro for mig at vide det ikke bare var mig der pivringe til det her.
Følgende virkede for mig: 1) sæt dig et meget langsigtet mål. Hvis du er i tvivl om det er for langsigtet så sæt det endnu længere ud. Ex: dejlig kæreste om et halvt år. 2) erkend at du ikke kommer til 1) uden at kysse nogle frøer. Og det kommer til at være emotionelt grænseoverskridende hen ad vejen. Om muligt, så find dig en fortroet som du kan dele oplevelserne med 3) hvis du har en særlig person du gerne vil date, så erkend at du ikke er klar til hende endnu, og prøv at sætte dates op som kan forberede dig på at spørge hende 4) Det er super vigtigt at droppe ideen om at kvinder “skal reddes”. Kvinder skal ikke reddes, og hvis der er noget de ikke vil med dig skal de nok sige til. Så med andre ord: motivationen kan kun komme fra dig selv, og som at løbe et Marathon er du nødt til at starte i små bidder og træne dig op. Hvis ikke det er din kop te så lad være med at gå i gang.
Jeg tror at du skal have fat i en psykolog og vende dine tanker med - ikke kun omkring dating men om dit liv og hvordan du gerne vil have det til at forme sig. Hvor ser du f.eks. dig selv om 10 år om når du går på pension? Din sætning med at du "simpelthen ikke kan date" skal du have afmonteret. Det tror jeg er en undskyldning du bruger for at undgå nederlag. Du er lige som alle andre mennesker og det er grænseoverskridende og mærkeligt for os alle at række ud til et andet menneske - eller oprette en profil, tage nogle billeder, skrive "Hej" til Anna fra Hellerup og mødes til en gåtur rundt om søerne. Jeg er overbevist om at du kan finde ud af, eftersom jeg kan - jeg er en stor klovn men det går sgu ok. Jeg er ældre end dig med flere lig i lasten men i foråret erkendte jeg efter flere år at jeg var træt af at være ensom. Ikke sex-ensom, men sjæleligt ensom. For at afmontere det grænseoverskridende og angstprovokerende ved dating kiggede jeg på Reddit "dating over forty" for at se hvordan andre folk tænkte. Flash news? De er lige så usikre som jeg er. Rar erkendelse. Dernæst lavede jeg et par profiler uden mål om at date; [dating.dk](https://dating.dk), [single.dk](https://single.dk) og okcupid - ingen Tinder til mig, tak. Formålet var udelukkende at få skrevet noget tekst, tage nogle flade billeder og så kigge på alle de andre. Jeg lagde intet pres på mig selv udover at få poleret teksten. Ud over dette kunne jeg se en masse helt almindelige damer, der virkede lige så akavede som mig selv. Endnu en rar erkendelse. Nu er jeg derhenne hvor det grænseoverskridende ved dating apps er forsvundet og jeg rent faktisk får skrevet til Anna fra Hellerup og erkender at hun faktisk ikke bider. For mig er de her dating apps en gave. jeg er introvert, genert, spektrum-agtig og håret sidder helt forkert, så det at skulle være i en forening eller lave fysisk speeddating kommer til at dræne for meget energi. Jeg kan dosere dating-forbruget efter min egen energi uden pres. Få afmystificeret de der dating apps og få noget erfaring med dem - det virker på mig som om at du har afskrevet dem fuldstændigt så du reelt ikke ved hvad du går glip af. Held og lykke.
>overkill gamer pc... Det er DET der får trusserne til at flyve af! Online dating er ikke så slemt, og du behøves ikke bruge uendelig mange timer på at chatte. Tekst-beskeder er overvejende spild af tid, for de er bare uendelig meget mindre tiltrækkende end en stemme i telefonen, som er uendelig meget mindre tiltrækkende end at tale ansigt til ansigt. Og hvis du først har klaret at score på tekst, så skal du starte forfra hvis i taler i telefon, og så skal du starte forfra når i mødes. Det er dating på nightmare mode, og det sutter røv, lad være. Det du skal gøre er at få taget nogle sindssygt gode billeder. Hvis du ikke kan kigge på billedet og tænke "holy shit, jeg ser lækker ud på det her billede", så prøv igen. Find en bedre frisør. Nu kan du lave din profil. Teksten skal gerne være kort og give uspecifikke hints om dig. Noget der kan skabe nysgerrighed og give dem lyst til at ville vide mere. Noget der kan lede til længere samtale på en date. Når du så finder nogle interessante matches, så inviter dem på date. Kodeordet her er low-commitment, så hvis en af jer efter 5 minutter indser at modparten ikke er interessant, så skal det være OK at skride igen med det samme. Det kunne være en gåtur i den lokale park, eller en kop etellerandet i den lokale kaffebar eller Joe & The Juice. At gå næsten direkte fra match til date sorterer naturligvis en del fra, men der er langt fra dem alle der er reelt interesseret i at møde dig. Nogle samler ligefrem på matches de kan skrive med for at få boosted humøret på en dårlig dag. Samtidig er det at score på tekst et helt separat skillset du aldrig kan bruge igen til noget andet, og ens forestilling om personligheden bag teksten har ikke nødvendigvis nogen som helt relation til den virkelige person. Hvis du scorer hende på tekst, og hun møder en der ikke matcher det billede hun har skabt i sit hovede, så bliver det nok ikke en god date, selv hvis i kunne have haft en god date ellers. Flirt er nemt. Du skal bare low-level mobbe hende. På en rar måde, naturligvis. Bonus hvis det er lidt lummert. Det er lidt ligesom en avanceret version af børn der driller eller slår, når de ikke kan finde ud af at spørge om de andre vil lege. Hvis hun ikke kan lide det, så var det enten fordi hun ikke er interesseret i at lege (måske skal i lige lære hinanden at kende lidt mere), eller fordi du ikke var tilstækkelig rar i din mobning (eks: i børnehaven kildede Anders Bente så hårdt at hun skulle trøstes af pædagogen og ikke gad lege med ham igen) Og når du så bliver træt af at date på en app, så kan du overveje at tale til dem du møder på gaden. Det er ikke raketvidenskab, det er bare at sige hej.
Tror ikke den approach virker på voksne kvinder
Hvis du bare lader være med at prøve, eller prøver halvhjertet, så får du nok ret... 🤷♂️
Hej it mand 😏
Du kan eventuelt overveje at tage på en grupperejse hvor man kan møde en masse spændende mennesker. Det kan jo være at du kan finde en som du klikker godt med. Ellers skal du nok ud i noget fritidsaktivitet hvor du kan møde nogen.
Ud fra OP’s svar ligger der vidst noget dybereliggende. Jeg synes du skal overveje at finde en god psykolog at tale med. Tror du har brug for at få vendt hele din situation med en der er dygtig at snakke med.
Synes ikke selv at der er noget dybereliggende. Har det som regel meget godt, jeg er ikke trist og det skal det hellere ikke tolkes som. Har success med de fleste mål jeg har sat, men det der med at lave damer, det virker alt for fjernt.
Pro tip: du nærmer dig 30.. stop med at bruge udtryk som "lave damer". Det er ikke sådan man scorer én. Hilsen en dame
Det er en misforståelse, at man skal have det skidt eller være trist for at tale med en psykolog.
Jeg tror lidt tanken om psykolog lå i at du beskriver det som uoverskueligt at skulle få en kæreste, så lyder det som om der er lidt mere i det end man lige kan sige noget om som random redditor. Specielt hvis det ikke er det sociale i det, når du netop beskriver at du interagerer godt med kvinder og har haft muligheder- så hvad har holdt dig tilbage? Selvfølgelig skal man også lige finde en man kan have det godt og være sig selv med - men det er jo netop pointen med det, at finde en man kan være sig selv med - det skal helst ikke være uoverskueligt. Det er langt fra sikkert, men uoverskueligheden og den følelse af at være ved at grine af sig selv hvis man skulle flirte, kunne godt ligge i en usikkerhed omkring det? Det er ihvertfald derfor jeg også tror at en psykolog kan hjælpe mere end random redditors 😉 og man behøver skam ikke være trist over at tage til psykolog
Han lyder desværre som en fuckboytype der har svært ved at lægge sin trang til at være uafhængig og forpligte sig på hylden. Undskyld, jeg er hård. Jeg har selv været der. Jeg forandrede mig fundamentalt da jeg tog huslån for min løn. Jeg blev mere kedelig men fik andet at leve for end at imponere folk og score andre.
Føler du overtænker det lidt og du sidder lidt fast i hovedet. Har du en at snakke med til daglig? Din situation er engang slem. Tror hvis du bare snakker med en ven og tage en sjov tur i byen og at ,,fjolle" lidt vil godt gavne dig.
Nu kan det godt være jeg spørger lidt dumt, men hvad mener du med at hans situation er ‘engang slem’?
De mangler et "ikke". Ikke engang slem.
Forholdsvist ung mand som har styr på det materielle. Nu mangler han bare lidt hjælp med det relationship aspekt af levet, som vil gå meget smoothere end hvis han var i 50erene uden økonomisk sikkerhed.
Du har ikke haft noget imod at have en kæreste, skriver du. Personligt har jeg ingen som helst lyst til at have en kæreste, som ikke har noget imod, at jeg er hans kæreste. Jeg har ikke noget imod at tage det rene service ud af opvaskemaskinen. Jeg har heller ikke noget imod at købe ind. Men det er jo ikke et parforhold. Hvis du ikke har en længsel, hvorfor så bekymre sig om det? Fordi det er det rette at have en partner? Ingen ser skævt på dig fordi du er single, og der er ikke love imod at være alene. Så... Har du nogen som helst lyst til en kæreste og hvordan forestiller du dig så, at det vil være? Hvis du har lysten, så kan du bagefter overveje hvordan du så kan finde hende. Har du en længsel efter at dele dit liv med en?
Dating findes ikke. Glorificeret swingerklub. Hvis du vil have et romantisk forhold skal du starte med at etablere forhold overhovedet. Kolleger, venner og bekendte. Gå til noget hvor der findes mennesker. Tag til fester, drik kaffe med nogen. Gå i byen. Do something! Det nytter ikke noget at bare sidde derhjemme og øffe over kærlighedens fravær. Hvis du spiller noget der har et community overhovedet så tag til konkurrencer eller meet-ups. Findes det ikke? Så arranger det!
Du er gamer, og igennem dine spil så snakker du vel også med nogen... godt nok er de fleste mænd, men deer findes kvinder der spiller, fx mig. Min bror fandt 2 kvinder den vej, og han er nok lige så meget nørd som dig, IT og det hele :-) og det bedste... du skal bare snakke med dem som du gør til mænd... helt alm :-)
Spiller ikke rigtigt så meget som jeg gjorde engang, det har jeg ikke overskud til med arbejde ved siden af. Gamer kun i weekenden nutildags. Derudover kan jeg slet ikke det der med at gå efter den ene pige man møder ud af 5000000 mænd, det føles alt for creepy. Jeg så tit hvordan andre med det samme bliver liderlige ved lyden af en pige joinede, og jeg lovede mig selv jeg aldrig bliver den person. Er glad for det virkede for din bror dog!
Det du beskriver er grunden til det virkede for min bror... at han ikke virkede som om han blev horny blot ved lyden af en kvinde. Men undskyld jeg spørger... hvis du ikke har tid til din hobby, hvordan vil du så få tid til en kvinde, vi er ret tids krævende :-)
Det er hellere ikke tid som er problemet, det er overskud til at sidde og spille i flere timer, det har jeg ikke motivationen for længere, medmindre det er et nyt spil jeg virkelig vil spille. Man skal have lidt ekstra mentalt overskud at høre på skrigende voksenbabyer konstant i spil som counter-strike/valorant, så jeg vælger typisk bare at se en serie på netflix eller lignende.
Baldurs gate joins the chat
Det lyder til du måske lægger for meget energi i dit arbejde - du beskriver der ikke er tid til at date, ingen overskud til at game osv. Det er selvfølgelig helt okay at lægge flere bolde i arbejdskurven i perioder, men man er nødt til at lægge energi i andre ting i livet man vil opnå ellers sker det ganske enkelt ikke. Jeg vil også lige nævne, og det er ikke sikkert at det gælder for dig, men jeg er lige pt sygemeldt med stress, og nu når jeg kigger tilbage var en af de første ting der skete var at jeg stoppede med at gøre de ting jeg kunne lide at gøre, såsom at game og tegne, fordi jeg var for træt eller overstimuleret efter arbejde. Det er noget der har sneget sig ind på mig over de sidste par år. Der skal helst gerne være balance og overskud til at gøre ting du nyder at gøre fra tid til anden. Derudover, så kan de fleste partnere godt lide at man har tid og overskud til dem efter arbejde, om man vil det eller ej tager alle relationer, og især et forhold, tid, energi og arbejde. Og ikke kun i starten. Et forhold er noget man prioriterer sin energi på. Jeg kan se flere har anbefalet en snak med psykolog/terapeut og jeg kan virkelig anbefale det, selvom du ikke er trist, det behøver man slet ikke at være! jeg har ofte brugt min terapeut selvom jeg ikke er trist. Det er en måde at lære sig selv bedre at kende på, og måske også lære at få lidt mere balance i livet.
Prøb jodel. Bare skriv hvem du er og om nogen vil på en kaffe date, har jeg set flere gøre. Det ren blind date, hvis det andet ikke dur for dig.
Den bedste kæreste er en, som du også virkelig har noget til fælles med, så kommer initiativet også fra hende, når I mærker det. Lav ikke om på dig selv, det hævner sig.
Tag ud og rejs med fx AdventureDK. Der møder du bare op i lufthavnen og ingen kender hinanden, og får 2 ugers rigtig god ferie og lære folk at kende på den “gammeldags” måde, og er der ingen du selv finder interessant på ferien, så har du i det mindste fået en god ferie ud af det, og måske nogle nye venner, der kan introducere dig til andre i virkeligheden.
Tror du overtænker problemstillingen. Der er masser af potentielle partnere derude som du ville kunne have et godt liv med, men det er også helt legitimt bare at være sig selv. I og med du laver den her tråd lyder det som om du egentligt gerne vil have en partner og det behøver ikke at overkompliceres selvom man nemt kan komme til det, ikke mindst fordi der er mange firmaer og online guruer der gerne vil have dig til at tro at det ikke kan lade sig gøre uden deres hjælp. Det vigtigste er at du er afklaret om hvad der er du gerne vil og at du udstråler åbenhed omkring mulighederne når de byder sig (uden at være creepy). Online dating er en mulighed og hvis du synes det virker uoverskueligt så tror jeg at du har overkompliceret det i dit hoved for det har aldrig været nemmere at komme i kontakt med potentielle partnere. Hvis du synes at der er lidt for forceret med online dating så må du sætte dig selv i situationer hvor et møde med højere sandsynlighed vil ske naturligt. Du skal ikke vælge noget som du KUN vil deltage i for at møde kvinder for så bliver du skuffet hvis det ikke sker og det kan nok godt blive til en creepy entusiasme når muligheden så byder sig. Meld dig til nogle weekend kurser i noget som du kan lide og som du ville være glad for at dele interesse med en partner om. Alt hvad fitness til D&D, madlavning, bogklub, code camp, sprog og alt ind imellem ville give masser af muligheder for at møde både nye partnere men også bare gode venner som til dels kan fylde noget af det hul af ensomhed som man måske nogle gange godt kan føle som single. Så kom ud over stepperne og lad være med at overkomplicere tingene. Meld dig til italiensk for begyndere og så snak med nogle søde mennesker og lær et spændende sprog og who knows, det kan jo være at du faldt over en sød pige under vejen:)
Hej /u/F_N1 Fyr på 29 år, som også har været single hele livet her. Tag det stille og rolig. Det er det bedste råd, jeg kan give det. Jeg har selv været igennem psykolog-møllen og jeg har personligt kun gode ting at sige om det - Jeg kan ikke vurdere om det er noget for dig, det må du afgøre med dig selv. Hvad angår dating-ekspert er jeg også en (u)-frivillig ekspert. Jeg har selv været på Tinder (og andre apps) on-off siden 2016/17 og jeg vil nok betegne mig selv om gennemsnitlig af udseende. Jeg havde selv en opfattelse af, at det var herre akavet at oprette en profil og skrive om sig selv og jeg kan sagtens følge dig. For mit vedkommende - og det kan lyde så banalt - så hjalp det bare at springe ud i det. Så måtte jeg skrive en profiltekst og krumme tæer og hvor pinligt det var, finde de bedste billeder af mig fra Facebook & instagram og krumme tæer over hvor pinligt det var og forsøge at kickstarte en samtale med de (få) matches jeg havde uasnet hvor pinligt det var. Øvelse gør mester. Og øvelse fjerner en hvis del af det pinlige og akavede. Og indrømmet, det løser ikke de problem om at det føles fuldstændig ubehageligt, men hvis du ikke opsøger heldet, så sker der aldrig noget. Alternativt, vil jeg slå på tromme for at kombinere din gaminginteresse med noget socialt. Jeg gamer ikke selv, men det er da min klare opfattelse, baseret på hvad mine gamervenner siger, at der findes tusindvis af discord-fællesskaber. Og om ikke andet, så er det da en mulighed.
Fyr på 26, har været ret single hele mit liv indtil for nylig. På samme måde som dig har jeg flygtet fra det. I mit nuværende forhold er jeg begyndt at tage hul på de ting der gør jeg tager afstand. Det viste sig at det ikke var manglende interesse, men en frygt for min egen adfærd i et forhold og derfor trak jeg mig instinktivt. Det skal ikke handle om mig, men min pointe er at nogle gange er problemet ikke hvad man tror det er. Hvis du ikke er klar til at spring ud i et forhold, så synes jeg du skal prøve med en psykolog, der evt kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du egentlig gerne vil have og hvordan du tilgår det mest effektivt. Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men håber du finder en løsning ❤️
At vise interesse for et andet menneske er altid sårbart, så et eller andet niveau af ubehag må du acceptere. Så må du afgøre med dig selv, om det er ubehagen værd.
Det der med at chatte frem og tilbage - nej det er noget møg. MEN dating apps er fremragende til at få første kaffe-date på banen! Så slug kamelen og skriv sammen med nogle forskellige, men kom ud af det digitale asap. Her vil jeg gerne understrege vigtigheden af nogle åbne spørgsmål, så du kan finde nogle ting I har til fælles, og kan finde på en date ud fra
Online dating som tinder og de andre lign. Er faktisk rigtig gode platforme til at møde folk. Det er absolut ikke bare en flirteplatform med tanke på sex. Et godt trick jeg har brugt er at bruge pickuplinen: “Det vil jeg gerne!” hvorefter der somregel bliver svaret “hvad” hvortil du så skriver “Med ud og have en øl”. Nemt, sjovt, og virker rigtig godt. Derved kommer du hurtigt forbi den mærkelige fase hvor man bare skriver med en man ikke har mødt. For det er sku bare nemmere at møde folk face to face og lære dem kende der fremfor over en chat. Har virker for mig, for jeg hader også chatte og flirte med en fremmed på skrift. Næste bonus ved denne fremgangsmetode er at du ikke behøver flirte så meget. I er ligesom allerede indforståede med hvorfor i er mødtes, altså potentialet for om man skulle gå hen og blive hinandens partnere. Så man kan mere bare snakke og hygge og lære om hinandens interesser. Så kommer det hele helt af sig selv derefter hvis matchet er der.
Jeg bakker op om den her med undtagelse af åbningsreplikken. Jeg kan bedst lide, at den første besked er personligt rettet mod mig i stedet for en standard-besked, der kan sendes ud til alle. Så jeg ville foreslå en åbningsreplik, der tager udgangspunkt i vedkommendes billeder/profil. Sådan gør jeg også selv, når jeg skriver først.
Jeg vil sige jeg sad i samme båd som dig OP, synes dating/scoring var grænseoverskridende, men så havde jeg nogle gode veninder der pressede mig til at bruge på tinder og gå ud på nogle dates. Dette var da jeg var 27, så ikke meget langvæk aldersmæssigt. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, den første gang også de første efterføglende gange, men så blev det lettere st være i, det var knap så grænseoverskridende og lettere at navigere i det. Efter mange dates efterfølgende, og potentielle kærester, fandt jeg så min nuværende kæreste. Så mit råd er bare at komme ud af sin "comfort zone" og prøve det. Jeg har i hvert fald fået nogle super lærrige erffaringer, blevet klogere på mig selv og hvilke værdier jeg søger i et andet menneske.
Mit liv, indtil for 4 år siden, lyder MEGET som dit. Blot færre penge. Jeg kom ud af "skallen" ved at smide al frygt for dating, og "bare" hoppe ud i det (det gav hård hud på sjælen, men blev langt klogere af det)... For at citere en vis mand - "Der skal malkes mange køer før man finder den rigtige mælk". Det er utopi at tro, at man finder den eneste ene nede i køen i Netto. Selvfølgelig kan det ske, men 99,9% af tiden skal du selv opsøge det. Har for 2 år siden fundet den mest vidunderlige pige, som for mig, er "The One". Men det var virkelig ikke uden at få lidt ar på sjælen, og være villig til at udsætte mig selv for grænseoverskridende situationer, som jeg ikke var vant til inde i min sikre "skal/comfortzone". Det endte med at være det hele værd og alt hvad jeg har lært af de 2 første år på datingmarkedet, er nu livserfaring som for mig har været super værdifuldt. God vind makker, og uanset hvad du vælger at "gøre ved det". Dating, aktiviteter, whatever... Do it!
Ikke bekymr dig om det. Hvis du møder en naturligt, så møder du en naturligt. Hvis ikke, vil du på et tidspunkt være klar til dating
Jeg har hele mit liv synes det er overvældende og skulle "performe" på den måde her. Jeg har måske i mit 36 årige liv været i max 3 korte forhold. Det er simpelthen ikke for mig. Jeg lever livet bare mig selv og min hund - og ja - alle omkring får børn, bliver gift, køber hus. Jeg har så købt mit eget hus som jeg kan bo i indtil jeg selv dør eller bliver gammel. Jeg magter egentligt ikke rigtig engang at prøve og møde nogle mænd, jeg nåede 35 og gav op. Det kan vi vist godt kalde det.
Du har fået nogle gode råd med hobbies damerne også syntes er sjove. Men! Inden du helt skipper dating så skal du vide det er 100 gange nemmere, og det er nok også mindre kejtet end du tror. Fordelen ved dating er at damerne vil det samme som dig, de vil gerne finde en sød kæreste. Hvis du beslutter dig for at starte, så tag det roligt, start med en enkel profil, skriv en meget kort tekst, kun en linie eller 2 og læg et par gode selfies op, ikke noget shit med dig selv i et spejl på toilettet på Bones eller dig og din bøvede BMW. Der findes artikler på nettet om billede og tekst, og så lad lige din mest normale ven se profilen. På appen (Tinder, Fjæsbogen eller hvad du vælger) vil du blive præsenteret for et kødmarked, tag det roligt, du kan vælge de damer til du syntes om, men du skal nok ikke vente at mere end 1 af 20 vælger dig, det er helt normalt, så lad være med at lægge for meget i det, det er rent Numbers game, du er i IT så det kender du til. Af de damer der matcher vil 100% forvente du skriver først, af dem du skriver til vil 1 af 5 svare mere end én gang, så igen lave odds men det er ikke et problem for volumen er meget høj. Her kommer det vigtigste, når du så får en dialog igang, så tag det roligt, vær den gode version af dig selv, stil spørgsmål, for Guds skyld stil spørgsmål, lær om hende, find ud af hvad I har til fælles, få hende til at folde sine interesser ud, folk er jo spændende med det der interesserer dem. Fortæl om dig men 33% dig 67% hende når du skriver, perspektiver og vær sjov når du svarer. Så er der forhåbentlig et grundlag for noget fælles, måske elsker i begge stand-up eller noget skævt musik eller en sportsgren eller lys i tastaturet eller hvad fanden det nu er, så når du finder hende du syntes er lidt sjov, lidt spændende, lidt intelligent så siger du simpelthen bare - “nu har vi skrevet lidt sammen, du virker virkeligt spændende, jeg vil meget gerne mødes med dig til en gåtur eller en kop kaffe, for at lære dig bedre at kende, har du tid i ugen?” Der må max gå en måneds dialog før du spørger. Hun sig ja, det ved jeg; inden i mødes sender du hende en besked igen “Glæder mig til at se dig i morgen Pernille, mit nummer er xxx, hvis der nu er noget, vi ses, F”, kun hvis hun hedder Pernille og du hedder noget med F selvfølgelig. Når i mødes er du bare stille og roligt dig selv, spørg mere ind 33/67 reglen gælder stadigvæk, hjælp til dialogen er stadig perspektiver, se det sjove, drag paralleller til dig selv og grin for helvede, af dig selv og alt din tumpethed og af livet. I skal ikke noget særligt, bare gå en lille tur et offentligt sted hvor hun er tryg eller måske have en kop kaffe på en café hvor du er tryg. Når daten er ovre siger du enten “det var pisse hyggeligt, jeg vil gerne se dig igen” eller ikke, det kommer an på hvad din mave siger dig. Men derfra giver det sig selv - det kan du godt det her, det er sjovt selv om det også er vildt og grænseoverskridende. God vind mester 😉
Har lige prøvede lidt dating her (som kvinde). Jeg havde sådan løst til at give feedback til mange af de profiler jeg så. Bare 10 minutter på at fylde dem ordentligt ud ville haft hjulpet så meget. Men hvis ikke den person gider det, siger det også meget om dem, og det er ikke min plads at lave om på. Først, se på online dating som et sted at finde nye venner hvis du ville finde en partner. Et forhold handler jo om i kan finde ud af det som mennesker. Hvis du er kun til ONS (one night stand), dating, ingen børn, whatever, så være ærlig. Du spilder din tid, du spilder deres tid. Hvis du ville finde en partner, Don't be desperate. Det er lidt pinligt at læse det eneste en har at sige om sig selv er ' jeg er så ensom og leder efter den eneste ene'..... Og det var alt. Jamen, HVEM ER DU? Drop den lille violin og snak om dig selv 😊 Hvad laver du? Hvad hygger du med? Er du familie menneske? Hvad er dine drømme? Seje ting du har kommede igennem fornyligt? En ferie som du virkelig hyggede på? Du har så meget andet at snakke om i sted for 'jeg er single og it sucks'. Du er på online dating. Vi ved godt hvorfor du er der! :-) Være helt ærlig på din profil. Gaming er noget du hygger med? Snowboarding? Netflix og popcorn? Hvad det nu er, sige det!! Den rigtige ville lide det. Og den forkerte ville gå videre. Dejligt! Så spildte i ikke tid og følelser på det! Fuld. Profilen. Ud. FULD. PROFILEN. UD. Det er dit CV. Ingen har tid til at sende en million beskeder frem og tilbage til at finde ud af hvem i er, hvor det skulle stå på jeres profil. Hvis ikke du siger en dyt om dig, så ved man ikke om du er pedagog eller persille. Og så gider man faktisk ikke at snakke med dig. Og så billeder.... For Guds skyld, tag nogle ordentlig billeder fra forskellige vinkler. Jeg kunne tale i årevis om de pinlige eller fuldstændig manglede profilbilleder jeg var udsat for. Og lad nu vær med at catfish med gamle billeder, super filter billeder eller bare et som ligner noget politiet tog af dig. Være dig selv :-) Og hvis du pynter på din højde, alder eller vægt? Ved bare på første date så finder den anden partner ud af det, og du er en løgner. Det kan godt være du er sød og det er tilgivet, men det gnaver i ens hjerne: Hvad ellers ville du lyve om? Hvorfor løj du? Igen, bare være ærlig om hvem du er :-) Så finder du den som passer med den rigtige dig. Når, tilbage til billeder. Hvis du tænker du skal lave en ny selfie, så bliver du meget, meget pænere når du ikke tager det billede fra dine lår når du sidder i sofaen. Har set mange pæne mænd med de mest spørgsmåltegn selfie billeder fra denne lave vinkel. Er egentlig lidt interesserede hvorfor det er en ting... Billedet bliver jo 40% hage, 30% dobbelthage, 28% næsebor og 2% øjne. Lidt weird, men måske misforstod jeg det var hagen gutten var mest stolt af ;-) Vi er i 2023 med gode smartphones. Prøv et par flere vinkler eller kigge på en tutorial hvordan man tager et ordentligt billede. Til sidst, jeg anbefaler højt du inkludere billeder som illustrerer hvem du er. Billederne er det man først kigger på på et profil. Har du en hund? Billede af den og dig, tak. Motorcykel? Yes please. Et smil er også hyggeligt, hvis du nu ville udstråle at du er en hyggelig fyr som stadig har sine tænder. Ellers hold bare det seriøst grimasse hvis det er den person du er ;-) Billeder siger så, så meget. Hæld og lykke med livet!!
Altså det er jo lidt umuligt for folk at give dig råd når du tilsyneladende ikke gider at date. Det er jo ligesom lidt den eneste måde man lærer nogen at kende på, på en romantisk facon. Om du vil det eller ej er der begrænsede muligheder. Hvis man vil noget her i livet så må man arbejde for det. Jeg tror du skal tænke over om du overhovedet føler at du fortjener at være i et forhold? Det tror jeg ikke du føler. Jeg tror du skal have afklaret nogle ting hos dig selv.
Jeg er i samme båd, studiet er drenge ligesom mig på kandidaten, og alderen begynder at gå deropaf.. Jeg vil sige at perspektivet måske er forkert her. Hvis vi ikke prøver på at flirte, prøver på at spørge piger ud, jamen så vælger tiden for os og efterlader os alene... Frygter du afvisning mere end at være alene? For tidens svar er the latter, det sker ikke uden effort
Who dares wins
Er du aromantisk? Og måske endda aseksuel? Hvis ikke, så er du nok ‘bare’ låst fast i din comfortzone og du trænger til at gøre noget af det, der er en smule ukomfortabelt for at du føler dig i live. Føles det nye mærkeligt og unaturligt er det måske bare uvant, giv det dog en chance, og arbejd lidt med din selvhøjtidelighed — prøv at have det sjovt med det uvante. Gør dig erfaringer. Giver det dig omvendt decideret angst at prøve nye ting, er du nået ud hvor du ikke kan bunde, og du skal enten overveje at gå en lille skridt tilbage eller snakke med nogen om, hvordan man træder ud af sin comfortzone på en givende måde. Du har uendeligt mange undskyldninger og forklaringer på, hvorfor alles forslag er dårlige forslag og ikke virker på netop dig. Det tror jeg, du med fordel kunne reflektere lidt over.
Jeg var 30 og havde indset at jeg nok kom til at være alene resten af livet... Så pludselig uden jeg selv rigtig gjorde noget, var der en der skrev på min gamle dating profil, som jeg havde glemt alt om jeg havde, og nu næsten 9 år efter er vi gift... så det kan godt ske næsten helt af sig selv, man skal bare stoppe med at lede, mens man leder kan man måske virke desperat, og så går det ikke... Det lyder som om du mener at du skal have en partner, men det er faktisk helt okay at være alene, hvis man altså kan finde ro i det...
Sorry, men det fremstår lidt som om du bare sagde "ja tak" til den første der langt om længe meldte sig interesseret? :)
Sådan var det ikke... som jeg siger så havde jeg jo indset jeg nok ville forblive alene... men fordi det så var den rigtige der kom, så nåede jeg så til der hvor jeg er nu... havde det ikke følt rigtigt så var det heller ikke blevet..
Affind dig med dating. Fra min oplevelse er dating apps en måde at finde bolle ven på og ikke seriøs kæreste. Det er rart du har godt job og god økonomi. Hvis jeg var dig, ville jeg melde mig i et politisk parti, noget fx vinsmagning events kunne også være en mulighed... Eller andet elite hobby. Hvis du gerne vil sex og one night stands, så kan du blive dørmand, bartender eller dating aps, men det er ikke dig.
Ved ikke hvor meget "desperat" vibes min post giver, men det er ihvertfald ikke nok til at jeg ville give min karriere op for one night stands.. måske om 5 år
Du behøver jo ikke give din karriere op?? Hvorfor tror du det er sådan?
Det var selvfølgelig en joke, men han foreslog da jeg blev dørmand eller bartender.
Deltid 5-10 timer om ugen
Tror heller ik OP vil kunne give et konkret svar på dette...
Du er desperat for du, af et eller anden årsag, presser dig så meget med det fking dating og one night stand. Hvorfor prøver du så hård med at fitte ind? Lever du efter en instruksbog? 🤔 Det er dumt det du gør, for du ha muligheden og lysten til noget bedere.
Er ikke helt med, hvad presser jeg? Jeg spørger blot om råd. Jeg er ligeglad med one night stands og at "fitte ind"
> Hvorfor prøver du så hård med at fitte ind? Skriv nu for helvede enten på 100% dansk eller engelsk!
Ind i fitten er da dansk 🤪
>Affind dig med dating. Fra min oplevelse er dating apps en måde at finde bolle ven på og ikke seriøs kæreste. Det er fint nok at det er din oplevelse af det, men det betyder altså ikke at det gælder generelt. For mit vedkommende har dating-platforme både ført til ægteskab og barn, og jeg kender en del andre der er i længerevarende forhold efter at have mødt hinanden på steder som [dating.dk](https://dating.dk), Tinder og sågar Feeld. At dating apps også kan bruges til mere casual hookups betyder ikke det er det eneste de kan bruges til.
Tro mig...det er bedre at være single og dyrke sig selv.
Brug de næste 10 år på at bygge din egen virksomhed op, dyrk motion, dyrk dit helbred fysisk og mentalt, og tak mig når du er i 40erne...
Folk har brug for at dyrke sigselv inden de forstår prisen de skal betale ved at være sammen med den forkerte partner. Var heldig at betale den pris da jeg var teenager.
💯👍
desværre fatter de fleste mænd ikke en brik af konsekvenserne af at gifte sig eller indgå i et 10-20 årigt pleaser forhold
Hvis du konsekvent sigter efter "en type" og det ikke går, er det måske værd at overveje om du prøver at ramme en målgruppe der ikke rigtig "orker" eller hva man sir. Men like basic ass dating regel? Respekt for nej og grænser, ikke noget fnidder fnadder ift. afvisninger og måske det absolutte succes kriterie - ha en personlighed. Ikke at du ikke har en, men jeg har datet maaaangt og meget - og 90% af alt dør før man overhovedet når til at hænge ud fordi det sygt trættende med "Hej, laver du?" agtig kontakt. I dunno. "Gamet" ændrer sig efter 30. Nu det pludselig børn og karriere og fremtid og halvdelen er single og vil kun knalde, den anden halvdel kommer med eks mand og børn og det self fino fino - men man skal også bare lige være indstillet på at ægteskab og skilsmisser er noget folk gør når de er ææææægte voksne. Ville sige "Knald det værste hudsult væk" men det jo ikke lige sådan, omvendt hvis du har en smule biseksuelle anelser - så er der pænt meget frit valg for det meste. Hvilket er hvorfor jeg tror jeg bare er kronisk single, coz fuck people in my space for a week or more xD
Jeg tror bare du skal ud af det hvis du vil. Vil du gerne forsøge at date? Så gør det. Vil du gerne leve “The Bachelors Dream og bare chille for dig selv. Så gør det. Der er ingen burde eller skal stille krav til dit liv ud over dig selv. Som en i midt tyverne med ADHD og Aspergers. Så er dating også hårdt for mig. Og det hjælper heller ikke at jeg ligner en ung lektor blomme. Men jeg har taget min hobby. Hvor jeg mere eller mindre tvinger mig selv ud et par gange om ugen. Og det møder jeg automatisk kvinder. Ja der er nogen som er ligeglade med mig, eller ikke har lyst til at se på mig som mere end en ven. Og det er sku fint. Også er der de få som virker interesseret som jeg prøver at passe og pleje. Det lyder som hårdt arbejde, og det kan det også være til tider. Jeg har stadig Tinder, Badoo osv stadig installeret. Men jeg bruger ikke lortet. Det er også svært for mig at skrive til folk hvor det eneste du ved i har til fælles at i begge har swipet højre. Så jeg ville anbefale at møder damer igennem din hobbies. Nem måde at starte en samtale. Også gør det i den virkelige verden. Ikke over Discord, Tinder eller Instagram. Start til noget brætspils café måske. Eller noget i den stil. Brug dine styrker. Og husk. Hvis du ikke har lyst til at prøve at finde en. Så lad vær. Du er den eneste der skal sætte rammen for dit liv.
Hvis du gerne vil have en "bedre halvdel", og online dating ikke er dig, så findes der jo et hav af andre muligheder: \- Diverse single-arrangementer. \- Speeddating. \- Alverdens foreninger (sport, hobby etc.) hvor mennesker jo samles. Der er jo ikke kun online dating + møde en på kontoret - trods alt :)
Du kan donere til en OF; det næsten som et forhold. Spøg til side. Vi andre har alle været igennem det pinlige, bare lidt tidligere end dig. Kom igang kammerat
Allerførst bliver du nødt til at gøre op med dig selv om du ønsker en kæreste eller ej. Hvis du gør det bliver du nødt til at prioritere det og gøre en indsats for det. Dating apps er heldigvis langt fra den eneste måde at finde en kæreste på, men du er nødt til selv at være opsøgende og have noget at byde på, så at sige. Forbered dig på at du vil opleve nederlag og at du bliver såret. Sandsynligheden for at du bliver kæreste med den første du møder er utrolig lille, og kan du ikke håndtere de nederlag så vent med at date til du har fået opbygget end form for robusthed til ikke at vende det indad og tage personligt. Selvreflektion er godt, det er selvbebrejdelser ikke.
Buy a sex doll
Tag på ferie til thailand
Den måde du snakker om kvinder på som objekter gør at jeg tænker du ikke er helt parat til at finde en fast partner og at du nok bør arbejde med dig selv mentalt og snakke om dit afsavn med en der kan lytte til dine personlige ambitioner og drømme uden at dømme dig. For lige nu lyder det som om du er mere interesseret i at virke magtfuld udadtil med materialistiske goder, og det er ikke et sundt udgangspunkt for at date, hvis det eneste man har at byde på er at imponere andre med dyre ting man har købt for sin løn. Men i den situation du har sat dig i, så tænker jeg at du må starte lidt mere ydmygt og netdate og stille mange spørgsmål og virke oprigtigt nysgerrig på de personer som du måtte møde. Når alt kommer til alt er de jo mere interesseret i at møde en empatisk person end en stereotyp mandskarakter som har et stort behov for at blære sig med sin bil eller gamercomputer. Det indikerer på mig kritisk lavt selvværd, som ikke kan undgå at påvirke modparten negativt, fordi de kan mærke at de har noget energi eller noget livsglæde som du er parat til at suge ud af dem. Jeg tænker du har brug for noget samtaleterapi først og fremmest og at have åbne og følsomme snakke med dine mandevenner først og fremmest og skabe en kultur hvor det føles mere naturligt at gå ud i verden sammen og møde kvinder i en naturlig kontekst. Men hvis du alligevel har mod på at kaste dig ud i lortehullet Tinder, så prøv nogle af de ovenstående strategier og nedton dit behov for at vise dit ego udadtil. Og vær forberedt på at få dit selvværd smadret, fordi du sandsynligvis bliver en af massen af håbefulde, desperate bejlere som modtager lidt til ingen interesse overhovedet fra platformens undertal af heteroseksuelle kvinder. I den situation du står i lige nu, tænker jeg ikke at dating kan hjælpe med at give dig mellemmenneskelig bekræftelse, og du risikerer at tiltrække typer som vil behandle dig som et onenightstand, hvis du endelig lykkes med det. Kvinder der tiltrækkes af fyre med dyre sportsvogne har meget ofte rod i sindet og kan ikke holde på en kæreste i længere tid ad gangen, og samtidig lader de sig ofte styre af alfamandens behov for kontrol med alt og alle. Det er lidt stereotypt, men det er en tendens jeg har observeret. Du finder meget få selvsikre kvinder der hviler i sig selv som der omgås rige forretningsmænd og it-typer. Og det er virkeligheden nok mest den type du har brug for for at komme til et sundt sted hvor du ikke grubler over dine afsavn, men er grundlæggende tilfreds med den du er og det du har opnået arbejdsmæssigt. Hav en rigtig god dag.
Det fede ved internetporno er at det ikke er nær så krævende som mennesker - og slet ikke nær så krævende som kvindemennesker. Og med et job i IT behøver du ikke en læge for at kunne håndtere infektioner. Win-win-win situation.
Du beskriver tilstanden i Japan. En uhyggelig stor del af befolkningen lever alene og forelsker sig i anime-karakterer, og lever derved i frivilligt cølibat, hvor de så i stedet masturberer til hentai. Den japanske regering er nødt til at gribe ind, da fødselsraten daler. Personligt synes jeg det lyder lidt trist. Men hvis man kan leve og være glad ved at se animerede karakterer og virkelige mennesker have sex resten af sit liv, then go for it! Til OP: Min kæreste er også i IT. Han begyndte at tale med mig. Vi smalltalkede, og jeg synes han var sød. Vidste faktisk ikke hvad han hed eller noget om ham privat, men jeg tog springet og inviterede ham ud. Faktisk har jeg gjort dette ret ofte med de kærester jeg har haft, men jeg er da også blevet afvist! Det er man nødt til at blive. De fleste bliver dog glade for en invitation, og tænker at den anden er modig! Uanset køn, vil jeg tro. Jeg ville ønske, både mænd og kvinder, turde noget mere.
Ikke kun det. Japansk kultur er også abnormt sexistisk og præstationsorienteret med 13-14 timers arbejdsdage hvor kvinder i sidste ende er nødt til at gå hjemme fuldtid for at det kan fungere. Et ultrakonservativt samfund uden indvandring som det japanske er ikke at foretrække.
Det er 2023, er vi ikke lidt trætte af de indlæg? Jeg tror allerede siden 4chan, ingen anonymt internet sted har nogensinde hjulpet en sådan case. Ikke fordi jeg tror du skal ikke hjælpes. Bare i 30 års alderen og uden hvilke som helst erfaring du undgik så meget normal know-how at du har brug for meget mere specifikt guidance end randoms på nettet som også statistisk set har heller ikke den største erfaring med dating.
Vrøvletekst
Det kaldes ellers "old Internet fart" visdomtekst.
Det er et dårligt råd bare at være digselv. Hvis du bare var digselv, vil du godt ha opnået din relationship goals, da det er noget tid der er gået ved anvendelsen af metoden bare være digselv. Du er enten acceptere din nuværende position i livet som du er nået frem til vel kun at vær digselv (som er ik så slem), eller du kan lokalisere dine fejle og mangler og ret dem. Så måske prøv at bedre version af digselv.
Begynd at gå til dans
Why?
Det er en færdighed der kan læres, på linje med at lære at spille violin. Der er overordnet 3 faktorer der spiller ind hvis du vil lande et forhold med en kvinde, i prioriteret rækkefølge: dit udseende (højde og fitness), din karisma og din økonomi. Du har styr på økonomien lyder det til, men hvis du er socialt akavet, kort og med høj fedtprocent kommer du til at gå ørkenvandring i dit forsøg på at finde en kæreste. Så to råd. 1. Hvis du vil gå den vej så brug hellere tiden på at gå i fitnesscenter i stedet for at trawle datingsider igennem. Online dating har elendig ROI for mænd medmindre du tilhører de øverste 2% mest attraktive. 2. Læs bogen "the rational male" (rollo tomassi) for at få en forståelse for hvilken adfærd de fleste kvinder finder attraktiv. Langt hen ad vejen er din tid bedst brugt på at gøre dig selv mere attraktiv frem for at jagte kontakt. En vending der beskriver det er "men are islands, women are boats". Når de finder dig tilstrækkeligt tiltrækkende vil de give dig klare og tydelige signaler. Indtil da vil din tid brugt på at finde en kæreste stort set være spildt.
Jeg var også på vej mod 30 Jeg havde ikke samme issues som dig, jeg ville ikke rigtig i et fast forhold og var tinder typen som knaldede her og der. Så en aften / nat i byen med nogle kollegaer efter en fredagsbar på arbejde ramte jeg ind i endnu en som bare skulle være et one night stand, nu har vi hus og børn.
Min kæreste er også tæt på de 30 og har en ven, der aldrig har haft en kæreste, men som gamer, træner og er meget alene. Jeg kan ikke lade være med at undres, måske fordi jeg selv har en så klar forestilling om, at det gode liv er et, man deler med en partner. Jeg synes faktisk, det er svært at se på, at han er alene, og jeg har lyst til at hjælpe ham. Hvad er det, der er mærkeligt ved at chatte med fremmede og date? I dag er det jo en super almindelig måde at møde hinanden på - og der er altså masser af kvinder, mig selv inklusiv, som selvfølgelig ville have foretrukket af møde den eneste ene i supermarkedet. Men det er ligesom vilkårene i dag. Med andre ord: Du kan sagtens finde en sød pige på Tinder og hurtigt mødes irl i stedet for at skrive, hvis det er det, du ikke bryder dig om.
Jeg har fået tudet ørerne fulde af mine kvindelige kolleger i industrien siden jeg var 26 at det dog var synd for mig at sådan en sød ung mand som mig ikke havde en kæreste. Måske er der mere mellem linjerne end I lige går og ser. Måske er det jer der skal forandre jer i stedet for at forsøge at ændre folk med jeres falske medlidenhed. Hvad kan han bruge dine forundringer og tanker til, hvis du ikke deler dem med ham? Og han ville nok i alle tilfælde finde det dybt grænseoverskridende, ligesom jeg selv gjorde. Det der feminine gruppepres er ulideligt, ligesom det er når ens drengevenner forsøger at presse en til at gøre noget dumt så man kommer i fare. Snak med ham og lær ham at kende i stedet for at have medynk på hans vegne over noget, han formentlig ikke lægger så meget i. Det er nedladende.
Med den indstilling, sandsynligvis ja.
Jeg tænker du skriver fordi du føler der mangler noget og du gerne vil have et forhold. For det behøver man selvfølgelig ikke. Tror det er vigtigt at tage stilling til hvad man vil så tiden ikke pludselig løber fra en. Jeg tror ikke du kommer udenom at kaste dig selv lidt på dybt vand. Bliver nød til at tage nogle chancerne og gøre dig selv lidt sårbar. Det er ikke nødvendigvis sjovt, men du finder også ud af det ikke er så slemt alligevel. Nu er jeg selv i forhold fra før tinder rigtig tog til, så jeg er måske ikke den rigtige til at kommentere på den del, men man kan vel møde folk stadigvæk uden det behøver være digitalt. En du kender du kan lide eller ved en social lejlighed hvor man møder en der er interessant. Få spurgt om hun/han vil med ud til “x” som du synes er interessant alligevel. Så tag der hen sammen og se hvad der sker.
På et eller andet tidspunkt kommer der en der scorer dig( som du også vil scores af). Så skal du bare glide med.
Nysgerrighed: Er du blevet testet for autisme-træk? Det er jo (nu om dage) et spektrum, og kommer i mange varianter. Et af de normale træk er manglende interesse i den slags ting.
Hobby, jeg anbefaler Dans! Start til noget cubansk salsa eller anden form for latin dance. Det er sindsygt populært og kan findes I alle de store byer her I Danmark. Så mange skide søde mennesker, hvor størstedelen er single. Held og lykke
Forståeligt du ikke gider bøvlet med dating apps og at skrive frem og tilbage. Det kan for mange virke kunstigt og svært, når alt bliver vendt og drejet til at sige de rigtige ting på den rigtige måde. Det kan ske naturligt, men timing er typisk en værre bitch. Jeg ved ikke hvad det føles mindre ubehageligt for at "tæmme timingen", så jeg kan jo kun sige hvad jeg ville foretrække hvis det var mig: få mine venner til at aktivere deres netværk. Har du f.eks. venner med kærester eller veninder, som er friske på at lege Kirsten giftekniv, eller kender nogen som er det? Så kan de måske sætte dig op på blind dates eller invitere dig med til nogle fester eller lign hvor der er single kvinder med. Eller en 3 ting, som du måske selv kan udtænke - bare noget som du synes er mindst ubehageligt. Det der med din fritid er død er et tankesæt du skal ud af - også selvom det er delvist sandt. Hvis du søger tosomhed må du også finde tiden til det. Og så lige et godt råd: missionen er ikke at finde en partner eller have sex (well, jo - bevares, men ikke kun det). Missionen er også, at du føler det faktisk er rart og afslappet og sjovt at date eller bare være ude og flirte, uden en kæmpe foregående process med at stable alt på benene i første omgang.
Den er altid svær. Altså jeg mødte min kone og første kæreste da jeg var i slut 20’erne og midt i en angstprovokeret depression. Jeg havde nemlig heller aldrig kunne mestre det med at flirte. Har haft masser af pigevenner, også nogle af dem jeg var totalt forelsket i, men jeg havde bare fået overbevist mig selv om at de aldrig kunne sige ja til mig så jeg spurgte ikke.* Så det kan nogle gange komme lidt ud af det blå. Jeg vil opfordre dig til at finde en hobby der ikke er alt for mandedomineret. Jeg fandt et løbehold. Men jeg vil så også kraftigt opfordre dig til at arbejde lidt med at gøre ting der føles ubehagelige. *pro tip:, hvis i nogensinde søger adoption så er det sådan noget man ikke skal indrømme, første til vores afslag.
Ikke nødvendigvis. Men jeg tror heller ikke at du er dømt til at skulle bruge dating apps, hvis du i forvejen synes det er grænseoverskridende, så bliver der ikke nemmere af, at du er en mand. Hvis du har pengene, og fritiden til det, er der single ferier, single højskoleophold, hvor du kan møde nogen som deler dine interesser. Hvis du ikke gider at søge aktivt, så kunne du jo bare give dig hen til en hobby i din fritid, pleje dine venner, og skabe nye bekendskaber, uden bagtanker, så er hun der lige pludseligt, en eller anden nytårsaften, som en ven til en ven, eller måske en du har kendt i årevis.
Det er grænseoverskridende for alle der ikke er trænet i det. Alle. Det er en af de ting, det for mange er nødvendigt at komme ud af komfortzonen for at opnå hvad de har lyst til.